Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Samarbejde om VM-fodbold

Onsdag d. 28. juli 1999

Politiken bringer følgende artikel om et bemærkelsesværdigt samarbejde med DR og TV 2.
Vi har sakset artiklen fra Politikens hjemmeside:

Af Nina Kragh

Politiken onsdag: Danmarks Radio og TV 2 har i fællesskab budt på tv-rettighederne til VM i fodbold i Sydkorea og Japan om tre år. Og det er blot et i en række af samarbejder, som er indledt, efter de to tv-stationer har besluttet at få gavn af hinanden i stedet for konstant at være i opposition. De to tv-stationer har allerede afholdt deres først møde om et fremtidigt samarbejde.

»Det ville være umuligt at gå alene efter VM-rettighederne. Visse idrætsgrene - blandt andet fodbold - er blevet utrolig dyre i løbet af de seneste år. Det er første gang, vi står over for en opgave, som vi økonomisk må erkende, at vi ikke kan klare alene. Vi er tvunget ud i et samarbejde, så vi kan få samlet det nødvendige beløb ind. Derfor har vi lavet en slags nordisk konsortium bestående af svensk, norsk, dansk, finsk og islandsk tv, som byder på rettighederne i fællesskab«, fortæller TV 2s sportsredaktør Morten Stig Christensen.

TV 2 og DR fik i 1997 forpurret sit samarbejde, efter DR begyndte at flirte med TV3, som TV 2 opfatter som en direkte konkurrent på reklamemarkedet. Men nu er det Morten Stig Christensens opfattelse, at TV3 satser på at få sin egen profil og ikke længere i samme grad benytter sig af DRs medarbejdere. Derfor er tonen blevet betydeligt mere venlig, selvom man ikke skal længere tilbage end til foråret, da DR købte rettighederne til Tour de France, før man hørte hadske udfald mod DR fra både sportsredaktøren og TV 2-direktør Jørgen Flindt Pedersen.

OL-aftale
Danmarks Radio og TV 2 samarbejder også om OL i Sydney næste år, eller det vil sige, at de to tv-stationer har lavet en aftale om ikke at sende fra begivenheden på samme tidspunkt, så seerne har en reel chance for at se andet end sport. Men endnu mangler tv-stationerne at planlægge, hvilke idrætsgren de hver især skal sende fra.

Fra næste år har begge kanaler rettighederne til Tour de France, og hvordan de skal deles, vil blive afgjort på en række møder i løbet af efteråret.

»Vi vil fortsat gerne transmittere fra Tour de France, det har vi i hvert fald ikke nogen etiske problemer med. Men vi vil selvfølgelig gerne undgå at sende de samme billeder som DR. Man kan forestille sig, at vi ligesom på fransk tv deler rettighederne op, så vi sender om eftermiddagen og DR om aftenen eller omvendt, men jeg kan nu bedst lide den idé, at en kanal gør det færdigt, som den er begyndt på. En anden mulighed er, at vi skiftes til at sende fra år til år eller dag til dag. Det skal vi først snakke os til rette om«, siger Morten Stig Christensen, som understreger, at selvom tonen i to år ikke har været god mellem de to tv-stationer, samarbejdede de alligevel om dansk fodbold og aftalen med Team Danmark om den resterende idræt.

Han advarer mod, at DR og TV 2 bliver alt for forbrødrede i fremtiden.

»Før 1997 var idrætten meget utilfredse med os, vi blev beskyldt for at udgøre et kartel, som regulerede priserne. Vi må prøve at finde en balance, så vi ikke konkurrerer ved at spænde ben for hinanden ved enkelte begivenheder, men i stedet kæmper om at lave det bedste produkt«, siger TV 2s sportsredaktør.

Sure miner i DR
Helt den samme venlige tone hører man ikke fra DRs redaktionschef på sporten, Claus Borre.

»Jeg kan kun bekræfte, at vi har haft et møde med TV 2, som er blevet afholdt i god tone. Men vores klare opfattelse var, at mødet var fortroligt, derfor er vi ærlig talt forundrede over, at TV 2 flere gange i medierne har refereret til mødet«, siger Claus Borre.

Vi henviser til en tidligere nyhed her på DS Home Page, bragt af Fyens Stiftstidende, også omkring samarbejdet mellem de to tv-stationer.