Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Stendal bliver rund

Mandag d. 19. februar 2001

Kurt Stendal, redaktionssekretær på Berlingske Tidende, fejrer i dag sin 50 års fødselsdag.

Kurt Stendal var professionel i østrigske Sturm Graz i ni år og var med til at vinde det danske mesterskab i fodbold med Hvidovre i 1973.
Senere blev han træner for bl.a. Peter Schmeichel.

Som journalist har han arbejdet for Kronen Zeitung i Østrig, Hvidovre Avis, Aktuelt og Berlingske Tidende.
Han arbejdede i flere år på sportsredaktionen på Berlingske Tidende, men sidste år overtog han jobbet som redaktør af navnestoffet på Berlingske.

Kurt Stendal er en af de få danskere, der kan prale af, at han har scoret i alle sine A-landskampe.
Det blev nemlig kun til en enkelt kamp i den rød-hvide trøje, 2-2 kampen mod Ungarn i Parken den 13. oktober 1973, og her scorede han det ene af de danske mål.
Kurt kom på banen som indhopper i stedet for Hans Ewald Hansen, men det var dog ikke nok til, at han kom med i startopstillingen til den næste landskamp mod Frankrig i Paris, hvor der i stedet blev plads til en vis herre ved navn Morten Olsen.

Kurt har en anden rekord. Han er den eneste dansker, der er blevet solgt til den samme klub tre gange, først fra 1971 til 73, fire måneder senere - efter debutkampen mod Ungarn og det danske mesterskab med Hvidovre - kom han tilbage til Graz, og det andet ophold varede i fire år, men knæ-problemer fik ham til at tage hjem. Han kæmpede sig imidlertid tilbage i sin danske klub Hvidovre, og så kaldte Sturm Graz for tredje gang. Det blev til to et halvt år, før han definitivt stoppede karrieren i maj 1982.
Med sine mange sæsoner i Sturm Graz har Kurt Stendal en fremtrædende plads i klubbens historie. Han er nr. 3 på klubbens evige topscorerliste med 69 mål.

Nu slår Sturms "Stürmer" sine folder bag skrivebordet på Berlingske, og enhver, der lægger vejen forbi, kan bekræfte, at Kurt i dag er blevet rund.