Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Kvindesport - speciale skrevet af Signe Hanghøj

Mandag d. 11. december 2000

Fra Lille Henrivende Inge til Torpedoen fra Nakskov

Af Signe Hanghøj

En undersøgelse af Politikens og Berlingske Tidendes sportsjournalistik viser, at fremstillingen af kvindesport har ændret sig betydeligt i løbet af de sidste årtier, selvom dækningen stadig er yderst begrænset.

Damehåndbold er ikke særlig ladylike, men et slagsmål om en bold, hvor tricks som albuer i øjet, knæ i låret og skub i ryggen langt fra er de mest ufine. Og det er som om al det værste i mænds håndbold er adopteret af de kvindelige spillere, hvis kejtede voldsomhed tager sig endnu værre ud, uskønt, ja ligefrem ukvindeligt...

Sådan kunne man læse i en artikel fra Politiken den 14.3.1977. Den gav udtryk for en mere generel opfattelse af, at kvinder ikke burde snige sig ind på mændenes domæner, det vil sige sportsgrene, der var i modstrid med gængs opfattelse af, hvad kvinder skulle give sig i kast med. Kvinderne måtte til gengæld gerne dyrke de traditionelle feminine sportsgrene som gymnastik og dans, men så kunne regne med at fokus lå på deres udseende og opførsel både i og udenfor sportens rum. Kvindernes sportslige præstationer var ofte underordnede.

Kvindesport i dag
I sportsjournalistikken anno 2000 fremstår kvinder i langt højere grad end tidligere som sportsudøvere med en nuanceret personlighed. De fremstilles som handlekraftige, viljestærke og modige. Det viser en kvantitativ og en kvalitativ undersøgelse af Politikens og Berlingske Tidendes sportsstof foretaget i perioden februar til april 2000. Politiken og Berlingske Tidende er, sammen med de øvrige danske morgenaviser, interessante, fordi man her kan se en åbenlys forandring i måden de dækker kvindesporten tidligere. Dels fra 1940'erne, dels fra 1970'erne, og frem til i dag. De største forandringer ses i brugen af begivenhedsreportagen, hvor tonen i det store hele er blevet objektiv og sober. Til gengæld er der kun sket en minimal fremgang i dækningen af kvindesporten. Således blev den i den tre måneders periode fra februar til april dækket med kun 10,1 procent i Politiken og 10,2 procent i Berlingske Tidende. Det er stigning på henholdsvis 2,3 procent i Politiken og på 2,0 procent i Berlingske Tidende siden 1983 . Mandesport opprioriteres dermed stadig i forhold til kvindesport, idet denne blev dækket med henholdsvis 63,7 procent i Politiken og 63,6 procent i Berlingske Tidende i den tre måneders periode. Mere interessant er det derfor at se på, hvordan kvindesport fremstilles i dag, da det er rent indholdsmæssigt ændringerne er sket.

Fremstillingen af kvindesport
Den kvalitative analyse viser overordnet, at kvinder i dag fremstilles med fokus på deres sportslige præstationer i sportens rum og med fokus på deres køn eller person udenfor sportens rum. Artiklernes tematik samler sig fortrinsvist om kvinderne som vindere, hvor de tillægges værdier, man traditionelt har betegnet som maskuline, for eksempel aggressivitet, ilterhed, styrke, uovervindelighed, lederskab og konkurrenceinstinkt. Som kvinder udenfor sportens rum tillægges de almenmenneskelige eller traditionelle feminine egenskaber som fornemmelse for det kunstneriske, glæde, nervøsitet og anstændighed. Ikke overraskende ses en forskel i fremstillingen af kvinderne afhængig af den sportsgren, de dyrker. I perioden fra februar til april 2000 fokuserede Politiken og Berlingske Tidende blandt andet på kvinderne inden for kunstskøjteløb, svømning, badminton, tennis, basketball, håndbold og boksning. Kvinderne inden for svømning, badminton, tennis, basketball og til dels håndbold er mindst præget af kønsspecificerede værdisystemer, mens idealerne om yndefuldhed bekræftes i artiklerne om kunstskøjteløb. Idealerne om det kraftbetonede relateret til det maskuline univers bekræftes i fremstillingen af kvindeboksning og i beskrivelserne af Anja Andersen. Når journalisterne beskriver Anja Andersen, sker det ofte med en vis ambivalens i forhold til hendes køn, fordi hun ikke altid overholder de normativt bestemte kodeks for kvindelig adfærd udenfor håndboldbanen, udenfor sportens rum.

En del af sportens mytologi
I og med konkurrencernes udfald er omdrejningspunktet i artiklerne, bliver sejr versus tab den centrale værdikonstellation, journalisten må forholde sig til. Succes tiljubles som bekendt i modsætning til i andre journalistiske genrer, hvor negative begivenheder har nyhedens interesse. I sporten er succes et resultat af indsats, målrettethed, handlekraft, hårdt arbejde og talent. Og det er disse egenskaber, fokus nu rettes mod for kvindernes vedkommende uafhængig af sportens art, feminin eller maskulin, i modsætning til i de tidlige artikler. Der er sket det, at kvinderne er blevet en del af sportsjournalistikkens mytologi, idet de ligesom mændene er blevet idoler og helte. Det har blandt andet noget at gøre med, at det er blevet legalt at vise aggressioner i sportens rum, fordi kvinderne som helte bliver opfattet positivt. De er blevet en del af den verden, man som læser af avisernes sportssider aldrig bliver en del af, hvilket medfører at de opnår heltestatus, og at man som læser ser op til dem. Rent sprogligt ses denne mytologisering af kvinderne ved de tilnavne, der betegner dem. De navnfæstes som topnavne, storfavoritter, supersprintere - eller som Mette Jacobsen tidligere blev beskrevet Torpedoen fra Nakskov. Måden kvinderne beskrives har ændret sig betydeligt siden Lille Henrivende Inge svømmende banerne tynde!

