Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Mindeord om O'Neill

Torsdag d. 12. januar 2017

Mindeord om O'Neill

Af Uffe Jensen

Et af foreningens ældste medlemmer er ikke mere. Poul Aage Nielsen, Næstved, har sat det sidste punktum. Han døde 4. januar, 90 år, og er bisat i stilhed.
Poul Aage Nielsen, der oprindelig var uddannet typograf på Næstved Tidende, var mere interesseret i at skrive, og i 1957 begyndte hans journalistiske karriere på bladet. Han blev Næstved Tidendes første sportsredaktør, og under signaturen O´Niel blev han et kendt ansigt i Sydsjælland. Sport var hans store interesse, men han dækkede også andre stofområder i avisen, bl. a. kriminalstof.
I 1969 forlod Poul Aage Nielsen det lokale dagblad til fordel for en stilling på BTs sportsredaktion, og her dækkede han store begivenheder i både ind- og udland. I en periode var han nyhedsredaktør, inden han midt i 1980'erne vendte tilbage til Næstved, hvor han blev ejer af en ugeavis. Midt i 1990'erne solgte han ugeavisen til Søndagsavisen.
Selv da Poul Aage Nielsen blev pensionist, kunne han ikke undvære at skrive. Han lavede opgaver for bl. a. Næstved-Egnens Udviklingsselskab, den lokale fodboldklub og motorklubbens jubilæumsskrift.
Poul Aage Nielsen var en habil fodboldspiller, og han nåede at få en enkelt kamp på Næstveds 3. divisionshold. Det var 17. maj 1946, hvor Næstved tabte 2-6 på udebane til Odense KFUM. Han scorede det ene af målene i debutkampen.
Hans store viden om Næstved-fodbold kom Jesper Hallgren til gode. Jesper Hallgren, i øvrigt søn af Uffe Jensen, Næstved, som havde Poul Aage Nielsen som chef i læretiden på Næstved Tidende, udgav i 2009 bogen 70 år med ”de grønne”. Han fik rigtig mange oplysninger fra Poul Aage Nielsen om bl. a. spillere, resultater m. v. fra en periode, som Jesper Hallgren havde svært ved at grave frem.
Det er kun to år siden, at Poul Aage Nielsen deltog i sammenkomsten for DS-veteraner i København på restaurant Fridas, Gl. Kongevej.
Poul Aage Nielsen efterlader Vibeke, som han fandt sammen med i 1999, og datteren Annette plus to børnebørn.