Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Hvem sagde hvad ?

Fredag d. 5. januar 2001

Allerede i første uge af året 2001 er der støj på linien mellem den danske sportspresse og en af de førende danske superligaklubber.

Brøndbys hjemmeside skriver følgende på baggrund af en artikel i B.T. i dag:

Peter Madsen – fejlciteret

Allerede efter første træningsdag skulle man se den første ”kedelige” artikel om en Brøndby spiller.
Peter Madsen skulle være utilfreds med forholdene i Brøndby og ønske at komme væk hurtigst muligt, selv til klubber i 1. eller 2. division i England.
Journalisten kunne dog ikke rigtig redegøre for, hvad Peter var så utilfreds med i Brøndby.
Det er ikke så mærkeligt for Peter’s planer & ambitioner for foråret er efter et år præget af masser af skader: ”At komme fast i startopstillingen og at vinde guld med Brøndby IF.”
På længere sigt vil Peter - selvfølgelig med det store talent han er udstyret med - gerne til udlandet, men vel at mærke til den rigtige klub. Denne planlægning er efter aftale mellem Peter, hans far og undertegnede lagt i mine hænder.
Det var unægtelig en helt anden historie. Ingen dramatik, ingen utilfredshed. Kun ambitioner og lyst til at få indfriet sine ambitioner og udnyttet sit talent. I øvrigt er Peter Madsen i færd med at aftale med Emil Bakkendorff, at han skal have skifte sin bil ud med en ny.
Man må ind i mellem undres. Læserne vil helst læse positive historier, aviserne vil helst bringe de negativt drejede historier. Jeg har selvfølgelig ikke forstand på den slags ting, men kan alligevel ikke lade være med at spekulere på om det kan være i hvert fald en af forklaringerne på de faldende oplagstal.
--------------------------------------

B.T.'s reaktion:

Den nemme løsning

Der er kun to eller tre personer, der ved, hvad der reelt er foregået. Per Bjerregaard på direktør-kontoret, Peter Madsen fra Brøndbys spillerstab og så måske en sekretær fra klubbens administration. Vi har derfor ikke belæg for at konkludere, at Peter Madsen i går måtte stå skoleret foran direktøren, da B.T. kom på gaden.



Her stod en klar nyhed med et klart budskab og nogle klare udtalelser fra Brøndbys værdifulde stortalent, Peter Madsen.
Denne var på grund af en lang skadesperiode og årsager, som han ikke ønskede at uddybe yderligere, interesseret i nye udfordringer og havde i flere omgange meddelt Brøndby, at han ikke var uinteresseret i ved først givne lejlighed at finde en anden og mere attraktiv arbejdsplads.

"Jeg er fast besluttet på at forlade Brøndby ved først givne lejlighed," var Peter Madsen blandt andet citeret for. Det citat dækkede overskriften "Jeg vil væk fra Brøndby" og på forsiden af sportsavisen "Peter Madsen har mistet tålmodigheden: Færdig med Brøndby".

Ikke en historie, der var på avisens forside. Ikke en historie, der dermed skulle sælge avisen. Og ikke en historie, der væltede verden, men en rimelig straight nyhedshistorie.

Ikke desto mindre var historien mere, end Brøndby brød sig om. B.T.s journalist blev ringet op af generalsekretær, Emil Bakkendorff, og senere gik Brøndbys direktør, Per Bjerregaard, ud på klubbens officielle hjemmeside på www.brondby.com og erklærede, at "den kedelige artikel" byggede på rene fejlcitater.

Foreholdt oplysningerne i torsdagens B.T.-artikel bekræftede Peter Madsen i aftes, at det er korrekt, at han har meddelt Brøndby sit ønske om at han gerne vil prøve nye udfordringer. Han erklærer også, at han ikke har ønsket at skabe uro eller lægge sig ud med klubben.

Og her er vi fremme ved sagens kerne: En spiller bruger sin ytringsfrihed i en ikke specielt kontroversiel sammenhæng. Men fordi Brøndby vælger at se historien som voldsomt kontroversiel, tørrer man uroen af på den oplagstruede presse.

Med Peter Madsens egne ord: "Jeg har ikke ønsket at lave noget oprør eller at skabe intern uro. Men jeg er heller ikke en person, der kan holde min mund 365 dage om året."

Peter Madsen vil gerne vinde DM med Brøndby og bruge en sportslig succes til at sælge sig selv hurtigst muligt. En løbende kontrakt gør, at det skal ske i samspil mellem klubben og spilleren. Det er det ønske, Madsen har udtrykt overfor Bjerregaard. Og dermed er historien altså korrekt.

Brøndby har igennem de sidste 15 år gjort sig til den mest professionelle klub i Danmark. Man har styret informationer kløgtigt, og man har i et vist omfang også styret den danske presse. Per Bjerregaard har flere gange erklæret, at man i klubben er særdeles opmærksom på lækager, ligesom man arbejder på en bevidst skoling af spillertruppen i forhold til offentligheden.

Egentlig ganske professionelt. Men også, som Peter Madsen-sagen er et udtryk for, en begrænsning af den enkelte spillers ytringsfrihed. Det er reelt en fornærmelse mod den enkelte spillers intelligens.

Fodboldspillere og atleter er faktisk ikke så kedelige og tamme, som klub- og idrætsledere gør dem til. Og man gør reelt spillerne en bjørnetjeneste ved mere eller mindre bevidst at forvandle dem til umælende får.

Spillerne har ret til at udtrykke en holdning. Medierne har omvendt et ansvar for at forvalte ytringer på en dækkende måde. Og så har klubberne - hvad de åbenlyst ikke er klar over - en interesse i, at medierne skaber personligheder.

Denne treenighed kan faktisk være konstruktiv, hvis alle accepterer deres rolle.

Det burde Brøndby erkende. Og det får klubben faktisk mere ud af, end at vælge den nemme løsning.