Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Vi er ikke alle i samme båd

Mandag d. 30. juli 2001

Et vågent DS-medlem John Idorn fandt en spændende artikel, der kan få betydning for fremtiden i international sportsjournalistik, i en tysk avis.

Vi fandt artiklen så interessant, at John Idorn har påtaget sig at bearbejde den på dansk til Danske Sportsjournalisters medlemmer.

Tak til John Idorn for indsatsen.

Her er den:

Tysk Journalistik 30. juli 2001


En tysk journalist, Ralf Wiegand, har på mediesiderne i Süddeutsche Zeitung skrevet nogle betragtninger over udviklingen i tysk sportsjournalistik.

Hovedtemaet er den stigende adskillelse af sportsjournalister i to dele:

De, der arbejder ved TV-stationerne og som sammen med billedrettighederne køber retten til interviews og kommentarer – og de skrivende journalister, der befinder sig i et afspærret område, hvorfra der ikke tillades noget udbrudsforsøg i retning af spillere og trænere


Mange gange går det til lige som i Middelalderens ridderturneringer:

Svedende mænd skyder mikrofonstativer frem, som man den gang førte lanserne frem mod modstanderne, og deres kammerater bærer rambukke på skulderen, som de kalder kameraer og kabler spændes ud, som noget man skal falde over. Lyset fra 1000 watt-lamper er varmt som skærsilden. Hvem kan betvivle, at de fra fjernsynet er de onde?

De gode er de skrivende journalister, der med harmløse kuglepenne og båndoptagere, der ikke generer nogen, som rigtige kronikører omhyggeligt nedskriver de ord, der skal give sandheden om den afviklede begivenhed.
Men de rigtigt gode – de, der efter at have sundet sig lidt, stiller spørgsmål, tæller ikke. Det onde har vundet, og det har rettighederne til fodbold også. "Den, der betaler, får, hvad han vil have" siger Erich Laaser.

Skriftens folk

Erich Laaser, 50 år, er hverken god eller ond. Han er formand for det tyske forbund af sportsjournalister (VDS) og som sådan vel en instans, man kan regne med.

Laaser har konstateret en "kløft" mellem skrivende og sendende journalister, hvis interesser ligger alt for langt fra hinanden "særligt, når de beretter om fodbold". "De skrivende føler sig solgt (af fodboldindustrien) for langt mindre, end de er værd, og de, der arbejder i de elektroniske medier har opfattelsen: Derfor kritiserer de os ved enhver given lejlighed"

Mixed zone

Laaser er selv ansat på SAT 1, den sender, der siden oprettelsen af ran i 1992 uden ophør har banaliseret fodbolden. Fra lørdag d. 28 juli laver SAT 1 en lørdags-underholdning ud af kulturgodet fodbold. To timer fra 20.15 med sportsshow-værten, Jörg Wontorra.

Laaser fornemmer: "Det er den garanterede opskrift på ballade på mange redaktioner"

I sportens verden opfattes skrivende og sendende journalister fortsat som en homogen masse, som man gerne betegner som "medierne". I deres interesseorganisation VDS får de alle det samme plastik-medlemskort; de kører ofte sammen til kampe på udebane, og efter kampen deler de samme rum til arbejde. Det areal, hvor kamerafolk, lydfolk, skrivende folk fra Internet og aviser og radiofolk kæmper om ordbidder fra spillere og trænere, hedder "mixed zone" og er en slags militært afspærret område.

Lejlighedsvis kommer det til sammenstød, men til alt held er det ikke alle skrivende, der klager til klubbens præsident hver gang, de får et kamera i nakken.

Skriv af fra skærmen!
Atmosfæren er blevet mere rå, fordi det ikke mere alene er billederne fra kampen, der sælges, men også førsteretten til udtalelser fra træneren og eksklusiv-interviews med spillerne – jo mere sved direkte i fjernsynet, des bedre.
Den skrivende presse må nøjes med resterne. Laaser ser "overvægten af fjernsynets magt" og har forståelse for aviskollegerne. "De står i tredje eller femte række og må skrive af fra fjernsynet"

Stolen, der blev væk og de spærrede gange

Den omstændighed, at fodbolden har omklamret fjernsynet som vigtigste indtægtskilde, direkte og indirekte, har ført til en kolossal ændring af de skrivende journalisters arbejdsvilkår.

