Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Årets Sportsjournalist(er)

Tirsdag d. 6. marts 2001

Foto: Per Kjærbye

Jørn Broch og Jens Hveisel Hansen fra JydskeVestkysten blev i dag hædret som "Årets Sportsjournalist(er)" for deres serie "Isen er usikker" om dansk ishockey.

DS-formand Flemming Thor Madsen stod for overrækkelsen.

- Sidste år hyldede vi Søren Olsen under festlige rammer på Færgen Sjælland, men selv om rammerne i år er mere beskedne her på Odense stadion, er prisen ikke mindre i år.
- Vi fik ni indstillinger fra kolleger til "Den Gyldne Pen", og der var et spændende opløb, men det endte med, at beslutningen var enstemmig.

I år 2000 gjorde duoen en afgørende forskel for vores fag. Som skaber respekt og troværdighed omkring sportsjournalisters arbejde.

- I har i en velgennemarbejdet og nuanceret december-serie ”Isen er usikker” forstået at brede det nationale ishockeybillede ud for avisens læsere i et område, hvor ishockeyklubberne Esbjerg og Vojens sætter deres naturlige præg på den daglige sportsdækning.

I åbnede ’Isen er usikker’ med en stor baggrundsartikel, hvor I satte den aktuelle situation i dansk ishockey op. Artiklen hed Kamp for overlevelse.

Højdepunktet var den dag, I havde dokumentation nok til at skrive, at Esbjerg IK havde sminket regnskaberne. Ikke bare en uhørt og uansvarlig handling, men I havde også oplysninger til at skrive, at klubben rent faktisk risikerede en konkurs.

Og fra den dag fortsatte I med at afdække ikke kun Esbjerg med dansk ishockeys dårlige økonomi. I var omkring Norge, omkring Folketinget, omkring Kai Holm, omkring de små sponsorer, der tabte penge. Ja, vi fik det hele….

I tog de skridt, der skulle til for at komme længere end en hestemule foran konkurrenterne og kollegaerne.

I artikel efter artikel fortsatte I ufortrødent med at blotlægge de brådne kar i en professionel ishockeyklub, som prøvede at lægge jeres avis under pres, men, skulle det vise sig, i stedet satte en populær sportsgrens troværdighed over styr.

Jeres artikler har været med til at stille spørgsmål ved, om det offentlige – og dermed skatteyderne – gang på gang skal dække underskuddet, når uansvarlige ledere ikke kan styre udviklingen i de respektive klubber.

Det er ingen selvfølgelighed, at journalistisk arbejde af jeres karat nyder fremme på aviser som Jyske Vestkysten. Ofte fører den slags til ingenting, fordi reporterne ikke får den fornødne tid. Men jeres arbejde har vist, at avisen ikke har haft råd til at lade være med at give jer tiden.

Nu har det nok også hjulpet, at avisens tidligere sportsredaktør og regionsformand ude vestpå, Peter Orry i dag sidder i chefredaktionen. Han kunne hurtigt se, at det var JV, der satte dagsordenen, og så fik I den opbakning, som I skulle bruge fra både jeres nuværende sportsredaktør Ole Bruun og bladets chefredaktion.

I har med jeres reportager risikeret at hoppe udenfor logen. Og I er blevet hørt, så det brager. At I begge så også er et par villige, humørfyldte og hjælpsomme kollegaer i en stresset arbejdshverdag, har selvfølgelig ikke været jer til skade, sagde Flemming Thor Madsen.