Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Danmark på barrikaderne

Mandag d. 22. april 2013


Flemming Olesen måtte på barrikaderne på AIPS-kongressen i Sochi og tale imod et forslag fra AIPS-præsident Gianni Merlo.
Præsidenten fremsatte tanker om, at man – i bestræbelserne på at få flere kvinder ind i ExecutiveCommittee – skulle fremsætte et forslag om, at fire af 20 pladser forlods skulle tilfalde kvinder.
Den holdning blev imødegået fra dansk side, ikke for at holde kvinderne ude, men simpelthen for at sikre, at det er de 20 mest egnede, der har sæde i præsidiet.
Flemming Olesen sagde fra talerstolen, at han ikke havde det mindste imod at se 20 kvinder i spidsen for AIPS – hvis det var de 20 mest egnede. Men han brød sig ikke om tanken, at fire mænd på forhånd skulle være udelukket fra valg. Han ville have frihed til at stemme på de 20 bedste, uanset hvilket køn, de måtte have.
Diskrimination er ikke noget, vi ønsker at medvirke til – og positiv diskrimination hører til samme kategori, blev det understreget.
Der var uld i munden på Gianni Merlo, da han svarede, at han forstod det danske synspunkt, men han sagde, at en gang imellem må man tage nogle nødvendige skridt for at komme videre i en proces.
Der var kun spredt opbakning fra andre delegerede i salen under selve debatten, men efterfølgende skortede det ikke på rygklap og anerkendelse fra andre delegerede for at gå imod præsidenten, og meget tyder på, at hvis det kommer til et reelt forslag inden næste valgkongres, så vil det få svære vilkår, for en ændring af vedtægterne på dette felt kræver langt mere end bare simpelt flertal.
Til forståelse var der på denne valgkongres opstillet tre kvinder blandt de i alt 38 kandidater. To af dem blev valgt.