Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Fyraftensmøde med kort varsel

Onsdag d. 7. januar 2015

Kære alle,

Vi har - med lidt kort varsel – fået mulighed for at lave et uformelt, spontant, men højst aktuelt, fyraftensmøde med NFL-Morten Andersen, som i næste uge er et smut i København. Jeg har længe tænkt en løs tanke omkring det, når chancen var der. Og da næstformand Philipsen var med på den her til aften, så gik jeg videre.

Jeg har skaffet location hos Bryggeriet ved Tivoli, som sørger for kaffe og kage ub, hvilket vil vække glæde i det nordjyske.
Jeg regner med, at det bliver fredag fra 11-12.30, men det falder endeligt på plads i morgen, hvorefter det straks meldes ud via Dan’s spredhagl af en mailadresse.

Overskriften bliver noget med amerikanske mediers dækning af NFL. Tanken er, at fortælle om den åbne amerikanske tilgang til journalister. Man kan få solointerviews med Peyton Manning, eller i hvert fald egne citater på hans plads i omklædningsrummet, 5 minutter efter en playoff-kamp i overtime, mens danske superligaomklædningsrum er lukket i et kvarter, efter 0-0 i en mudderpøl. En vild kontrast. Og Morten er den rigtige til at berette, for han har altid været pressens darling og var i alle sine 25 år i NFL kendt som en gentleman overfor pressen, fordi han havde respekt for journalisternes arbejde.
Det kommer ham til gode den dag i dag, hvor det er seniorjournalisterne på de tunge medier i de store amerikanske byer, som står bag afstemningen om finalister til Hall of Fame, hvor han sidste år var i finalefeltet.

Og apropos, så udtages dette års HoF-finalister torsdag i denne uge, så timingen er god, da det så på vores fyraftensmøde måske kun vil være en uge siden, han igen røg i finalen.
Aktuelt er det også, fordi der næste weekend spilles Conference-finaler (semier til Super Bowl).

Fyraftensmødet vil slutte med interviewmuligheder med Morten, så man rent faktisk kan komme derfra med en NFL-/Super Bowl-optakt, et portrætinterview, eller andet på sin blok, efter en solo-snak plus billede med og af Morten.

Håber I synes om idéen.

MVH Jimmy