Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Steen Ankerdals leder i Den Gyldne Pen, nr. 52

Torsdag d. 7. april 2011

Vi må træffe et valg

Af Steen Ankerdal
Med 15 indstillinger til prisen som Årets Sportsjournalist 2010 satte vores kåring af den ekstraordinære journalistiske præstation igen rekord.
Det er virkelig glædeligt, at der er kommet så meget fokus på den kollegiale pris. Og ikke mindst, at der virkelig er prestige i at blive kåret til Årets Sportsjournalist. Det gælder også for den arbejdsplads, hvor årets sportsjournalist er ansat.
Anderledes kan interessen for prisen, og de mange kvalificerede indstillinger, dårligt tolkes.
Det samme gælder dækningen i det medie, der tæller Årets Sportsjournalist blandt sine medarbejdere.
Således bragte Morgenavisen JyllandsPosten helsidesfoto på en sektions bagside af avisens vinder Thomas Møller Kristensen. Ved siden af omtalen på sporten og avisens navneside, hvor ”årets sportsjournalist” var dagens navn.
I øvrigt var det også enestående, at avisen løb med titlen for andet år i træk, fordi Dan Philipsen tog prisen i 2009. Det er sket en gang før - i 2004-5, hvor fotograf Lars Møller og journalist Jacob Priess Sørensen gav BT to vindere i træk. Men det er absolut undtagelsen.
Til gengæld er det iøjnefaldende, at omtalen af Årets Sportsjournalist ikke omtales af ret mange andre end vedkommende eget medie. Selvom det er en mangeårig tradition, at sportsjournalister hverken skriver om sig selv hinanden, så burde ”Årets Sportsjournalist” være en note værd, mindst.
Men sådan er det.
Det er straks mere diskutabelt, når hele redaktioner på seks- syv mand indstilles – endda af kollegaer fra samme blad.
Det er ikke i strid med reglerne. De sætter i princippet ingen grænser for, hvor mange, der kan dele prisen, fordi de samarbejdet om en prisværdig opgave. Men når man indstiller en hel VM-redaktion på seks-syv personer, så virker det lidt, som om indstilleren ikke har villet vove sig ud i en prioritering af indsatsen, et valg. Så hellere indstille hele gruppen, selvom det er iøjnefaldende, at der er forskel på indsatsen.
Men retten til at indstille kollegaer til Årets Sportsjournalist er også pligten til at træffe valg:
Hvem er bedst, hvem har leveret det ekstraordinære, der berettiger indstillingen og i sidste ende en kåring.
Det er et valg.
Som skal træffes af dem, der indstiller og bestyrelsen for DS, der træffer det endelige valg af Årets Sportsjournalist. Med den risiko for at skuffe nogen, og måske vælge ”forkert”, som ligger i det demokratiske valg mellem flere absolut kvalificerede kandidater.
Jeg synes naturligvis, at Thomas Møller var det gode og rigtige valg som Årets Sportsjournalist 2010 – for hans VM Explorer-serie op til fodbold-slutrunden i Sydafrika. Men Berlingske-serien om agenterne kom længere og dybere og anderledes omkring fodboldens mellemhandlere, mens Jens Sejer Andersens nominering var kulminationen på ti års grænseoverskridende med sportsjournalistik i regi af Play the Game, der i 2010 blev en del af Idrættens Analyseinstitut.
Alle værdige kandidater til titlen, men vi måtte altså træffe et valg i DS’ bestyrelse, og det blev Thomas Møller Kristensen.
På det personlige plan har jeg også truffet et valg, idet jeg efter sammenlagt ti år slutter som formand for DS.
Jeg er hverken træt af opgaven eller DS, men valget er truffet i erkendelse af, at en formand skal være med ude med det store hold af kollegaer til store begivenheder som OL, VM- og EM-fodbold og håndbold m.m. Det er jeg af arbejdsmæssige årsager ikke mere – og dermed kan jeg ikke være med til at løse de problemer, der ofte opstår på stedet. Det er Andreas Kraul, og derfor er han efter nogle sæsoner som næstformand det rette valg til posten. Det valg var generalforsamlingen glædeligvis enig i.
Derfor er der blot at sige: TAK for ti år som formand for DS – og for den afsked de 70 fremmødte valgte at give mig på generalforsamlingen med spontane, stående ovationer. Det var stort!