Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Konflikten - avis kontra TV

Torsdag d. 16. august 2001

TV/Aviskonflikt 2001

Af John Idorn

TV smider kuglepennen ud

I fodboldens verden er konflikter med vidtrækkende konsekvenser for dagbladene brudt ud i både Tyskland og England – og begge steder afstedkommet af de høje priser, der betales for rettighederne til billeder fra fodboldkampene. For de har ført til, at TV-stationerne kræver større og større monopol på informationerne.

I Tyskland har konsekvensen været, at skrivende journalister ikke mere har adgang til pressekonferencer efter en større kamp, men må nøjes med at skrive af fra fjernsynet – og i England er man gået et skridt videre og vil afkræve journalister en loyalitetserklæring overfor fodboldspillets gode ry.

Der er nu snarere tale om at etablere sig som lejesvende for forretningen fodbold.

Særlig licens til Premier League

Hvis de engelske fodboldmyndigheder får deres vilje, skal enhver skrivende journalist, der ønsker adgang til en fodboldkamp i Premier League – det svarer til Superligaen i Danmark – ifølge planen udstyres med en særlig licens.


For at få den skal journalisten skrive under på en erklæring om, at hans….. "artikler ikke vil blive skrevet og præsenteret på en sådan måde, at den vil skade integriteten hos Divisionsforeningen, klubberne i Premier League, deres spillere og officials".


Desuden skal journalisten forpligte sig til ikke at være iført tøj eller anvende udstyr, der bærer et ikke-autoriteret logo.
Det betyder mærkevarer, fremstillet af en producent, der ikke er leverandør til nogen af de klubber, der spiller.
Hvis ikke der skrives under, får han ikke adgang..

Malkes til det yderste

Skemaet er udtænkt af firmaet Football DataCo – oprettet af det engelske fodboldforbund og den engelske divisionsforening i fællesskab.

Ideen er opstået ud fra ønsket om at kontrollere al information fra fodbold – især fordi man via det tilstræbte monopol på informationer vil kunne lave attraktive aftaler med bookmakere og andre former for medie-virksomhed. Satellitkanalen BskyB, der sender digitalt, havde i sidste sæson en omsætning på væddemål, der laves interaktivt mens kampene spilles, på 78 millioner pund. Det er 750 millioner kr.


Den eneste måde, man kan garantere bookmakerne den nødvendige eksklusivitet, er naturligvis, at ingen andre end Football DataCo udsender disse informationer, og derfor skal der være forbud for skrivende journalister mod at udsende noget som helst, før kampene er forbi. Det samme vil gælde de firmaer, der opererer på Internet.

Man forestille sig de samme betingelser forelagt musik- kunst og filmanmeldere!

Retssager i tusindvis

Ingen avis eller klub er konsulteret undervejs – og den første reaktion fra nogle af de store klubber viste, at der vil opstå problemer.


Manchester United, Arsenal og Leeds tog alle stærk afstand fra planen. Manchester United har f.eks. teleselskabet Vodaphone som sponsor på trøjerne. Vodaphone bruger naturligvis den aftale til at knytte fodbolden og dets mobiltelefoner sammen, hvor fans kan hente resultater på.

Tænk, hvis fodboldmyndighederne slutter en eksklusiv-kontrakt med en af Vodaphones konkurrenter,.
TV-stationen BskyB ytrer også utilfredshed. Det er BskyB, der ejer fjernsynsrettighederne og den har – for en fire årig kontrakt – betalt 18 milliarder kroner. BSKyB har nemlig selv et data-firma, der lever af at sælge fodboldinformationer.


En tredje part er kreditkortet Barclay-card. Firmaet har netop lavet aftale med Premier league for en pris af 15 millioner pund for tre år. Det er 180 mill.kr. Det vil formentligt frembringe rynker i panden hos marketingsdirektøren, hvis kravet til journalister om loyalitet – bedre kaldet lakajtjeneste – bliver afvist fra aviserne, der sandsynligvis vil reagere med at afvise enhver omtale af Barclay-card.

Da trøjereklamer i sin tid blev godkendt i Danmark, reagerede Aarhuus Stiftstidende ved at dække trøjereklamer på billeder fra kampene over.

Hvad TV-skærmen kan bruges til

I Tyskland drejer det sig også om at malke fodbolden for alt, hvad den er værd – men i første omgang sker det ved gradvis udelukkelse af skrivende journalister. Ikke med ord, men i praksis.

De fjernsynsselskaber, der har billedrettighederne, har forlænget monopolet til også at kræve eneret til trænere og spillere i en halv time efter kampen. I den tid kan ingen skrivende komme i nærheden af koryfæerne.

Pressekonferencerne holdes i de særligt opbyggede TV-studier, og nogle af dem er helt tillukket. De skrivende kan så samles i det store fælles presserum, hvor de kan sidde og skrive af fra fjernsynsskærmen. Når fjernsynet har fået sit, er trænere og spillere ofte for trætte til at fortsætte hos den skrivende presse, der må vente til spillerne har været i bad. Hvis de så gider.

