Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Et stort år for Årets Sportsjournalist

Tirsdag d. 5. marts 2002

Et stort år for Charlotte

- 2001 har unægteligt været et stort år for mig. Den 28. november fødte jeg Alexander, og nu kommer titlen som "Årets Sportsjournalist", som jeg er meget stolt over. Jeg betragter det som et dejligt skulderklap, sagde en lykkelig Charlotte Pedersen oven på valget som "Årets Sportsjournalist" på generalforsamlingen i Odense.

- Jeg vil påstå, at mange af de journalister, der har beskæftiget sig med svømning i mange år, vidste, at der var noget i vejen, siger Charlotte Pedersen. Jens Glavind var imidlertid en magtfuld person. Han var både sportschef og landstræner. Det spillede også en stor rolle, at Jens Glavind var kæreste med dansk svømnings store ikon, Mette Jacobsen. I starten havde Team Danmark travlt med at bakke Jens Glavind op, men jeg er sikker på, at også Team Danmark har lært meget af denne sag. Ikke mindst i spørgsmålet om at have samme person som sportschef og landstræner. Al magt var samlet hos Glavind.

- Historien opstod, da jeg talte med Lars Kirkegaard allerede før VM i Japan. Han sagde, at han måske ville sige op som landstræner. Vi aftalte at tale sammen efter VM i Japan. Her kom yderligere sagen med Louise Ørnstedts dagbog til. Hun græd over det, hun havde oplevet. Lars Kirkegaard valgte at stå frem, og så rullede lavinen.Én efter én stod svømmerne frem, og til sidst skiftede Team Danmark også standpunkt.
- Der var kun to dage i syv uger, hvor vi ikke havde noget om svømmesagen i Ekstra Bladet. Det viste sig at være langt mere omfattende, end jeg havde forestillet mig. Jeg var højgravid, men det var svært at gå på barsel. Jeg kunne aldrig have klaret dette, hvis jeg ikke havde haft stor opbakning af min mand, Steen Rudi Thomsen, der kender faget gennem mange år som sportsjournalist. Han forstod min situation. Den 25. oktober fik jeg dog besked af jordemoderen om at gå på barsel, men det var svært at slippe sagen.
- Jeg undrede mig hele tiden over, hvor konkurrenterne blev af. Jeg havde et forspring, fordi jeg havde startet sagen, og fordi jeg havde gode kilder, men bortset fra TV2 var der ingen konkurrerende blade, der forsøgte at koble sig på sagen. De følte åbenbart, at de var blevet hægtet af fra starten. Jeg havde god hjælp af Anders Svendsen og Lars Werge, og det var også dem, der arbejdede videre med sagen, da jeg fik barselsorlov.
- Jeg har ikke haft de store ubehageligheder på grund af svømmesagen. Jeg opdagede, at mange var bange for Jens Glavind, men der var også den side af sagen, at man mente, det var synd for Mette Jacobsen. Hun havde intet med sagen at gøre, og hun havde et stående tilbud om at kommentere tingene, men afstod fra det, forklarer Charlotte, der satte dagsordenen for behandlingen af svømmesagen.

Den 35-årige journalist fra Ekstra Bladet stammer fra Kerteminde. Hun blev uddannet i 1993 og havde sin praktiktid på Ny Dag i Nakskov og Maribo.
Sin første arbejdsplads som uddannet journalist havde Charlotte Pedersen på Jydske Vestkysten. Hun arbejdede på Ribe-redaktionen i nogle få måneder.
Herfra kom hun hjem til Fyn - som Fyens Stiftstidendes faste flyvende vikar - frem til 1. august 1994, da hun kom til Ekstra Bladet.

- Jeg blev ringet op af Steen Ankerdal, der ville have mig til Ekstra Bladet. Jeg undrede mig over, hvor han kendte mig fra, men på Ny Dag havde jeg arbejdet sammen med Jørgen Reinbeck fra Ekstra Bladet. Det var åbenbart ham, der havde nævnt mig over for Steen Ankerdal. Han fandt mig ad snørklede veje, og jeg blev ansat til at lave features uden faste stofområder. Senere har jeg fået håndbold, badminton og svømning, men jeg har altid sat en ære i at være all round. Jeg er ikke sportsfreak, og jeg har ikke en pind forstand på fodbold. Når jeg har været ude at dække en fodboldkamp, har jeg altid haft en kollega med. Jeg har dog altid godt kunnet lide sport og har selv spillet håndbold, og på Journalisthøjskolen havde jeg et speciale med sport.

Charlotte Pedersen har fået mange skulderklap af kolleger for sin suveræne dækning af "Svømmesagen", men det var den første pris, der fulgte med hendes journalistiske scoop, da hun blev hædret som "Årets Sportsjournalist".

Foreløbig får Charlotte tid til at nyde hæderen derhjemme sammen med sin mand Steen Rudi Thomsen. Charlotte har samlet barselsorlov, ferie og afspadsering, så hun først skal møde på arbejde igen til oktober.
Hovedpersonen i hendes tilværelse i dag er ikke Jens Glavind eller Mette Jacobsen - men Alexander Thomsen - og vi kan afsløre, at man ikke skal forvente at se Charlotte Pedersens navn i Ekstra Bladets spalter igen.
Når hun er tilbage på jobbet til oktober, hedder signaturen Charlotte Thomsen.
Selv om Charlotte og Steen blev gift helt tilbage i juli 1997, skifter hun først efternavn nu.
Charlotte har altid holdt fast i sit familienavn Pedersen.
Hvorfor så et navneskifte nu?
- Det er upraktisk, at jeg hedder Pedersen, mens mit barn hedder Thomsen. Jeg vil have samme efternavn som mit barn, og når han bliver døbt Alexander Thomsen, skifter jeg også efternavn, siger Charlotte.

Charlotte har vænnet sig til at arbejde som kvinde i en branche med en masse mandehørm, men der er én ting, der generer hende. Hun har tidligere gjort opmærksom på det, og det var Charlotte, der var indirekte årsag til den etik-debat, som der blev lagt op til på generalforsamlingen for et år siden.

- Sportsjournalister er alt for hurtige til at skyde hinandens historier i stykker, siger hun. Vi er tilbøjelige til at gøre alt for at pille hinanden ned i stedet for at rette ryggen og at stå sammen om at forbedre hele standens renommé. Jeg oplever det på Danske Sportsjournalisters debatforum på hjemmesiden. Det er noget, man ikke oplever i samme omfang andre steder. Jeg forstår ikke, hvorfor det er sådan, og det kunne være rart, hvis det var anderledes, siger "Årets Sportsjournalist".

Foto:
Charlotte Pedersen lykønskes med titlen af sin mand Steen Rudi Thomsen. (Foto: Lars Poulsen).