Forklaringsårsager
To grundlæggende forklaringsårsager skal findes i for det første samfundets indflydelse på kvinders idrætsaktivitet og for det andet i journalistens indflydelse på det, der bliver skrevet. Disse forklaringer er naturligvis uløseligt forbundet, idet journalistens måde at skrive på afspejler den tid og det samfund han eller hun lever i. Kort fortalt har kvinders ændrede rolle i samfundet betydet, at de har fået adgang til det offentlige rum, hvor idrætten er tilgængelig. Desuden har en omstrukturering af arbejdsfordelingen mellem mænd og kvinder i og udenfor hjemmet betydet, at kvinder også har fået tid til at dyrke idræt. Derudover har det haft stor betydning, at man har ændret opfattelse af kvinder som skabt til andet end reproduktion og minimal fysisk udfoldelse. Man har fundet ud af, at deres krop faktisk kan tåle hård fysisk belastning, og at kvindekroppen hverken er sart eller skrøbelig. Sportsgrene er dermed ikke længere forbeholdt et bestemt køn, og både mænd og kvinder overskrider de traditionelle barrierer, der har eksisteret inden for sporten. For eksempel er andelen af kvindelige boksere i Dansk Amatør Bokse Union steget med over tusind procent på bare ti år fra 1989 til 1999. Det bliver derfor efterhånden en nødvendighed, at medierne retter blikket mod kvinderne i de ‘nye’ sportsgrene, hvis journalistikken skal afspejle det der sker i sporten. Grunden til at tonen i artiklerne har ændret sig skal blandt andet findes i det forhold, at der er kommet flere kvindelige sportsjournalister til, og at den nye, unge generation af journalister, mænd som kvinder, har et syn på kvindesport, der netop afspejler det faktum at kvinder har mulighed for at dyrke den idræt, de har lyst til. Den nye generation af journalister påvirker til gengæld ikke i hvilket omfang, kvindesporten dækkes. Det, der forklarer, hvorfor kvindesporten nedprioriteres på sportssiderne er snarere den politik, man følger på redaktionerne. Man dækker de begivenheder, der bakkes stærkt op økonomisk. Samspillet mellem medier, sporten og sponsorer, kendt under betegnelsen Sportsjournalistikkens Bermuda-trekant handler om, at sporten ønsker omtale og penge i kassen, medierne, i dette tilfælde aviserne, ønsker noget at skrive om, der høster læsere, mens sponsorerne ønsker omtale af de begivenheder, de støtter, for at sælge sine produkter. Dette afhængighedsforhold giver ikke blot ensidig sportsjournalistik, men også en journalistik, der er koncentreret om den mandlige del af sporten. Kvindesporten bliver først interessant i det øjeblik, sponsorer indlader sig på at støtte den. For eksempel som det ses inden for håndbolden. Sportssiderne i morgenaviserne, Politiken og Berlingske Tidende, afspejler således slet ikke, at de to avisers målgruppe faktisk består af lige mange mænd og kvinder. Efter sportssiderne at dømme, består avisernes nuværende målgruppe af mænd, der hovedsageligt interesserer sig for fodbold, cykling og boksning, hvilket må siges at være et noget unuanceret billede af virkeligheden.

Undtagelser i fremstillingen
I flere tilfælde viser det sig desuden, at kvindesporten hverken fremstilles sobert eller seriøst. Det gælder navnlig for formiddagsaviserne, der typisk lægger en ikke-sportsorienteret vinkel på begivenhederne. Således er kvinderne først og fremmest interessante for deres udseende, hvorfor de tildeles mere billedplads end mændene, som derimod synes interessante at skrive om. Men den mere seriøse del af den skrevne presse lader sig også indimellem henfalde til tidligere tiders fremstilling af kvinderne, så snart der fokuseres mere dybdegående på en bestemt sportsbegivenhed. OL er et godt eksempel på, at når der skrives mere om kvinder end normalt, rettes fokus væk fra deres præstationer som sportsudøvere. Under OL blev der for eksempel skrevet om volleyballkvindernes yndigheder og vægtløfterne som freaks. Desværre er sporten indimellem selv medvirkende til, at fokus rettes væk fra det primære - spillet. For eksempel når der afholdes skønhedskonkurrencer i tennisturneringer eller når visse spillere påbydes at stille op i badedragtslignende kostymer for at gøre sporten mere seværdig for det mandlige publikum. Til gengæld blev der også skrevet en hel del mere om kvindesport under OL, end vi er vandt til fra hverdagen. Sportsjournalistikken er i denne periode tilsyneladende både mere alsidig og tilgodeser kvindernes præstationer. Men uanset de forskellige avisers og mediers fremstilling af kvindesporten, er det sikkert, at deres syn på den har ændret sig betydeligt. Fra at sportsjournalister i 1980’erne udtalte at livet er for kort til kvindehåndbold, hvilket var ganske dækkende for deres syn på kvindesport i almindelighed, skrev en sportsjournalist i 1995, at inden for håndbold, tennis, badminton og atletik er kvindernes præstationer ofte mere attraktive end mændenes, idet mod, motivation og fair play synes medfødt hos kvinden . Fremstillingen af kvindesport i dag afspejler således, at kvinderne er både viljestærke og handlekraftige, og at de ikke blot er interessante på grund af deres køn. Lille Henrivende Inge er med andre ord blevet overhalet af Torpedoen fra Nakskov…