Det kan gælde som en bagatel, at de lejlighedsvis finder, at deres afmærkede plads på stadion pludseligt er væk, fordi den nu er blevet reserveret en kommentator fra stationen "Premiere". Men der tale om en massiv ændring, når de pressekonferencer med trænerne, der tidligere fandt sted lige efter kampen, nu ofte først kan begynde en time efter slutfløjtet – eller helt blive aflyst, fordi alt alligevel netop er blevet sagt i TV-studiet.

På mange stadions er den passage, der tidligere var åben for udtalelse-jægerne med notesblokken i hånd, ofte spærret, fordi det er her, fjensynets folk laver deres interviews med spillerne. Journalister, der arbejder med hårde dead-lines, må nøjes med at skrive af fra de T V-skærme, der står i presserummet for at have en chance i næste dags avis.

De lukkede rum

Pressekonferencerne har også mistet i kvalitet. Bortset fra, at Unterhachings træner en gang blev fjernet fra en pressekonference med de skrivende, fordi fjernsynet skulle bruge ham her og nu, er trænere og journalister ofte for udmattede efter den megen rumlen lige efter kampstop, til at der er basis for dybere eller afslappede samtaler med analyser.

Desuden er selve pressekonferencen blev til et banalt cirkusnummer, for de holdes i VIP-rum, der er lukket land for andre.

DSF har lavet det, der engang var det seriøse mødested for medier og klubber om til show i form af den ugentlige udsendelse PK-TV, pressekonferencerne i TV, hvor der rapporteres fra de fjernsynsarrangerede konferencer med de skrivende journalister som statister. Kameraets blotte tilstedeværelse ændrer også omstændighederne for alle, for med kamera og mikrofon lige i nærheden, er der ingen spillere mere, der vover en frisk bemærkning eller en god analyse til journalister, der er velkendte for at behandle udtalelserne korrekt, og mange journalister bli'r direkte generet af de kaotiske forhold. Samspillet mellem medier og de aktive forfladiges.

Vi er ikke mere i samme båd

De bedre arbejdsforhold for de TV-journalister, der nyder godt af de rettigheder, som Kirch-koncernen har købt, er kun den ene side af problemet. Den anden er, at man presser to ting sammen, der ikke har noget med hinanden at gøre.

"Fjernsynet er en del af forretningen fodbold", siger Erich Laaser. "Det har ændret sig fra at være iagttageren til det, der bliver iagttaget".

Man kan se, hvordan fjernsynet meget gerne spiller med. "Premiere" i Bundesligaen og "RTL" i Champions League bygger små kabiner på inderkredsen, hvortil de skrivende ikke mere har adgang. Fjernsynet har kropskontakt – de andre er på distance.

Laaser, der som formand for VDS skal forsøge at mægle mellem visende og skrivende, siger: "Vi sidder ikke mere i samme båd".

Hertil kommer at Liga-forbundet (de professionelle klubbers paraplyorganisation = The League i England) som kommunikationsdirektør har Michael Pfad (tidl. ansat ved "Premiere" og "tm3"). En ekspert i avisers arbejdsforhold leder man forgæves efter i det hus.

Fodboldforbundet, DFB, er kommet et stykke længere. Her er der to pressemedarbejdere: Harald Stenger, 50, og tidligere fodboldchef på avisen Frankfurter Rundschau deler opgaven med Gerhard Meier-Röhn, 54 tidl. TV-sportschef på Süddeutcher Rundfunk (nu Südwestrundfunk).

Stenger appelerer til de skrivende kolleger om at træde mere selvbevidst frem.

Meier-Röhn er selve den personificerede konsekvens af splittelsen mellem skrivende og sendende journalister.
Han siger: "Problemet med tv-rettighederne er, at man jo ikke i første sætning kan sige til folkene, at det er noget skidt, de laver". Altså må man af og til "forædle varen og frem for alt pleje gæsterne: "Hvis jeg tre uger i træk beretter kritisk om VfB Stuttgart, får jeg ingen af dem til at være gæster i studiet i uge fire"