Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

De fik de nye priser

Fredag d. 17. marts 2017

De tre nominerede til Ankerdal-prisen 2017 - Sebastian Stanbury, Tipsbladet, Søren Lissner, Jyllands Posten og prismodtager samt Kasper Marker, Discovery..

De nye priser – fredag den 17.3.
Årets Ankerdal-pris:
Gives til en journalist/fotograf/kommentator/ekspert/vært under 30 år, der i det forløbne år har vist sig som et stort talent indenfor sit område. Prisen skal være med til at sætte fokus på de unge talenter i sportsjournalistikken og animere dem og ikke mindst anerkende dem tidligt i deres karriere. Der skal medsendes begrundelse for indstillingen.
Vinder: Søren Lissner, JP
Øvrige nominerede: Kasper Marker, Discovery/SBS – Sebastian Stanbury, Tipsbladet
Motiveringer af Søren Lissner:
”Søren er en værdig modtager af årets Ankerdal-pris. Ikke alene er han udstyret med et rigt sprog og et fornemt fortæller-gen, som han gerne folder ud i lange og stærke historier om personer og tendenser i sportens verden. Han er en samtidig et allround-talent, som også magter den hurtige nyhed og mængdeleverancer på slutfløjt.”
”Det her var en kategori, hvor det var svært at udpege en vinder, for alle tre nominerede har markeret sig i vores branche på flotteste vis. Når valget alligevel er faldt på Søren Lissner bunder det i, at han kan det hele. Han er Michael Silberbauer. Han mestrer både at formidle levende, han har et fint blik for de gode vinkler og han er også ved at udvikle sit nyhedsgen på fin vis. Særligt tydeligt står hans ideer: Føljetonen om Frans Nielsen, den danske pioner i NHL. Og serien om journeyman-bokseren David Rodela, modigt fortalt i jeg-form. Det var på høje tid, at Søren Lissner for nylig blev fastansat på Jyllands-Posten. For hvis ikke en som ham kan blive fastansat, er der ikke meget retfærdighed tilbage i vores branche”

Årets Digitale Hit:
Gives til nye tiltag på den digitale sportsdækning, der løfter og nytænker måden at dække sporten på. Det kan både være tiltag på internettet - men også på de sociale medier. Ved indstillingen skal der medsendes links og begrundelse for at tiltaget skal komme i betragtning til prisen
Vinder: Mediano
Øvrige nominerede: Mogens Jørgensen, TV 2 Nord – Ulsted Boldklub – Rasmus Staghøj, TV 2 SPORT – SMS dagbog med Chris Anker Sørensen
Motiveringer af Mediano:
”I en transformationstid for medierne er det prisværdigt, at nogle pionerer tør lægge sig helt ud på planken i bestræbelserne på at stable et helt nyt medie og en helt ny forretningsmodel på benene. Mediano er vel ikke i mål endnu, men lad os for den gode fodboldjournalistiks skyld håbe, at de kommer det.”

”Vel ingen tvivl her. De lange formater, som Mediano lancerer i det digitale univers, er modigt og den deraf følgende substans er bemærkelsesværdig. På den måde er Mediano nyskabende og ambitiøst og har skabt en platform for sportsjournalistikken, som ikke har eksisteret før. En platform, hvor sportsjournalistikken trives godt. Når man kender det til det arbejde, der også ligger bag både indholdsmæssigt og forretningsmæssigt, er det virkelig en pris værd.”

“I 2016 har der været mange digitale hits rundt på sportsredaktionerne. Alligevel er der i år særligt et projekt, der stikker ud og er en reel nyskabelse på den digitale front. Som rendyrket digitalt medie og platform tilbyder Mediano en række produkter, som går imod strømmen af de hurtige, det poppede og det letfordøjelige og tilbyder et alternativ for fodboldfans med hang til substans, dybde og det nørdede.”

