Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Fyraftensmøde med Holmstrøm og Poul Hansen

Onsdag d. 20. marts 2002

Foto: Lars Poulsen

Danske Sportsjournalisters uddannelsesudvalg fik en vellykket "kanindåb" med fyraftensmødet med Niels Chr. Holmstrøm og Poul Hansen i Politikens Hus i København i dag.
32 deltog i mødet.
Hanne Højer, formand for uddannelsesudvalget, bød velkommen og orienterede om udvalgets arbejde, kommende emner og opfordrede alle til at komme med idéer til emner for kommende fyraftensmøder.
Hun kunne oplyse, at Peter Lassen havde meldt afbud på grund af hold i ryggen.

Mads Wehlast overtog jobbet som ordstyrer og havde DS-næstformand Steen Ankerdal som sekundant på podiet.

Niels Chr. Holmstrøm var veloplagt, velforberedt og skarp, som vi kender ham. Han pegede på, at journalister er meget nærtagende.
Han gav udtryk for, at der naturligvis skal være kritik fra pressens side, men beklagede, at der er kommet "popsmarte" elementer ind i sportsjournalistikken. Typer, der er med til at svække sportsjournalistikkens omdømme.
Holmstrøm mente, at sportsjournalister bør have kærlighed til sporten, men han savnede kærlighed, faglighed og redelighed.
- Jeg savner kritisk og vedholdende sportsjournalistik. Jeg elsker, når der er slaw i bolledejen, men jeg savner, at sportsjournalisterne kan se, at det i dag ikke er klubberne, der er de stærke. Det er spillerne. Der er sket en magtændring i professionel fodbold på grund af Bosman-dommen, tilsyneladende uden at sportsjournalisterne har opdaget det, sagde Holmstrøm.

Poul Hansen fandt det uheldigt, når sportspressen jagter én bestemt person og forfølger den pågældende i flere dage i træk.
- Når det personlige overskygger alt, bliver det for personligt for mig, sagde han.
- Der er gode trænere, og der er dårlige trænere. Der er gode journalister, og der er dårlige journalister. Der er journalister, jeg har mere tillid til end andre, men det er vigtigt at huske, at spillerne tror på det, I skriver, uanset om det er sandt eller ej, sagde Poul Hansen.

Holmstrøm nævnte, at han som arbejdsgiver loyalt ville undlade at tale om spillernes personlige kontrakter - på samme måde som arbejdsgivere i andre virksomheder.
- Arbejdsgivere begynder heller ikke at fortælle, hvor meget medarbejderne får i løn, sagde Holmstrøm. Hvis en spiller ønsker at fortælle om sine personlige forhold, er det op til ham. Jeg vil hellere fremstå som en idiot end at "sælge" en spiller offentligt.

- Der er generelle kollegiale regler, der gælder i en fodboldklub som på en arbejdsplads. Der skal være loyalitet over for andre i firmaet. Husk på, at nogle af de unge spillere aldrig har været på en arbejdsplads. De kender derfor ikke mekanismerne på en almindelig arbejdsplads, sagde Holmstrøm.

Poul Hansen støttede Holmstrøm.
- Nogle af spillerne er unge mennesker på 18-19 år. Unge uden livserfaring. De kunne ikke engang bruges som avisbude på jeres arbejdspladser. De risikerer at blive fanget i noget, de ikke kan komme ud af, hvis de udtaler sig uheldigt. Omvendt er jeg modstander af, at spillere og ledere svarer "ingen kommentarer". Det lyder, som om vi bøjer nakken, og det er et forkert signal at sende, sagde Poul Hansen.

Holmstrøm omtalte FCK's interne mediesnak med Klaus Laursen og Hans Georg Møller, der havde givet spillerne gode råd om gruppedynamik i FCK-truppen.
- Vi har forklaret vore spillere, at de gerne må udtale sig til pressen, men de skal huske, at hvis de lukker pressen ind til deres bryllup, kommer pressen også til skilsmissen, sagde Holmstrøm.
- Jeg har også sagt til spillerne, at det bedste, de kan gøre, er at være sig selv. De skal ikke forsøge at lave sig selv om i medierne. Det kommer der ikke noget godt ud af. Se bare Nyrup, sagde Holmstrøm.
- Der skal være højt til loftet i en fodboldklub. Vi vil gerne have profiler, og så skal vi ikke ensrette dem alle sammen. Hos os er der ingen spillere, der kommer ind på kontoret og står skoleret i et lokale uden stole som visse andre steder.
- Heine Fernandez-sagen var speciel for os, men der er mange i FCK, der har lært meget af den sag.
- Peter Møller-sagen tacklede Peter Møller selv, og det gjorde han klogt, sagde Holmstrøm.

Niels Abildtrup, Fyens Stiftstidende, nævnte, at de dalende tilskuertal kunne betyde, at der ikke længere bliver en automatisk dækning af superligakampene, bl.a. er visse store aviser begyndt at bruge Ritzaus referater fra nogle af superligakampene.

Steen Ankerdal sagde, at sportsjourmalister skriver mere og mere om økonomi og medicin og mindre om sport.
- Det er tankevækkende. Jeg har altid ment, at vi skal have mere journalistik ind i sportsjournalistikken, men vi må ikke glemme fascinationen og det, det hele drejer sig om, selve sporten, sagde Ankerdal.

- Det er en svær balance, sagde Holmstrøm. Vi ønsker heller ikke lalleglade jubel-referenter, men mediebilledet er blevet mere broget, og det kammer over, når de popsmarte kommer med deres såkaldte nyhedsanalyser, der ikke indeholder nogen form for kritik. De nedgør bare deres eget stofområde, og det er med til, at bladene må fyre medarbejdere på grund af oplagsnedgang. Den slags har ingen respekt hos mig. De bliver behandlet nedladende - og det er efter fortjeneste, sagde Holmstrøm.

Poul Hansen beklagede, at visse trænere er for farveløse.
- Der er trænere, der har "beskyttelsesfaktor 25 smurt på", når de udtaler sig i pressen, og jeg krummer tæer, når jeg hører dem, sagde Farum-boss'en.

- Det skyldes, at trænerne vil beskytte sig selv. Danskerne er nye i prof-gamet, og spillerne skal være mere hårdføre. Jeg oplevede det i mine få kampe som FCK-træner, da jeg åbent kritiserede en spiller. Medierne blev ved med at forfølge det i flere dage. Når en træner oplever det, holder han sin mund næste gang, og det er medvirkende til, at der kommer for få markante meninger og for få slag i bolledejen, sagde Holmstrøm.

Poul Hansen gav ham ret.
- Jeg oplevede det selv, da jeg kritiserede Lyngbys ledelse for at have solgt Stefan Bidstrup til Wigan. Dermed optrådte jeg illoyalt over for klubbens ledelse, og den slags skal man være meget varsom med. Hvis jeg kommer i en tilsvarende situation, vil jeg helt sikkert ikke gøre det på samme måde, sagde Poul Hansen.

Hanne Højer takkede Holmstrøm og Poul Hansen og overrakte vin - ikke i Farum-klasse, men i DS-klasse og DS-kasser - og opfordrede alle til at møde op igen til næste fyraftensmøde den 9. august.
Temaet er børsetiske regler, og Brøndbys formand, advokat Ole Borch og Jesper Jørgensen er vore gæster.