Formanden for tyske sportsjournalister erkender: "Vi er ikke længere i samme båd".

Det hele kan summeres i spørgsmålet: "Hvem ejer hvad"?, og "Hvor langt rækker informationsfriheden"?

Hvem ejer hvad?

Hvis Peter Schmeichel præsterer en mirakelredning i Aston Villas mål – er det så Peter Schmeichel, der ejer retten til oplevelsen – er det den spiller, hvis skud tvang Schmeichel til redningen? – er der Schmeichels klub – eller organisationen Premier League, der har arrangeret kampen? Eller er det alle, der er på stadion?


Det samme med et smukt hovedstød af Schalke 04s Ebbe Sand – et hovedstød, der kliner sig ind ikke alene i trekanten af målet, men også i hukommelsen.


Hvem ejer retten til at informere om det? Og hvornår må andre end de, der er tilstede høre om det – og eventuelt bruge den information til noget?


Fjernsynsstationerne vil hævde, at de har retten til det hele, for de har købt eneretten til at give kunderne en oplevelse i deres foretrukne fritidsbeskæftigelse.


Aviserne og de TV-stationer, der ikke har rettighederne, vil hævde, at det er information, der bør være frit tilgængelig udfra begrebet væsentlig offentlig interesse – og hvis det er en licensfinancieret, reklamefri station som f.eks. BBC, der sender, bør informationen ikke kunne holdes skjult for den offentlighed, der betaler licensen.

I Danmark har vi i 19 år vidst, hvem der ejer hvad. Da der var tilskuerkrise i dansk fodbold i slutningen af 1970'erne, gjorde DBU op, at aftalen med Danmarks Radio med Sport og musik på P3 og billeder i søndags-sporten kostede fodbolden 10 mill om året i manglende entréindtægt, men afviste Danmarks Radio, og DBU anlagde sag.


Den 29. januar 1982 fastslog Højesteret med fem stemmer mod to, at det er DBU, der ejer retten til fodbold, og at Danmarks Radio skulle betale, hvis man ønskede mere end blot faktuel information – og DR kun kunne vise sig med optageudstyr på stadion, hvis DBU havde givet tilladelse.
DBU krævede derefter 5 millioner kr, hvortil Radiorådets formand, Jørgen Kleener, sagde: "DR skal under ingen omstændigheder acceptere DBUs ublu krav". Man endte på 2,3 millioner, men samtidigt måtte DR sige farvel til direkte indslag i sport og musik på P3.

Informationsfriheden er stadig et centralt emne – men den er i fodbold ikke stærk nok til at besejre ejendomsretten, der har sin pris.

I Tyskland og England er det også fodboldorganisationerne, der ejer fodbolden og i de stadions, der spilles på, er alle i privat eje. I Tyskland ejes 10 af Bundesligaens stadions af de respektive kommuner. Dér kunne kommunen skride ind, men det sker ikke. Et fodboldhold er for stor en prestigesag til, at man vil røre ved sagen.


Så nu afløses op mod 100 års tæt samarbejde mellem fodbold og aviser altså af samarbejdet mellem fodbold og de fjernsynsstationer, der giver klubberne kæmpeindtægter. I denne sæson får de 18 Bundesliga-klubber tilsammen 730 millioner D-mark i fjernsynspenge.

Fodboldforbund og klubber har altså argumentet klart: TV betaler, det gør I ikke. Hvad har vi ud af at give Jer gratis adgang i en tid, hvor fjernsyn både beretter før kampene, sender kampene direkte og har en halv times kommentarer bagefter?

En gang var aviserne dominerende, og - uden at kræve penge for det andet end gratis adgang til de bedste pladser - fungerede aviserne som gratis reklameplads for alle klubbernes arrangementer.

Pligtannoncerne var meget små.
Da fjernsynet kom, blev det naturligvis opfattet som en voldsom konkurrent til aviserne. DRs mangeårige sportschef, Gunnar Hansen, har berettet om et tilfælde i Sofia, Bulgarien i 1959, da et formiddagsblad efter en landskamp gemte to af de danske nøglespillere, så Gunnar Hansen ikke kunne nå at interviewe dem, inden hans sendetid var forbi.

Argumentet var, at hvis man først havde hørt dem i fjernsynet, ville der dagen efter blive mindre salg af de aviser, der specialiserede sig i spillerudtalelser.


Nu er fjernsynet ikke længere nogen konkurrent. Det er et monopol, der i samspil mellem fodboldmyndigheder og fjernsyn, vil stræbe mod at holde aviserne ude, indtil der findes en måde til at få også aviserne til at betale for at informere om en af de største underholdningsbrancher.
Det er en kurs, der nok kun kan holdes af de klubber, der altid er i øverste klasse.