Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Formandens beretning på generalforsamlingen

Onsdag d. 12. marts 2014

Formandens Beretning 2014

Af Andreas Kraul

Kære medlemmer af DS. Kære kolleger. Velkommen til årets generalforsamling.
Uden for er det en smuk dag, og jeg er glad for at se så mange dejlige ansigter her blandt de fremmødte. Desværre mangler der et par ansigter, jeg også gerne ville have set, men som ikke er blandt os mere. To rigtig gode kolleger, jeg begge havde glæden og æren at lære at kende rigtig godt. Dem vil jeg traditionen tro gerne indlede med at mindes.
Preben Søborg døde i det forgange år, han blev 70 år gammel.
Preben elskede idrætten, nok allermest atletikken, men generelt elskede han det sportslige miljø, og selv husker jeg tilbage på flere eftermiddage i hans foto-hule i villaen på Frederiksberg, hvor han entusiastisk talte om sit seneste billede af Camilla Martin eller internationale atletik-navn til den daværende sportsårbog.
Preben Søborg fotograferede sport i hele verden gennem en menneskealder, og et af hans mest ikoniske billeder er det af Poul-Erik Høyer, som river sin trøje i stykker i jubel ved OL i Atlanta i 1996.
Preben Søborg var en varm, kærlig, empatisk og meget talende kollega. Han var aktiv fotograf stort set til det sidste, indtil han blev ramt af sygdom og til sidst måtte opgive.
En anden meget kær kollega, Jens Jørgen Brinch, døde også i det forgangne år efter en langvarig, sej og meget tapper kamp mod kræften.
Gennem mere end syv år nægtede han at give op over for sygdommen, men til sidst skete der alligevel noget utraditionelt for Jens Jørgen; han tabte.
Man kan kun håbe, at hans kolleger huskede også at udtrykke deres beundring og respekt for Jens Jørgen, mens han var i live, for i dagene efter hans død, var det tydeligt hvor mange mennesker, han gennem sit liv har nået at gøre et positivt indtryk på.
Jens Jørgen Brinch var et gennemført sympatisk og hjælpsomt menneske, og at se hans røde hår og høre den let genkendelige, beroligende stemme var i hvert fald for mit eget vedkommende billedet på noget trygt, professionelt og ordentligt.
Gennem sit arbejdsliv var Jens Jørgen omkring TipsBladet, DR, TV3 og TV2 Sport, og overalt var han beundret for både faglighed og kollegialitet.
Utallige er de unge, nervøse journalister – inklusive mig selv – der har modtaget et godt råd eller en vejvisning på stadion. Eller i livet.
Jens Jørgen Brinch blev 57 år, han havde fortjent mange flere.


