Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Nordisk Kongres

Torsdag d. 10. maj 2001

Det har været en tradition gennem mange år, at de nordiske sportsjournalister samles til Nordisk Kongres hvert andet år.

I år er Danmark vært.

Fem svenskere, fire finner, fire nordmænd, fire islændinge og to repræsentanter fra Estland er gæster hos Danske Sportsjournalister i denne uge. De er indkvarteret på Hotel Richmond i København.

Den nordiske kongres blev åbnet i tirsdags.
DS-formand Flemming Thor Madsen bør velkommen og gennemgik programmet.

Derefter gik turen til Københavns Rådhus, hvor Joyce Svensson viste rundt - hele vejen op af de 300 trin til tårnet med den flotte udsigt over København.
Vejret var så flot, at svenskerne kunne se hjem uden dog at få hjemve af den grund.

Fra Rådhuset gik turen til DGI-Byen med rundvisning og en orientering af direktøren Niels Dalsgaard.
Programmet fortsatte med konkurrencer og spisning i Tivoli.

Onsdagen var den lange, hårde dag på kongressen.
Den startede med besøg hos Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark i Idrættens Hus i Brøndby.
DIF-formand Kai Holm, informationschef Morten Mølholm og Team Danmarks sportschef Susanne Hedegaard redegjorde for deres arbejde og idéer.

Hos DBU var kommunikationschef Lars Berendt og generalsekretær Jim Stjerne Hansen værter. Lars Berendt fortalte om DBU, mens Jim Stjerne orienterede om planerne for det nordiske samarbejde omkring EM-slutrunden i 2008.

Turen gik videre til Brøndby IF, hvor Per Bjerregaard og Kim Vilfort var værter og viste rundt på det nye superstadion. Per Bjerregaard fortalte eventyret om Brøndby, mens Kim Vilfort redegjorde for klubbens talentudvikling.

Morten Olsen sluttede en spændende fodboldsnak med at fortælle om sit syn på dansk og nordisk fodbold.
Hans syn på dansk fodbold er kendt, men han gav også vore nordiske brødre sit syn på bl.a. norsk fodbold, omend det skete på en humoristisk måde.

Efter en spændende dag i Brøndby gik turen til Roskilde Domkirke, hvor en meget skrap rundviser fortalte om dansk historie og alle de svenske dronninger og de dansk-svenske krige.
Det interesserede ikke mindst svenskerne og Cars Stenfeldt, der har været en god bekendt af den danske dronning Ingrid. Cars benyttede lejligheden til at fortælle historier om dronning Ingrids ungdomstid som Frederiks kæreste og kommende dronning.

Onsdagen sluttede med et besøg hos Dansk Tipstjeneste, hvor Ole Thorup og Thomas Rørsig informerede og svarede på et væld af kloge og mindre kloge spørgsmål.
Dagen sluttede med en middag på La Douane med Tipstjenesten som vært.

Torsdagen startede med et besøg i Parken, hvor arkitekt Gert Andersson orienterede om den nye tagkonstruktion og svarede på spørgsmål omkring verdens første rulletag over en fodboldbane.

I Parken var Flemming Østergaard vært ved en orientering om FC København som dansk fodbolds nye forretningsmæssige eventyr.
Østergaard gav et spændende foredag om FCK's arbejde og benyttede naturligvis også lejligheden til at sende et par "mesterhak" til sportsjournalisterne. Det høfligste af dem var, at "sportsjournalister er de mest nærtagende mennesker, jeg kender".

Fra nogle spændende timer i Parken gik turen videre til Panum-instituttet til en dopingsnak med Bengt Saltin - yderst aktuelt oven på de finske skiløberes problemer og Bo Hamburgers dugfriske epo-problemer.

Videre til Carlsberg, hvor Keld Strudal orienterede om Bryggeriets sportssponsorering.

Nordisk Kongres slutter i morgen med en nordisk runde, hvor vi bl.a. vil drøfte vort syn på AIPS.
Det er en kendt sag, at danskere og nordmænd er meget skeptiske over for AIPS, mens svenskerne er store tilhængere af præsident Togay Bayatli.

Det danske "NK-udvalg" med Flemming Thor Madsen, Rasmus Bech, Jørn Højmark, Mads Wehlast og Poul Erik Andersson havde sammensat et fantastisk spændende program.
Vi fik en flot modtagelse hos de mest fremtrædende personligheder i dansk topidræt, og det var et tætpakket program, som blev gennemført for en halv snes tusinde kroner færre end DS betalte for den tilsvarende kongres sidst, DS var vært i 1991 i Århus.

