Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Fodboldlørdag på TvDanmark 1

Torsdag d. 28. februar 2002

Pressemeddelelse
Torsdag den 28. februar 2002
- FodboldLørdag på TvDanmark 1 -
FodboldLørdag den 2. marts 2002 byder på det klassiske opgør i den tyske Bundesliga mellem VFB Stuttgart og Bayern München. Steen Ankerdal har den tidligere landstræner Sepp Piontek i studiet.

Lørdag den 2. marts tager VFB Stuttgart på Gottlieb Daimler Stadion imod mestrene fra Bayern München. Dette spændende opgør kan følges direkte på TvDanmark 1 fra kl. 15.25, efterfulgt af et fyldigt sammendrag fra Schalke 04s kamp ude mod Energie Cottbus. Men allerede fra kl. 15.00 tager Steen Ankerdal og Sepp Piontek en snak i studiet om tysk fodbold før og nu.

Sepp Piontek er nok mest kendt fra sin trænergerning for det danske landshold i årene fra 1979 til 1990. Sepp var som aktiv spiller tilknyttet Werder Bremen, og opnåede at spille seks landskampe. Sepp har udover sin egen aktive karriere, også et stort kendskab til tysk fodbold gennem en trænerkarriere, hvor han har haft ansvaret for klubber som Fortuna Düsseldorf, St. Pauli og Werder Bremen.

Sepp Piontek har gennem sin lange karriere stødt på flere af de spillere og trænere, som huserer i den tyske Bundesliga i dag. Således har han trænet Ebbe Sands nuværende chef, Rudi Assauer, i Bremen. Bayern Münchens nuværende træner, Ottmar Hitzfeldt, så Piontek mulighederne i for mange år siden! Dengang spillede Hitzfeld i Basel, og havde pengene været til stede i Fortuna Düsseldorf, hvor Piontek var træner i 1975, var Hitzfeld dengang kommet under vingerne hos Piontek og Fortuna.

Efter en svag forårsstart var kritikken af Bayerns hold nådesløs. 1-2 nederlaget til bundholdet St. Pauli var, ifølge klubpræsident Beckenbauer, som at blive bombet tilbage til stenalderen. Forventningen til den fjerde titel på stribe blev tonet ned. Men Bayern München kom tilbage på skinnerne, da Energie Cottbus i lørdags blev sendt hjem med en sæk på 6-0. Topstriden i Bundesligaen er tæt, og Bayern melder sig igen ind i mesterskabskampen med den tredje sejr på en uge. Men i det regnskab er der ikke råd til slatne præstationer og nederlag. Stuttgart, de store uindfriede forventningers klub, hader på sin side at tabe den sydtyske klassiker hjemme på Gottlieb Daimler stadion, hvor der har været udsolgt i ugevis. Holdet omkring den 35-årige bulgarske stjerne Balakov kæmper desuden for en UEFA Cup-placering.

Efter kampen på Gottlieb Daimler Stadion, viser TvDanmark 1 et fyldigt uddrag af Schalke 04s kamp på udebane mod Energie Cottbus. Schalke med velspillende Ebbe Sand i front, er på 3. pladsen Bundesligaens eneste ubesejre hold efter vinterpausen.
13 rigtige tipstegn og præmieprognosen afslutter FodboldLørdag.

Kommentator, VFB Stuttgart – Bayern München: Henrik Kabell
Kommentator, Energie Cottbus – Schalke 04: Anders Bay

Lørdag den 2. marts på TvDanmark 1 fra kl. 15.00.
Vært: Steen Ankerdal

For yderligere oplysninger:
Kontakt venligst TvDanmarks presseafdeling, Torben Sørensen, 32 69 96 78/ 21 71 96 78.