Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Pressemøde i Esbjerg om ny EfB-træner

Lørdag d. 26. januar 2002



Esbjerg fB præsenterer sin nye cheftræner

Efter få ugers intensiv indsats på det skandinaviske trænermarked har Esbjerg fB indgået aftale med en ny cheftræner, der afløser Viggo Jensen fra 1. juli 2002.

Af praktiske grunde vil det først være muligt at præsentere den nye træner ved et pressemøde torsdag den 31. januar kl. 13.30 i EfB’s klubhus på Gl. Vardevej.

- Vi er godt tilfredse med, at det er lykkedes så hurtigt at finde en velkvalificeret afløser for Viggo Jensen, så vi sikrer kontinuiteten og kan give spillertruppen et signal om, at vi fortsat agter at spille med helt fremme i dansk fodbold i de kommende sæsoner, siger EfB-direktør Niels Erik Søndergaard.

EfB Elite A/S har ikke yderligere kommentarer vedrørende ansættelse af ny cheftræner før pressemødet i den kommende uge.


EfB lægger ud mod Lyngby-domineret Farum-mandskab

Efter godt tre ugers træning på græs, indendørs og i styrkerum er EfB’s to bedste mandskaber klar til årets første træningskampe, når Farum Boldklub kommer besøg i Veldtofte Idrætspark lørdag kl. 13.00.

Farum med den initiativrige borgmester, Peter Brixtofte, som formand har været den store aftager fra konkursboet efter Lyndby Boldklub. Ikke færre end syv ligaspillere fra Lyngby spiller nu i Farum. Med den norske midtbanedirigent Lars Bohinen i spidsen er det Martin Birn, Rasmus Marvits, Nichlas Hindsberg, Niels Lodberg, Andreas Havlykke og senest Ulrich Vinzents. Desuden har Farum fået tilgang af den unge AB-midtbanespiller, Anders Alding.

- Det er i realiteten Lyngby, vi skal møde. Vi kommer således til at spille mod det hold, vi ikke får lov til at møde i SAS Ligaen, siger EfB-træner Viggo Jensen.

Han betegner de første ugers forberedelser til forårssæsonen som optimale med det forbehold, at de to angribere, Henrik Nielsen og Jakob Bymar, døjer med mindre skader. Henrik Nielsen, der lige er blevet fodboldspiller på fuld tid, har problemer med lysken, mens unge Jakob Bymar har en forstrækning oven på foden.

De to skadede angribere gør midlertidigt truppen tyndere besat i forreste række, hvor der bliver plads til 18-årige Martin Heinze i startopstillingen. Han har hidtil mest indsnuset atmosfæren i SAS Ligaen fra udskiftningsbænken. Ellers ønsker Viggo Jensen ikke at gå i detaljer med opstillingen til Farum-kampen.

Viggo Jensen glæder sig over, at de to langtidsskadede midtbanespillere, Kim Jensen og Simon Karkov, nu er oppe i omdrejninger og med en flot indsats hidtil har skærpet kampen om pladserne i startopstillingen. I begyndelsen af februar kommer den tidligere Sædding-Guldager-angriber, 22-årige Lars Christian Nielsen, til efter en længe planlagt rejse til Thailand. Han er med i den trup, der tager på træningsophold i den spanske by, Cadiz, i dagene 13.-20. februar.

Yderligere oplysninger kan fås hos Viggo Jensen, tlf. 75 45 33 55 eller 40 37 19 45 og EfB-direktør Niels Erik Søndergaard, tlf. 75 45 33 55.


Sølvholdet fra ynglingeligaen rykker op

Den markante tilgang af tidligere Lyngby-spillere skubber også niveauet på Farums andethold i kvalifikationsrækken op. EfB’s danmarksserietræner, Jørgen Toft, der har fået et talentfuldt kuld nye seniorspillere op i sin trup, glæder sig til at se sit unge mandskab i aktion mod en stærk modstander.

Han råder over hovedparten af spillerne fra Danmarks næstbedste ynglingemandskab i 2001: Bert Vad, Anders Egholm, Claus Jørgensen, Nermin Galijatovic, Rune Koertz, Peter Riisager, Jesper Hansen og Jacob Poulsen, der dog har været småskadet på det seneste.
Desuden er de to 18-årige talenter, Nikolaj Høgh og Anders Hadberg, vendt tilbage fra henholdsvis Næsbjergs jyllandsseriehold og Vejles ynglingeligahold. Til gengæld har Kenneth Bjerre valgt at spille i sin tidligere klub, Næsbjerg, i den kommende sæson.

- Det bliver spændende, selv om vi naturligvis ikke kan spille en sæson i danmarksserien med så mange unge spillere på en gang, siger Jørgen Toft.

Begge EfB-mandskaber spiller kl. 13.00 mod Farum.