Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Peter Holst om Nordisk Kongres

Tirsdag d. 14. maj 2013

Peter Holst var blandt deltagerne på Nordisk Kongres i København. Vi har bedt ham om at beskrive, hvordan han oplevede NK.

======================

Nordisk Kongres for sportsjournalister i København

Af Peter Holst

Tre dage med masser af spændende foredrag og rundvisninger samt god sparring med kollegaer fra hele Norden, er min konklusion på den netop afholdte Nordisk Kongres.
Jeg var inviteret som medlem af Danske Sportsjournalister. Som Nordisk manager for Infostrada Sports, som leverer sportsdata og statistik til både den skrevne presse og digitale medier, var det en god mulighed for at høre om den tekniske udvikling og tidens tendenser i nordisk sportspresse samt at netværke med sportsjournalister fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island.
De faglige højdepunkter på kongressens første dag var et besøg hos Viasat, hvor Peter Nørrelund fortalte om TV-rettighedernes økonomiske himmelflugt og de udfordringer som andre tv-kanaler giver Viasat. Nørrelund svarede også på spørgsmål om, hvilke trusler som illegal streaming på nettet giver rettighedsholdere og fortalte, at fodbold er kongen når det gælder tv-rettigheder i specielt Danmark.
Senere på eftermiddagen kunne sponsorchef hos Carlsberg, Peter Giacomelli, erklære sig enig i, at fodbolden er den vigtigste sportsgren, når bryggerigiganten udvælger, hvor de skal lægge deres mange sponsorkroner.
Kongressens anden dag startede brat opad med en tur i Rådhustårnet til en fantastisk udsigt over København, hvorefter Overborgmester Frank Jensen fortalte om hvilke tiltag hovedstaden gør for at tiltrække store internationale sportsbegivenheder.
Højdepunktet var dog besøget hos DBU, hvor Generalsekretær Jim Stjerne Hansen, veloplagt viste rundt og Betfair fortalte om matchfixing og hvilken kontrolindsats bookmakeren gør for at komme matchfixing til livs. Direkte efter DBU, gik bussen til det sportslige højdepunkt på kongressen, nemlig de nordiske mesterskaber i Floorball. Med unge energiske Mikkel Nøhr og rutinerede Flemming Olesen, samt undertegnede på holdet, lykkedes det sensationelt Danmark at gå gennem turneringen som ubesejrede efter sejr over floorball giganten Sverige og Island. Dog kostede en uafgjort mod Norge den samlede sejr på målforskel, men det var en indsats, der mindede om EM 1992, især mht forberedelse til turneringen!
På kongressens sidste dag fortalte Chefredaktør Poul Madsen om papiravisens kvaler og om den stadig større betydning af web-avisen. Søren Lauridsen fra eb.dk fortalte om de vigtigste tendenser for web-dækning af sport og illustrerede hvordan forbruget på de forskellige medier; net, mobil og tablets fordeler sig i løbet af dagen. Live-dækning og second screens er nogle af de vigtigste områder for web-aviser i fremtiden, hvilket for mig som Nordisk manager for Infostrada Sports, var særligt interessant, fordi det netop er den slags løsninger vi blandt andet tilbyder.
Det var tre dage med gode oplevelser såvel fagligt som socialt. En stor tak til arrangørerne for en flot og velgennemført kongres.