Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Flemming Thor er død

Onsdag d. 2. november 2011

Danske Sportsjournalisters tidligere formand Flemming Thor Madsen er død efter længere tids kræftsygdom. Han blev 65 år.
Flemming Thor Madsen har altid været meget aktiv og en ivrig sportsmand. Derfor ramte det ham hårdt, da sygdommen kom og satte en stopper for hans sportslige udfoldelser.
Han fortsatte som leder for sine gamle medspillere og deltog i de sociale aktiviteter i Næstved.

Meget af tiden tilbragte han hjemme i de trygge rammer hos sin kone Lis, og han var både gæstfri og taknemmelig, når vi lagde vejen forbi Næstved for at hygge os sammen med vores gamle bestyrelseskammerat.

Flemming Thor Madsen var et pragtfuldt menneske. Han var dejlig at være sammen med, uanset om det var bestyrelsesopgaver, der skulle klares, eller om vi hyggede os med en snak om gamle dage på de danske fodboldbaner.
Snakken gik ekstra hurtigt, når Flemming tog sine elskede scrapbøger frem med minder fra B1901 og Næstved.

Flemming Thor Madsens liv har været sport.
Han blev klubmester i double i bordtennis.
Han vandt Lolland-Falster-mesterskabet i håndbold for juniorer med NFH - med den senere landsholdsmålmand Kay Jørgensen som holdkammerat. Måske var det forklaringen på, at de vandt.
Og så vandt han flere LFBU-mesterskaber i fodbold med B1901, det første i drengerækken i 1960.
I 1965 vandt Thor og co. det uofficielle danske mesterskab for talenthold, og det fik ham til at skrue ned for de andre sportsgrene.
Debutkampen på B1901's førstehold endte 4-4 mod Ikast i 1966.
Det blev til ialt 125 divisionskampe for B1901, inden han skiftede til Næstved. Her var pokalfinalen i 1973 højrepunktet og samtidig en af de største skuffelser. Randers Freja vandt nemlig med 2-0.

I 1975 var Flemming Thor med til at vinde bronzemedalje med Næstved, slået af to sjællandske hold Køge og Holbæk, og i 1977 spillede han sin sidste kamp på topplan.
Flemming Thor Madsen blev udråbt som "Danmarks bedste 12. mand".
Et utal af gange kom han på banen og scorede.
Kurt Nielsen, der senere blev landstræner, kaldte endda Thor for "verdens bedste 12. mand", men det vil en vis herre fra Liverpool David Fairclough nok protestere imod.

Hans liv som journalist startede i begyndelsen af 70'erne. Han tillod sig at kritisere den lokale avis' sportsmedarbejdere for dårlige fodboldreferater.
Det gik Thor på samme måde som Jørgen Mylius på Danmarks Radio:
"Jamen, så vis, hvordan det skal gøres.", sagde NY DAG.
Som sagt, så gjort.
Kort efter fik Thor tilbudt en elevplads af lokalredaktøren i Nykøbing Falster, Poul Henrik Pedersen, der senere blev borgmester.
Fra Sydhavsøerne kom han til Næstved Tidende.
Det blev til 22 år som sportsredaktør på Næstved Tidende (senere A/S Sjællandske Dagblade), inden han i 1997 tog springet til Ekstra Bladet, hvor han blev Danmarks førende ishockeyekspert.
Han har dog også skrevet en del om fodbold, primært omkring 1. divisionsholdene, og redigerede det flotte jubilæumsskrift, som B1901 lavede i forbindelse med 100 års jubilæum i 2001.

Flemming Thors entré i Danske Sportsjournalister skete via posten som regionsformand på Sydsjælland. Han kom med til Nordisk Kongres, og det nordiske arbejde blev lidt af et hjertebarn for ham. Han kom i bestyrelsen og røg videre ind på formandsposten i fire år fra 1999 til 2003.
Flemming Thor Madsen var er en mand, man kunne stole på. Han trak et stort læs i bestyrelsen, ikke kun i de fire år, han var formand. Han skabte en god atmosfære i det daglige arbejde, så ingen følte, at det var et surt slid.
Når han sagde ja til en opgave, vidste man, at den blev løst.
Vi vil savne Flemming Thor, hans spontane opringninger, og vi har en masse dejlige minder at tænke tilbage på, ikke mindst hans hyggelige 60 års fødselsdag på Lærkevænget 12 i Næstved.
Flemmings død efterlader et stort tomrum i familien, og vore tanker er hos hans kone Lis og børnene Susan og Thomas i den svære tid.

Tommy Poulsen.