Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Niels Frydenlund ansat i Silkeborg IF

Onsdag d. 1. maj 2013



SIF ansætter erfaren sportsjournalist

Silkeborg IF Invest A/S henter 47-årige Niels Frydenlund ind som ny kommunikationschef



Silkeborg IF Invest A/S har hentet forstærkning i lokalområdet. Silkeborg-journalist Niels Frydenlund er fra 1. juni ansat som ny kommunikationschef, og han får til opgave at skabe kommunikationsmæssig sammenhæng mellem aktiviteterne i virksomheden, der omfatter både fodbold og administration af ejendomskomplekset Papirfabrikken.



- Ansættelsen af Niels Frydenlund er et signal om, at kommunikation i en virksomhed af vores karakter med stor offentlig bevågenhed bliver vigtigere og vigtigere. Desuden er det et strategisk skridt mod at skabe en mere offensiv profilering af vores ejendomsaktivitet. Som børsnoteret selskab har vi et behov for tydeligere at markere, at vi er en virksomhed, der hviler på to ben, fodbold og ejendomme, forklarer adm. direktør i Silkeborg IF Invest A/S, Kent Madsen.



- Desuden må man også meget gerne betragte det som et signal om, at vi bestemt ikke har lagt os ned endnu, tilføjer Kent Madsen med henvisning til den aktuelle placering i Superligaen.



Erfaren sportsjournalist
Niels Frydenlund er opvokset i Silkeborg og bosat i sydbyen. Han har bred sportsjournalistisk erfaring fra både dagblads- og magasinbranchen, og på ledelsesmæssigt niveau har han været chefredaktør på både Tipsbladet og fodboldmagasinet 90M. Desuden har han haft kommunikationsopgaver indenfor sportens verden, bl.a. som pressechef under to af de største idrætsbegivenheder i Danmark indenfor de seneste år: Værtskabet for EM-slutrunden i fodbold for U21-hold i 2011 og Herning-Horsens’ værtsrolle for cykelløbet Giro d’Italia i 2012. Han kommer fra et job som nyhedsredaktør på Jyllands-Postens sportsredaktion.



- Jeg ser jobbet som kommunikationschef i Silkeborg IF som en spændende udfordring. Fodbold på topniveau, også i Danmark, er i dag en vigtig del af underholdningsindustrien. Silkeborg er et af de bedste eksempler med sin kultur for fodbold kombineret med ejerskabet af Papirfabrikken. De to ting hænger nøje sammen, og det bliver min opgave at skabe en rød tråd i kommunikation om SIF’s to platforme, siger Niels Frydenlund.



- Og så skal jeg da heller ikke lægge skjul på, at hjertet er med i mit jobvalg. Jeg har dækket fodbold på nogle af de største stadioner, fra Wembley i London over San Siro i Milano til Maracana i Rio. Men for mig er der intet, der slår Mascot Park. Fodbold er følelser, og mine fodboldfølelser tilhører Silkeborg IF, siger Niels Frydenlund.


Hjem til Aarhus
Silkeborg IF Invest siger samtidig farvel til nuværende presse- og kommunikationsansvarlig, Peter Lund Krogsøe, der som planlagt stopper d. 31. maj. Peter Krogsøe trådte i januar til med kort varsel og hjalp virksomheden godt igennem et turbulent forår. Han vender nu tilbage til Aarhus for at færdiggøre det speciale, han i januar satte på standby.



For yderligere oplysninger kontakt adm. direktør Kent Madsen (2146 7355) eller kommende kommunikationschef Niels Frydenlund (2126 6297).



Følg Silkeborg IF på:
Hjemmesiden
Facebook

Venlig hilsen
Silkeborg IF Invest A/S