Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Undervis sportsjournalister i Gambia

Torsdag d. 7. maj 2015


Tilbud: Undervis sportsjournalister i Gambia
Kære kollegaer
Har du lyst til at prøve dig selv af som Sports Journalism Trainer i Gambia? Og til at give nogle kollegaer noget, der vil forandre deres karrierer for altid?
Her er muligheden, og det er ikke svært.
Det er sportsjournalistik for begyndere: Nyheder, reportage og livedækning. De gambiske sportsjournalister er som de fleste journalister i Gambia uden egentlig uddannelse. De heldige har måske været på små-kurser, som sjældent er særligt praktiske.Der er lokale undervisere, som kan assistere i planlægningen og træningen, ligesom du kan sparre med danske trænere, der har erfaring med at undervise i Gambia.
Radio eller ej
Du må gerne have erfaring som radio journalist, så du underviser andre radiojournalister. Men det er ikke et krav – har du ikke radioerfaring, kan deltagerne komme fra alle medier.
Hvem står bag i Danmark?
Gambia Media Support (GAMES) er en ulands-forening af danske journalister og andre fagfolk, der i mange år har arbejdet med træning i Gambia. Gennem årene har mange danske journalister været udsendt som frivillige trænere – se evt. mere på www.GambiaMediaSupport.org.
Hvem står bag i Gambia?
Kurset arrangeres sammen med fagforeningen Gambia Press Union og ”Sports Journalists Association of The Gambia” (SJAG), der den største og bedst organiserede af de forskellige klubber inden for journalistik. Og de tørster efter flere kurser og mere samarbejde med kollegaer uden for landet.
Mere om Gambia
Gambia er Afrikas mindste land – og et af kontinentets fattigste. Samtidig er Gambia et pragtfuldt land, som danske turister har flokkes til, siden Spies gjorde det til et af de store rejsemål. Gambierne er rare og smilende, kriminaliteten er nærmest ikke-eksisterende og klimaet er lige så tropisk som den hvide Atlanterhavs-strand på Leybato, hvor vores frivillige som regel bor.
Hvad får man?
Arbejdet er frivilligt, men GAMES betaler udgifterne til fly, hotel og så videre, foruden ca. 3600 kr. i diæter.
Hvornår?
Kurset er fra mandag til fredag – så snart som muligt (sidst i maj, juni eller juli ville være fint). Hvis du er interesseret, så skriv, hvornår du kan.

Hvordan søger man?
Du skriver en mail, hvor du
- fortæller om dine overvejelser over kursets indhold
- kort skitserer din baggrund med hensyn til undervisning og sportsjournalistik (vedlæg gerne cv)
- fortæller hvornår du kan tage af sted
Send ansøgningen inden 14. maj til lars@larsmoller.dk

Vil du vide mere?
… om det praktiske, så skriv til projektleder Peter Christensen: peter.christensen.ip5@gmail.com
… om undervisningen, så skriv til Lars Møller, formand for GAMES: lars@larsmoller.dk