Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Journalistlandskamp i Herning

Mandag d. 4. april 2011

Herning vært for journalistlandskamp i fodbold

Juni i Danmark kommer til at byde på mange former for international fodbold.
Mest opmærksomhed bliver der givetvis om UEFA U21-EM 2011 i Aarhus, Aalborg, Viborg og Herning fra den 11. til den 25. juni.
Men mon ikke også en notits fra en fodboldlandskamp, afviklet i Herning i løbet af EM-perioden, vil nå frem til sportsspalterne?
Det handler nemlig om det danske Journalistlandshold i fodbold, der i løbet af EM-perioden spiller en landskamp i Herning mod en endnu ukendt modstander. Men aftalen er i hus, og landsholdets talsmand og forsvarskrumtap, DR Radiosportens kommentator Andreas Kraul, oplyser, at det bliver et både spillelystent og revanchesultent dansk landshold, der kommer i kamp.
- Vi har normalt et meget velfungerende journalistlandshold, der inspireret af den danske fodboldskole leverer en omgang anstændig fodbold med hovedvægten på det tekniske. Det var så desværre ikke nok mod Norge for nylig, hvor vi løb ind i et større nederlag, siger Kraul, der allerede har lagt cifrene bag sig.
Dansk målscorer i det opgør var den tidligere LKB-, AaB-, FCK-, FC Zürich-, Brøndby-, PSV-, Oviedo- og Fulham-angriber Peter Møller, der i 20 A-landskampe blev noteret for fem scoringer.
- Vi har også begrundet håb om, at min kollega i DR, den tidligere udlandsprofessionelle angriber Mark Strudal, når at blive klar til kamp i juni. Hans store defensive løbearbejde var stærkt savnet i Oslo forleden, erkender Andreas Kraul.
Manager for Journalistlandsholdet i fodbold er den tidligere toptræner Jan Kalborg, der beriger DR Radiosportens lyttere med analyser og vurderinger fra lands- og superligakampe.
Hvem Danmark møder i Herning – og hvornår kampen præcist spilles – ligger stadig hen i det uvisse.
- Men vi er glade for, at Herning har inviteret os. Vi ved, at byen lægger sig i selen for at lave alle tiders fodboldfest i juni, og vi skal nok bidrage så godt, vi formår, lover Andreas Kraul.
Den danske startopstilling mod Norge forleden var i øvrigt: Troels Henriksen - Anders Kjærbye, Andreas Kraul, Jes Mortensen, Casper Thorsøe Junior - Thomas Breum, Flemming Fjeldgaard, Richard Funch, Kr. Josefsen - Peter Møller, René Schrøder.
Retfærdigvis skal det med, at Norge lammetævede Danmark med 8-1, trods tidlig dansk 0-1 føring.
Vi var ikke helt klar og stod nok for langt fra hinanden i kæderne. Det gentager sig ikke på dansk grund, forsikrer Andreas Kraul.
hka