” Sportsjournalistikken lider lige nu under nedskæringer i flere dele af branchen. Gamle mediers sportsdækning svinder ind, og der bliver efterspurgt tid til grundighed og fordybelse.
Alene af den grund er det forfriskende at se nye initiativer, nye idéer og nye medier, der bliver forsøgt skubbet ud af reden - og måske kan flyve.
Mediano har måske endnu ikke vist, at det kan blive den bæredygtige forretning, men de har vist, at der er et marked for den længerevarende sportsjournalistik, der ikke kun handler og klik og hastighed.
Der er blevet tænkt nye tanker, der er blevet eksperimenteret - og der er blevet lyttet.”

“Det giver næsten ingen mening at argumentere for, hvor Mediano skal vinde denne pris, for sjældent har et gennembrud været så overbevisende i sportsjournalistikkens verden. I en verden med sensationsoverskrifter går Mediano i fordybelse med fodbolden via en række forskellige og overvejende yderst velfungerende formater.”



Årets Fortæller:

Gives til et medlem, der i det forløbne år har formidlet sportsstoffet på en inspirerende, levende og overskudsagtig måde - enten som kommentator, ekspert, vært eller journalist. Det vil sige prisen kan vindes af formidlere både i de såkaldte elektroniske medier eller medlemmer, der formidler på skrift. Der skal medsendes begrundelse for indstillingen.

Vinder: Rasmus Bech, Politiken
Øvrige nominerede: Troels Henriksen, JP – Peter Pill, Discovery/SBS

Motiveringer af Rasmus Bech:
” I gamle dage, altså før årtusindskiftet, og før der gik rundhyl i store dele af sportsjournalistikken og alt ikke skulle være kortere, hurtigere, mere digitalt og letfordøjeligt, så kunne man sælge aviser på de store skribenter. En af de elskelige dinosaurer, der undgik at blive slået ihjel af den digitale meteorstorm, er Politikens Rasmus Bech. Han er en lysende stjerne for mange yngre kolleger, og så mestrer han en bred vifte af forskellige discipliner: reportagen, portrættet, kommentaren og analysen. Han evner at gå ind i det vanskelige, han mestrer det lette - og uanset hvad, så serveres indholdet med et sjældent set sprogligt overskud. Man kunne forfalde til at hylde Bech med en Æres-Oscar. Men det er der bestemt ikke tale om her, idet manden er mere vital end nogensinde. Så hædres skal han. Ikke for et langt liv i sportsjournalistikken. Men for en fremragende dagsform, vi alle kan inspireres af.”

”Rasmus Bech er en af dansk sportsjournalistiks fortællere, par excellence og har været det i efterhånden en menneskealder. Politiken-journalisten viste i 2016 i særligt sine optakter til OL i Rio, at det ikke blot er en prædikat, han har tilranet sig i kraft af fordums styrke, men til stadighed folder ud i avisens spalter."

”I en verden af sportsjournalistik, der går hurtigere og hurtigere, er det rart, at nogen stadig tror på den gode fortælling. Rasmus Bech har gennem hele livet for mange af vores medlemmer beskrevet og analyseret idrætten både finurligt, rammende, humoristisk og til tider rørende. Det er den fortællende sportsjournalistiks Grand Old Man, men at han langt fra er færdig vidner det gigantiske værk omkring OL samt adskillige håndboldslutrunder på det seneste i høj grad om.”


Årets sportsbog:

Gives til den bog med sport som emne - hvad enten det er biografi, fagbog eller skønlitteratur - der har vist sig som den største læseoplevelse. Uanset om det er på grund af underholdningsværdi, afdækning, faglighed eller perspektivering.

