Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

To mål af Mark Strudal for presselandsholdet

Onsdag d. 15. juni 2011

Herning XI slog Journalistlandshold

Sejr efter straffespark – Ikast-veteraner besejrede Herning Fremad

To klassiske Mark Strudal-mål efter kontraangreb så længe ud til at skulle afgøre tirsdagens showkamp mellem et udvalgt Herning-fodboldhold og det danske sportsjournalistlandshold.
Men på to mål i 2. halvleg lykkedes det for de lokale at sikre sig uafgjort 2-2 i opgøret, der fandt sted på Herning Fremads nye kunstgræsbane på Ringkøbingvej i Herning. Først reducerede Kim Hansen, sportsredaktør på Herning Folkeblad, hvorefter Ove Hansen udlignede på et straffespark, begået mod ham selv og dømt af den tidligere topdommer og nuværende chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi, Knud Stadsgaard.
Mens solens brød igennem skyerne måtte de to hold så ud i straffesparkskonkurrence for at få uddelt den pokal, som Herning Kommunes U21-ambassadør, Claus Steinlein, havde sat på højkant. I straffesparkskonkurrencen var det lokale mandskab bedst, og dermed blev pokalen i det midtjyske.
- De var nok bedst før pausen og kunne have været foran med mere end to. I den periode var vi glade for vores målmand, FC Midtjyllands målmandstræner Morten Hyldgaard. Til gengæld dominerede vi efter pausen, og med lidt held havde vi afgjort kampen allerede i den ordinære spilletid, lød det efterfølgende fra Helge Sander, spillende holdleder på Herning XI.
Kampen på Fremads anlæg, hvor sportsjournalisterne blev introduceret til Herning Fodbold Eksperimentarium, der officielt åbner den 24. juni, var et af to fodboldarrangementer i anledning af UEFA U21-EM i Herning tirsdag.
I Fanzonen i bymidten mødtes veteranerne fra Herning Fremad lokalrivalerne fra Ikast FS – det er de to moderklubber under dagens FC Midtjylland – og den styrkeprøve gik bedst for Ikast-folkene, der vandt med hele 7-1.
- Det har i det hele taget været en fantastisk dag i Fanzonen. Vi har haft fokus på den ældre generation med idræt og samvær, og der har været gang i den dagen lang med masser af liv og aktivitet på Torvet, sagde projektleder Astrid Andreassen sidst på dagen.

--

Billedtekst, Herning XI:

Herning XI set stående fra venstre: Klaus Granlund, Kim Hansen, Morten Hyldgaard, Dan H. Sørensen, Frits Nielsen, Erik Rasmussen, Kr. Thulesen Dahl, Peter Munkholm. Siddende fra venstre: Helge Sander, Lennart Poulsen, Rasmus Ankersen, Claus Steinlein, Tyge Dinsen og Ove Hansen. Foto: Privat, Leif Clausen.


Billedtekst, Sportsjournalistlandsholdet:

Sportsjournalistlandsholdet stående fra venstre: Mark Strudal, Chr. Høgh, Andersen, Jes Mortensen, Flemming Fjeldgaard, Kasper Malling, Andreas Kraul, Morten Crone, Anders Kjærbye og Peter Piil. Siddende fra venstre Jakob Neister, Michael Helligsø, Jeppe Laursen, Farzam Abolhosseini, Richardt Funch og Casper Thorsøe. Foto: Privat, Leif Clausen.

Billedtekst:

Helge Sander, spillende holdleder for Herning XI, i midten dommer Knud Stadsgaard, til venstre Andreas Kraul, anfører for Sportsjournalistlandsholdet og formand for Danske Sportsjournalister. Foto: Privat, Leif Clausen.