Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Landsholdet og VM

Lørdag d. 8. december 2001


Landstræner Morten Olsen tager spillerne på træningslejr i Japan, inden landsholdets tre puljekampe i Sydkorea under VM-slutrunden.

”Spillerne skal akklimatisere sig og komme sig over tidsforskellen, før vi kan få det optimale ud af træningsfasen op til VM-kampene”, siger landstræner Morten Olsen, og fortsætter:

”Derfor tager vi på træningslejr i Japan en lille uges tid, inden vi i henhold til reglerne skal indkvartere os i Sydkorea”.

Træningslejren i Japan bliver med indkvartering på Royal Pines Hotel på den kunstigt anlagte ø, Wakayama Marina City, syd for Wakayama på hovedøen Honshu.

Hotellet var øverst på landstrænerens liste i tilfælde af, at Danmark var blevet trukket til at spille sine puljekampe i Japan. Nu kommer hotellet, der blot er et par år gammelt, i stedet til at danne rammen om træningslejren inden slutrunden.

Fra nyt til splinternyt

DBU har ligeledes sikret sig option på hotellet i tilfælde af, at landsholdet går videre i turneringen, og dermed skal spille ottendelsfinale samt eventuel kvart- og semifinale i Japan.

Fra træningslejren i Wakayama går turen senest den 27. maj videre til Sydkorea.

Her bliver holdet indkvarteret på Namhae Sports Park Hotel på Namhae, der er én ud af 68 smukt beliggende større eller helt små øer i en øgruppe ud for den sydlige del af den koreanske halvø.

Hotellet, der først står færdigt 31. marts næste år, bliver dermed såkaldt basecamp-hotel for landsholdet. Det ligger cirka en times kørsel fra storbyen Chinju, og har nogle træningsfaciliteter, der er helt i top, mindre end 200 meter fra selve hotellet.

”Træningsbanens standard og afstanden mellem hotel og bane er vigtig, og jeg synes begge dele er optimale i Namhae”, konstaterer landstræner Morten Olsen, og fortsætter:

”Vi har gennemgået hotellets indretning. Blandt andet har vi set tegninger over hotellets forskellige værelsestyper og sengene, set på de rekreative muligheder i området og meget andet”.

”Med vores kendskab til koreanernes effektivitet har vi al mulig grund til at stole på vores værter, når de lover, at hotellet står klart som beskrevet et godt stykke tid, inden vi ankommer”, slutter landstræner Morten Olsen.

Mindst 16 dage i Sydkorea

Holdene skal i henhold til FIFAs regler opholde sig i dét land, de skal spille deres puljekampe, senest fem dage inden deres respektive første kampe ved slutrunden.

Det betyder for Danmarks vedkommende, at landsholdet som minimum vil skulle tilbringe 16 dage på hotellet fra den 27. maj til den sidste puljekamp tirsdag den 11. juni.

Dog undtaget de tre nætter, der vil blive brugt på såkaldte transithoteller natten inden de tre puljekampe i henholdsvis Ulsan, Daegu og Incheon.

Detaljerne i modellen for forberedelsesfasen – modstandere til yderligere et par venskabskampe samt spillesteder og afrejsedatoer – forventes først fastlagt i løbet af den kommende måneds tid.

DBU forsøger at sikre sig aftale om en venskabskamp i Parken inden afrejsen til Japan og Sydkorea samt yderligere en venskabskamp under træningslejren i Japan.

De to hoteller er indledningsvis blevet besigtiget af landsholdssekretær Simon Rasmussen og kontorchef Steen Dahrup i september og oktober. Landstræner Morten Olsen besøgte Wakayama og Namhae i forbindelse med VM-lodtrækningen i Busan i Sydkorea i sidste uge.

Aftalen med de to hoteller skal formelt også godkendes af de to organisationskomitéer, JAWOC og KOWOC. Udvalget af transithoteller vil først blive gennemgået på et senere tidspunkt.

For yderligere oplysninger om hotellerne henviser vi til deres websites på adresserne www.marinacity.com (træningslejr i Japan) og www.namhae.kyongnam.kr (basecamp-hotel i Sydkorea – gå eventuelt til engelsk version og se video).

/lb

Dato: 7. december 2001