Den side af arrangementet var tip-top.
Alligevel skal bestyrelsen på sit næste møde drøfte værdien af det nordiske samarbejde.
Er tiden løbet fra Nordisk Kongres?
Sender de øvrige lande de relevante personer til NK?
Får disse personer et udbytte, som deres medlemmer kan bruge positivt bagefter?
Er deltagerne fra de øvrige lande tilstrækkeligt motiveret, når de møder til NK?

Det var blot nogle af de spørgsmål, der rørte sig hos de danske arrangører under NK, og som bestyrelsen skal behandle.
Ud over de fem NK-medlemmer deltog Steen Ankerdal én dag og Tommy Poulsen to en halv dag på kongressen.

Det blev også drøftet, om de nordiske lande skal bruge NK til et mere fagligt indhold, hvor man kan diskutere sportsjournalistisk på tværs af de nordiske lande.

Vi føler, at nordmændene er dem, der står Danmark nærmest i holdninger, arbejdsmetoder og interesser, mens vi er meget langt fra svenskerne.

Nærmere kan vi ikke komme ind på DS' holdninger i denne omgang, da bestyrelsen først skal have en større detaljeret drøftelse af værdien af dette arrangement, der koster foreningen omkring 70.000 kr.

Deltagerne:
Estland:
Sven Sommer - formand for den olympiske komité i Estland, og hans kone Virge Anvelt, der arbejder som sportsjournalist på et magasin i Estland.
Estland har 70 aktive sportsjournalister, hvoraf 40 har AIPS-kort.
Sven Sommer siger, at det største problem er at få unge sportsjournalister til at arbejde i organisationen. De mener, de har altid for travlt med deres daglige arbejde på bladene.
Foreningen har arrangeret seminarer i forbindelse med OL i Sydney og arrangerer et nyt seminar om vinter-OL i Salt Lake City.

Norge:
Reidar Sollie - formand for Norske Sportsjournalister og netdoktor for deres nye hjemmeside, kasserer Arne Roer, der med sine 83 år var kongressens ældste deltager, Tore Sæther og Kjell-Eirik Mikkelsen.
Nordmændene arbejder med uddannelse af journalisterne og bedre arbejdsforhold på de forskellige stadions.

Sverige:
Leif Nilsson - formand for Svenske Sportsjournalister og formand for AIPS-Europa, der hedder UEPS, travjournalist på Expressen - sekretær Roger Gottfridsson, hæderskasserer Bengt Lindgren, tidligere vicepræsident i AIPS Cars Stenfeldt og Bo Fuhrman.
Den svenske ledelse er ifølge Leif Nilsson opdelt således, at de arbejder meget selcstændigt med de opgaver, der er uddelegeret. En af de store opgaver har været at få bedre arbejdsforhold på de svenske fodboldstadions, men det er nu blevet gennemført til alles tilfredshed, siger Leif Nilsson.
Foreningen har ingen hjemmeside, men orienterer sine medlemmer via emails.
Svenskerne har 900 medlemmer, hvoraf omkring halvdelen har AIPS-kort.


Finland
Paul Lemström, - formand for Finske Sportsjournalister, Esa Maaranen fra Tammerfors, Jorma Kilpeläinen fra Rovamieni, der skal arrangere den næste NK om to år, og Asko Tanhuanpää.
Den finske forening er opdelt, og der er en aktiv afdeling i Tammerfors, hvor Esa er styrmand. De har en hjemmeside, men hvor alt står på finsk. Webadressen: tauk.run.to. Foreningen har ingen hjemmeside. Finnerne har holdt et seminar på Åland.


Island
Arnar Björnsson, Guömundur Hilmarsson, Ivar Benediktsson og Samuel Örn Erlingsson.

Blandt de nyheder, der kom frem under kongressen, var, at Togay Bayatli stiller op som AIPS-kongressen i Toronto uden modkandidat, mens Leif Nilsson kandiderer til posten som 2. vicepræsident.
Svenskerne er pro-Togay, så det bliver svært at omvende dem ved diskussionen omkring holdningerne til AIPS i morgen.

PS.
Dette subjektive referat er skrevet af Tommy Poulsen.