Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

TV3-sportsnyhederne er ikke nedlagt

Torsdag d. 26. april 2001

Sportsnyhederne på TV3 har vokseværk - måske


På Tommy Poulsens opfordring vil jeg her give en kort redegørelse for Sportsnyhederne på TV3 og hvilken effekt lukningen af Scannews/DN3 vil få for de journalistiske arbejdspladser på sportsredaktionen.

Ledelsen i TV3 har som udgangspunkt meldt ud, at de fremover vil satse endnu mere på film, underholdning og sport. Derfor ser de fortsat gerne daglige sportsnyheder på sendefladen, så vi er på skærmen alle hverdage klokken 18.25. Den sene udsendelse er til gengæld sløjfet, men redaktionen er stadig bemandet om aftenen, da onside.dk fortsat skal forsøge at være først med det sidste.

Som det er nu, sender vi altså de sædvanlige fem minutter klokken 18.25, men det er sportsredaktionens udspil til TV3-ledelsen, at vi gerne vil fylde lidt mere, hvis vi fremover skal være et selvstændigt program. Vores udgangspunktet er 8-10 minutter, hvor det naturlige fokus vil være på Faxe Kondi Ligaen, da stationen råder over rettighederne fremtil årskiftet 2002/03, mens vi ikke har købt os ind på den øvrige danske idræt.

Hvornår de “nye sportsnyheder” vil gå i luften er endnu uvist, da TV3-ledelsen endnu ikke har taget stilling til, om de vil acceptere forøgelsen af budgettet. Blandt andet skal der genansættes nogle af de tekniske stillinger, som man sparede væk ved at nedlægge Scannews/DN3.

Skulle det vise sig umuligt at videreføre de daglige sportsnyheder, er det begrænset hvor stor effekt, det vil få på antallet af journalistiske medarbejdere, da udsendelserne indtil nu ikke har været særligt tunge rent mandskabsmæssigt. I forvejen har vi masser af programmer som Onside, Onside Xtra, Bundesliga-bold, golf og Champions League, hvis - i forvejen høje - standard kunne hæves yderligere ved en journalistisk tilgang, og så arbejdes der også på at producere flere dokumentar-udsendelser alá søndagens Peter Schmeichel-portræt.

Så meldingen herfra er, at vi fortsat venter på besked fra TV3-ledelsen om hvilken vej(e), vi skal gå i fremtiden. Men uanset om vi fremover skal arbejde med nyheder eller dokumentar – eller begge dele – så vil sportsredaktionen fortsat være et alsidigt sted at udfolde sine talenter. (Specielt hvis man holder af fodbold, selvfølgelig)

med venlig hilsen

Casper Hjorth-Knudsen
Nyheds- og Internetredaktør
TV3 – Viasat Sport