Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Ny kommunikationschef i Silkeborg

Onsdag d. 1. juni 2011


Silkeborg IF Invest A/S får ny kommunikationschef. Michael Ravn har valgt at søge nye udfordringer, og René Gade Mikkelsen, der har solid kommunikationsfaglig og journalistisk erfaring, tiltræder som ny mand på posten.

Efter seks gode år som kommunikationschef i Silkeborg IF Invest A/S har Michael Ravn valgt at søge nye udfordringer som selvstændig med udgangen af den netop afsluttede Superliga-sæson.

I stedet bliver René Gade Mikkelsen ansat som ny kommunikationschef i SIF:

- Vi var meget kede af at modtage Michael Ravns opsigelse, for vi har været enormt glade for den store og flotte indsats, som han har ydet gennem seks år i klubben. Derfor er vi da også ekstra glade for, at vi i René Gade Mikkelsen har fundet en værdig afløser med en meget spændende profil. Vi er sikre på, at han er den rigtige mand til at løfte opgaven og ser frem til at byde ham velkommen i Silkeborg IF, siger adm. direktør Kent Madsen.

29-årige René Gade Mikkelsen er født og opvokset i Silkeborg. Han er stifter og medejer af to PR-kommunikationsbureauer, og skifter til Silkeborg IF Invest A/S fra en stilling som projektleder i TM Partner i Århus. Han har læst dansk og medievidenskab på Århus og Københavns Universiteter, og udover titler som tekstforfatter, kommunikationsrådgiver og selvstændig erhvervsdrivende prydes CVet af otte år som ungdomsspiller i Silkeborg IF.

René Gade Mikkelsen er for nylig vendt hjem til Silkeborg med sin kæreste Sofie Billeskov og deres ni måneder gamle søn Seier. Nu ser han frem til at arbejde i og for den klub, som han trofast har støttet og fulgt gennem årene udenbys:

- Mine ungdomsår i Silkeborg og SIF har betydet utrolig meget for mig, og når jeg som i lørdags er ovre på Søholts bane 1 igen og se U19 holdet spille, ja, så kan jeg mærke, at mavefornemmelsen er helt rigtig. I mine øjne har klubben og forretningen Silkeborg IF Invest A/S et stort uforløst potentiale, som jeg glæder mig til at være med til at udfolde med både respekt og fornyelse. Ikke på banen – men mellem linjerne, siger René Gade Mikkelsen, der tiltræder i Silkeborg IF Invest A/S pr. 1. juli.