Vinder: Lars Fink – John Eriksen – angriberen der glemte sig selv (Forlaget Turbine)
Øvrige nominerede: Christoffer Rosenløv Stig Christensen: Sepp (Gyldendal) – Søren Baastrup og Mads Timm: Rød Djævel (Peoples Press)

Motivationer: John Eriksen – angriberen, der glemte sig selv:

”Et vellykket projekt med at fortælle en historie om en mand, der stod i skyggen af andre af sin tids store angribere, og som endte med at bære på en meget tung historie. Jeg har faktisk savnet denne fortælling, og nu fik jeg den i meget vellykket form.”

”Årets sportsbog 2016 rummer både det sportslige og det menneskelige drama, som til sammen gør, at en historie hæver sig op over det gennemsnitlige.
Fortællingen om den notoriske målscorer John Eriksen er samtidig gennemført velresearchet og rigtig godt fortalt gennem et imponerende kildearbejde. Så resultatet er et både ærligt og nænsomt portræt af den introverte angriber, som trods sine mange mål altid stod i skyggen af Elkjær og Laudrup i den danske fodboldhukommelse, og familiefaderen, der glemte sig selv og endte sine dage alt for tidligt på grund af sin demens-diagnose.”

”Bøger om de helt store stjerner sælger nogle gange sig selv udelukkende på navnet. Anderledes er det med en hovedperson som John Eriksen, der nok var en dygtig angriber, men som aldrig blev et A-navn i Danmark. Hans historie, sygdom og død fortæller imidlertid en rørende og vedkommende historie, og historien bliver fortalt med omhu, dygtighed og fornemt sprog af forfatter Lars Fink, der tydeligvis udnytter sin fynske tilknytning til også at tegne et portræt af hjemstedet for John Eriksens sidste tid.
Det er ikke den normale fodboldbog, men den er god.”

” ”Bogen hedder ’angriberen, der glemte sig selv’, og i netop den titel ligger der en smuk dobbelttydighed. For den kunne næsten lige så godt have heddet ’angriberen, vi glemte’ – for selv om John Eriksen uomtvisteligt var en af dansk fodboldhistories største angribere og absolut bedste målscorere, må han evigt stå i skyggen af navne som Michael Laudrup, Preben Elkjær, Peter Schmeichel, Frank Arnesen og Allan Simonsen. Sikkert fordi det store landsholdsgennembrud udeblev. Men alligevel tilsiger hans meritter, at han bør have et kapitel i dansk fodboldhistorie. Nu har han fået en hel bog, og den tjener historien om han på fornemmeste vis, i al sin brutalitet. For historien rækker langt ud over fodboldens glamour, og det er netop det, der gør den så stærk. Det er en enorm velresearchet, gennemarbejdet og flot fortalt bog, Lars Fink har begået. Han tegner et fabelagtigt og ærligt portræt af en person, der på mange huser så exceptionel en historie. På grund af sin målnæse, på grund af sin noget introverte facon i en verden af spradebasser – og på grund af den sygdom, der endte med at tage livet af ham. Lars Finks bog er ganske enkelt glimrende”.

Årets sportsfotograf:

Gives til en fotograf enten still eller tv, der i det forløbne år har vist usædvanligt højt niveau i sit fotografiske udtryk. Still-fotografer skal ved indstillingen indsende 10 udvalgte billeder fra året, der gik. Mens tv-fotografer skal indsende tre udvalgte eksempler på deres arbejde i det forløbne år.
Der vælges tre kandidater til prisen af en uafhængig komite - ligesom komiteen vælger den endelige modtager af prisen.

Vinder: Jens Dresling, Politiken
Øvrige nominerede: Ernst van Norde – Gregers Tycho, JP

Motiveringer af Jens Dresling:
” I en tv-båren virkelighed kan det være vanskeligt at positionere sig som gammeldags kanonfotograf. Men Jens Dreslings billeder er til stadighed med til at gøre den gode, gamle printavis til noget helt særligt. I det sekund, man drejer ind på et opslag, kan man se, hvorvidt Jens Dresling har været på arbejde. Hans distinkte stil er markant som jinglen, der markerer TV-Avisens komme. Ja, og så var OL i Rio set gennem Dreslings linse jo både rørende og intens i en grad, så det fortjener en pris.”

