Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Formandens rapport fra Nordisk Kongres

Torsdag d. 26. maj 2011

Øget nordisk indflydelse i Europa

Den danske delegation ved Nordisk Kongres i Oslo indgik aftale om at søge mere indflydelse i det internationale samarbejde i UEPS og AIPS.

Af Andreas Kraul

De nordiske lande skal være mere synlige i det internationale samarbejde. Det blev hovedkonklusionen på Den Nordiske Kongres, som i midten af maj blev afholdt i og omkring Oslo.
Her var Norske Sportsjournalisters Forbund og formand Reidar Sollie vært for et glimrende arrangement over to dage, hvor der ud over selve kongressen også blev plads til både et besøg hos det norske fodboldforbund og landstræner Egil ’Drillo’ Olsen samt visit hos avishuset VG, der satser voldsomt på det kommende marked for IPad og redigerede netudgaver.
Vigtigst var dog de nordiske drøftelser, som fra dansk side blev ført af formand Andreas Kraul, næstformand Steen Ankerdal samt menigt medlem Jørn Højmark fra Politiken og UEFA.
Her var der positive tilkendegivelser fra Island, der har været hårdt ramt af landets økonomiske krise – og har mistet mange medlemmer, men som så småt er ved at komme på fode igen.
Islandske Adolf Ingi Erlingsson er derfor fortsat medlem af og også fremtidig kandidat til eksekutivkomitéen i den internationale forening for sportsjournalister, AIPS, mens de nordiske lande i øjeblikket ikke har nogle pladser i bestyrelsen for den europæiske forening, UEPS, som på kongressen i Oslo var repræsenteret ved præsident Yannis Darras.
Den yngre græker har vist sig yderst aktiv og effektiv i sine første år som formand, og han opfordrede de nordiske lande til at være mere synlige og søge mere indflydelse i det europæiske samarbejde.
Derfor blev Danmark, Sverige, Norge og Finland enige om at overveje mulige kandidater til fremtidige internationale poster, og til slut på kongressen blev det besluttet at arbejde frem mod at kunne opstille Andreas Kraul samt svenske Ulf Niklasson fra Göteborgs-Posten til foreningsarbejde i UEPS. Næste kongres i det europæiske samarbejde er i 2012.
Yannis Darras opfordrede også de nordiske medlemmer til generelt at være mere aktive i UEPS og kom med et specifikt forslag til, at de danske og svenske foreninger sammen arrangerede et seminar for unge sportsjournalister i lighed med dem, der tidligere har været afholdt med succes to gange i Grækenland. Idéen var, at seminaret skulle begynde i København og fortsætte i Malmø.
Både den svenske og danske delegation var positive over for idéen, men eftersom Danmark også står for tur til at skulle arrangere den næste nordiske kongres om to år, så er det sandsynligvis urealistisk at skulle stable to så store arrangementer på benene samtidig.
Derudover kunne Yannis Darras fortælle, at UEPS overvejer at involvere sig direkte i en retssag, som de franske sportsjournalisters forening er ved at forberede mod Manchester United, efter balladen i forbindelse med de to klubbers ottendedelsfinaler i Champions League først på året.
Her krævede Manchester United et voldsom og hidtil uhørt beløb af de lokale franske radiostationer for at sende fra Old Trafford, hvilket førte til en total fransk radioboykot af kampen – og altså muligvis et retsligt efterspil. Normalt har det været almindelig praksis, at radiostationer kun betaler for den tekniske service.
Den danske delegation med næstformand Steen Ankerdal som rutineret deltager i det internationale samarbejde frarådede dog på det kraftigste UEPS at gå direkte ind som direkte medspiller i sagen. Det er selvfølgelig naturligt og på sin plads at støtte de franske kolleger moralsk, men konsekvenserne af en eventuelt negativ dom kan blive voldsomme – ikke mindst med tanke på den skrevne presse, hvis de store klubber ser muligheden for at tjene penge også her. UEPS-præsident Yannis Darras lyttede og tog det nordiske indspark til efterretning.
Nordisk Kongres i Oslo var af økonomiske og arbejdsmæssige årsager skåret ned til at være kun to dage, hvilket blev mødt med tilfredshed fra alles side, og det bliver dermed også modellen fremover.