Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Pressemøde hos DBU

Onsdag d. 29. november 2000

DBU holder pressemøde på torsdag kl. 15.00.

Morten Olsen nominerer ligalandsholdet, og Flemming Serritslev offentliggør U-21-landsholdet.

DBU har valgt Dubai som destination for Ligalandsholdets årlige træningstur til februar.

Der bliver tale om en mini-turnering med deltagelse af værterne, De Forenede Arabiske Emirater, samt Chile og Marokko. Holdene mødes i to semifinaler samt en kamp om tredje- og fjerdepladsen eller en finale.

Udover de to kampe i denne turnering vil Ligalandsholdet blive sikret endnu en modstander, således at træningsturen i perioden fra den 4. til den 15. februar vil komme til at omfatte tre kampe.

- Det har været vigtigt for os at finde en destination med gode baneforhold i et godt klima, hvor også indkvarteringen og ernæringen lever op til vores forventninger, udtaler landstræner Morten Olsen, og fortsætter:

- Med deltagelse af hold fra Mellemøsten, Afrika og Sydamerika får vores hjemlige spillere den optimale sportslige udfordring og mulighed for at dygtiggøre sig mod modstandere, der spiller en anden form for fodbold, end de er vant til fra den hjemlige turnering.

Landstræner Morten Olsen udtager Ligalandsholdstruppen på 18 eller 20 spillere torsdag den 30. november.

DBUs samarbejdspartner, det engelske firma KAM Sports International, har tidligere arrangeret Ligalandsholdets træningsophold i Californien i 1997, Hong Kong og Kina i 1994, Bangkok i både 1996 og 1998 samt også det seneste ophold i Emiraterne tilbage i 1992.

Udviklingen af aktuelle og potentielle A-landsholdsspillere fra de danske klubber i form af træningsture på det såkaldte Ligalandshold er en investering, DBU har foretaget siden 1983.

Destinationerne har omfattet lande i Sydamerika, Nordamerika, Middelhavsområdet, Mellemøsten og Asien.