Jeg vil gerne bede generalforsamlingen rejse sig og mindes vore afdøde kolleger.
ÆRE VÆRE DERES MINDE!
*
2013 var det, vi i branchen kalder ’et lille sportsår’, hvilket ikke længere giver ret meget mening.
For selv om der hverken var OL, VM eller EM i fodbold virker det ikke som om, det har været et år uden arbejdsopgaver og travlhed rundt om på redaktionerne. Tværtimod virker det kun som om, at der skal løbes hurtigere og hurtigere, og at kravene til hver enkelt kollega om produktivitet og hastighed vokser dag for dag.
Sådan er udviklingen naturligvis, men vi skal også engang i mellem huske os selv på, at vi skal have os selv med som mennesker.
Jeg har i den seneste periode desværre hørt for mange historie om kolleger i sportsjournalistikkens verden – også helt unge folk – der er blevet sygemeldt med stress. Og det er ikke så svært at se årsagerne.
Vi befinder os i en konkurrencepræget verden, hvor der lige som på fodboldbanen står folk klar i kulissen, men det betyder ikke, at vi bare skal acceptere alle krav, både hvad angår hastighed eller faglighed.
Danske Sportsjournalister er ikke en fagforening, men vi er en faglig forening, og derfor er mit budskab i dag også, at vi skal huske at passe på hinanden. Og på os selv. Og på grundigheden i vores fag.
*
I den forbindelse har det været en fornøjelse at gennemgå indstillingerne og nominere kandidaterne til Årets udgave af Den Gyldne Pen til Årets Sportsjournalist, for der er heldigvis stadigvæk tid til god journalistik.
Og som I vil høre senere er de tre nominerede i år repræsentanter for tre vidt forskellige genrer inden for sportsjournalistikken.
I bestyrelsen har vi selv talt om – og har nu også fået stillet flere forslag – om måske at udvide den årlige prisuddeling til flere kategorier, så endnu flere af vores dygtige kolleger kan få den hæder og anerkendelse, de fortjener, uanset, om det foregår i avisspalterne, på nettet. I radioen eller på en tv-skærm.
Det er et forslag, vi vil debattere indgående.
I bestyrelsen har vi ellers stort fokus på at tilbyde jer medlemmer endnu mere. Og gøre fællesskabet endnu bedre og givtigt for hver enkelt.
Et vigtigt punkt er efteruddannelse, og derfor var det en glæde da vi i efteråret kunne sende en form for jomfrurejse af sted med 10 medlemmer af DS på studietur til Liverpool og Manchester i England. Temaet var arbejdsforholdene i og omkring Premier League, og jeg kan vist godt konkludere, at turen var en succes, både fagligt og kollegialt blandt deltagerne.
Det er vores ambition at arrangere flere af sådanne ture, og ikke kun inden for fodbolden.
Samtidig vil vi fortsat afholde fyraftensmøder og tilsvarende arrangementer rundt om i landet. Sidste sommer fik medlemmerne et tilbud om et kig ind bag kulisserne i AaB, og allerede i næste uge kan vi sammen med DBU tilbyde et fyraftensmøde omkring den nye strategi for dansk fodbold, både når det gælder talenter og image.
Jeg kan kun opfordre alle til at gøre brug af disse tilbud. Man bliver faktisk klogere af dem.
*
For to uger siden uddelte vi for første gang sammen med vores samarbejdspartner Betfair, Medieprisen, som er Danske Sportsjournalisters nye pris til en idrætsudøver, der gør noget godt for sin sport og idrætten generelt ved at benytte enten de traditionelle eller nye medier. Og som forstår samarbejdet med medierne.
William Kvist var den første modtager af prisen, og jeg roligt sige, at han var meget stolt, da han hovedsageligt for sit projekt på Facebook modtog de 50.000 kroner fra Hummel, som går direkte videre til et nødhjælpsprojekt i Sierra Leone.
Jeg var faktisk også lidt stolt som formand, da jeg så omtalen af prisen. Ikke alene gik det til et godt formål, men hvis det kan være med til at gøre vores arbejde – og samarbejde – med idrættens folk bedre, er nogle af målene med prisen nået.
*
Dermed også en tak til vores samarbejdspartnere. Betfair og Hummel har jeg nævnt, men også Ulrik Bohse skal have tak for hjælp omkring diverse rejser, og så ved jeg, at der i hvert fald er omkring 55 medlemmer, der gerne vil sige tak til festudvalget med især Mads Wehlast, Dan Phillipsen og Jørn Højmark, som for en lille måned siden stod bag et brag af en DS-fest på Hercegovina i Tivoli.
Jeg sad selv ved mit bord den aften og kiggede rundt blandt kolleger fra de helt unge til de allermest garvede og rutinerede. Og jeg så smil, glæde og frem for alt samtaler og åbenhed blandt folk fra samme fag.
Jeg ved, at kassereren fra Nordjylland har været lidt nervøs over udskrivningen til festen, men lige præcis den her kollegialitet og samvær på tværs af medier og aldersskel kan ikke gøres op i penge.
Tak til festudvalget! Og tak til kassereren.
*
På samme måde var vi i maj 2013 værter for Nordisk Kongres for kolleger fra vores nabolande. Det var vores tur til at være vært, og det sker kun hvert 10 år. Også det tærede lidt på egenkapitalen i foreningen, men det er også vigtigt at styrke det nordiske samarbejde.
Og vi står stærkt internationalt, hvilket er vigtigt, når vores medlemmer skal ud og dække de mange internationale begivenheder. Tak også til udvalget, som gjorde Nordisk Kongres i København til en soleklar succes.
*
Endelig har vi trods alt haft et OL i Sochi, hvor ikke mange af vores kolleger var af sted, men dem der nåede frem til Rusland har talt om et rigtig godt samarbejde med DIF og de danske atleter undervejs.
I det kommende år venter så mange nye opgaver, og VM i Brasilien vil selvfølgelig fylde meget i 2014. Den økonomiske virkelighed i vores branche viser dog tydeligt, at tingene har ændret sig markant. Det bliver det mindste danske pressekorps i nyere tid, som rejser til slutrunden i Sydamerika, men derfor skal der med sikkerhed skrives mange linjer alligevel.
Og dermed binder jeg en lille sløjfe til min indledning på denne beretning. Kravene vokser, men vores vilkår og arbejdsforhold vokser ikke nødvendigvis med.
Vi i DS vil arbejde på alle de måder, vi kan. Men det er også op til hver enkelt at sige fra både på egne og kollegers vegne.
Jeg vil slutte min beretning med at sige tak til bestyrelsen for samarbejdet. Og tak for mit tredje år som formand. Der er ikke blevet mindre at lave.