”Jens Er en af vores fremmeste sportsfotografer, der er personlighed i hans billeder, man genkender udtrykket - jeg husker det fra tiden på JP - og OL var en understregning af dette. Jens Dresling helt klart.”

”Jens Dresling er en fantastisk fortæller med sine alsidige og følelsesladede billeder, og år efter år ville han naturligt høre til blandt de nominerede til prisen som årets sportsfotograf. I 2016 er han tilmed løbet med prisen, og her bør man særligt fremhæve hans produktion fra OL i Rio. Enhver, der ser Jens’ billeder, vil kunne bifalde, at de altid fortæller en stærk og dragende historie om sejre og nederlag, smerte og glæde.”

”Når man taler om sportsfotografi i Danmark, så er det svært ikke også at nævne Jens Dresling. Kommer man på danske Superligastadioner, støder man næsten også altid ind i Dresling og hans forskellige kameraer, som han ikke er bange for at eksperimentere med. Han kan sit håndværk, men har også blik for det særlige sportsbillede - og så er hans grundighed og arbejdsomhed imponerende. OL i Rio var et fremragende bevis på Jens Dreslings evner, men hverdagen i sporten er faktisk lige så meget hans stærke hjemmebane.”

” ”Det kan måske virke en kende dovent, men nu indstillede jeg jo selv Jens – hvorfor det også kan være svært at medvirke i stemmeafgivningen – så jeg vil egentlig bare vedhæfte min indstilling. Den siger alt om, hvorfor jeg mener, at der ikke kan være andre vindere end ham: I årevis har Jens Dresling været blandt Danmarks bedste nyhedsfotografer og hans blik for følelser, fortællinger og det spektakulære i sporten er ganske enkelt unik. Det er ikke for sjov, at kollegerne kalder ham ’Knivskarp’. Med en utrolig iver leverer han altid upåklageligt fra enhver opgave, men han gør også så meget mere end det. Han leverer godt – ja, faktisk fremragende – selv om han paradoksalt nok ikke interesserer sig synderlig for idræt (andet end sine egne joggeture). Men det er lige meget for hans arbejde. Det vigtigste der er, at han bedre end de fleste evner at fange essensen i øjeblikket, uanset om opgaven er en regnvåd fodboldkamp i Farum, en jubelstund ved EM i håndbold eller brutaliteten i en skade. For nu bare at nævne nogle eksempler. I 2016 har han – igen – overgået sig selv. Hans produktion fra særligt OL i Rio de Janeiro er ganske enkelt fantastisk og kommer bare oven på det i forvejen flotte bagkatalog fra hverdagens idrætsbegivenheder. På sin egen hjemmeside skriver Jens Dresling om året: ”For mit eget vedkommende er det blevet til 55 fodboldkampe, 40 håndboldkampe, et OL, to håndboldslutrunder, hele to åbningsdebatter i Folketinget, en regeringsomdannelse, alt for mange skyderier og så alt det andet - kort sagt et meget travlt år. I alt har jeg afleveret 10.638 redigerede billeder og lavet omkring 15 videoer”. Jeg gentager lige: Titusindesekshundredeogotteogtredive billeder. Og det er ikke bare en tilfældig knipsen, men gode fotografier – det er unikt at være så arbejdsom og dygtig på samme tid. Ordene om de ikke-sportsrelaterede begivenheder vidner om stor alsidighed. Og endelig illustrerer de 15 videoer også en væsentlig pointe om Jens Dresling: Han udvikler sig med tiden. Når der opstår mulighed for at fjernfotografere ved at sætte et kamera op bag et mål og have en udløser i hånden, er han den første til at prøve det af og få det til at spille. Han er rent ud sagt en pioner. Derfor skal Jens Dresling vinde Årets Sportsfotograf”.