Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Derfor Betfair

Fredag d. 20. september 2013


Formanden: Derfor Betfair - Follow the Money

Det var som at trykke på automatpiloten, da vi fra bestyrelsen i Danske Sportsjournalister først i denne uge kunne fortælle, at foreningen har indgået en ny samarbejdsaftale med bettingfirmaet, Betfair.
Lynhurtigt kom der dybt bekymrede og halvt indignerede indlæg om, hvorvidt vi sportsjournalister nu (igen) havde solgt ud og for altid betrådt den lige vej mod retfærdighedens skærsild med snavsede sponsorsedler stikkende op af samtlige lommer.
Jeg kan sagtens forstå den grundlæggende bekymring og relevansen i debatten er absolut til stede, men det irriterer mig lidt, når Lars Jørgensen (endda mangeårigt medlem) i en blog på www.journalisten.dk under overskriften ’Follow the Money’ fuldstændig undgår at gøre det selv. Altså følge pengene.
Det er nemlig netop det her handler om. At følge pengene. Såvel historisk som i den konkrete situation.
For hvad er det, der skaber frygten/forargelsen/indignationen? Ja, der virker til at være to hovedpunkter.
1) Med aftalen er DS og dermed hovedparten af alle danske sportsjournalister nu ’i lommen’ på Betfair.
2) Aftalen er hemmelig og derfor sikkert med en masse fusk i kanten.
Begge dele er noget vrøvl.
For nu at tage det sidste først, så kræver det såmænd kun et telefonopkald fra Lars Jørgensen eller enhver anden til det nordjyske, hvorfra kasserer Flemming Olesen med både glæde og det samme vil sende de seneste 20 års regnskaber, inklusive det seneste.
Heraf vil det fremgå meget tydeligt, hvordan Danske Sportsjournalister altid har haft en samarbejdspartner, der bidrager økonomisk til foreningens aktiviteter. I mange år var det Tipstjenesten (Danske Spil), som hvert år lagde 75.000 kroner – blandt andet med den modydelse, at vi bidrog til tendenslodtrækninger, 20 blades tips osv.
Danske Spil ønskede for fire år siden ikke længere at fortsætte dette samarbejde, hvilket efterlod os i bestyrelsen med et hul i budgettet. Vi ville nemlig gerne fortsætte vores arbejde med at bevare og forbedre forholdene for danske sportsjournalister samt øge mulighederne for efteruddannelse.
Resultatet blev en ny samarbejdsaftale med firmaet Betsafe, der hvert kvartal lagde 32.500 kroner for et samarbejde, som blandt andet indeholdt en ’medieliga’, hvor en række journalister bidrog med deres bud på en række fodboldkampe. Altså grundlæggende det samme som med Danske Spil.
Nu hedder samarbejdspartneren så Betfair, men i princippet er intet ændret. Og intet er hemmeligt eller fordækt. Det årlige bidrag fra dem er 130.000 kroner, og i det åbne regnskab (igen, det er bare et opkald til Flemming Olesen) er alle velkomne til at følge præcis, hvor hver eneste 25-øre af de penge havner.
Jeg minder blot om, at vores arbejde for eksempel handler om at skaffe freelancere muligheder for at deltage i efteruddannelse og konferencer som ’Play the Game’. At vi netop støtter den slags initiativer direkte økonomisk, samt at vi selvfølgelig hele tiden arbejder imod det tiltagende pres på vores helt basale muligheder for at udføre arbejdet i forhold til adgangen til spillere, trænere osv.
I bestyrelsen er alle ulønnede, vi lægger en del interessetimer i arbejdet, og det kan irritere mig voldsomt, at der sidder enkelte på en høj hest – uden research – og slynger halve påstande ud.
Well, så er der det med uafhængigheden – eller nærmere afhængigheden af Betfair. Igen er alle velkomne til at læse aftalen igennem – der står ingen steder, at de har krav på hverken den ene eller den anden omtale.
Og at antage, at et medlem af DS skulle droppe en kritisk historie om spillemarkedet, fordi foreningen Danske Sportsjournalister har en aftale med Betfair, mener jeg, er en direkte nedvurdering af vores egne kolleger. Jeg tror ikke, Danske Spil mener, de fik særbehandling i de 20 år, vi samarbejdede med dem.
Og hvis vi endelig følger pengene, så betyder aftalen i runde tal 20 kroner om måneden for hvert medlem af vores lille forening. Det er faktisk nok til, at vi kan gøre en del godt for fællesskabet, men næppe nok til at købe en dansk journalist anno 2013.
I øvrigt mangler vi lige nu nye kræfter i bestyrelsen for Danske Sportsjournalister, og det er jo dejligt med debat og input, så fortsæt eventuelt interessen med en mail til formanden. Så får du endnu mere indsigt i sagerne. Eller benyt vore andre debatmuligheder på vores hjemmeside, på Facebook eller på Twitter.
Bedste hilsner,
Andreas Kraul,
Formand, Danske Sportsjournalister
aku@dr.dk