Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Badminton og golf på DR-TV

Fredag d. 5. april 2002


EM badminton
DR1 15.04.02 / 22.00
EM Badminton
DR1 sender fra EM i badminton, som afholdes hvert andet år. Der spilles både
om holdmesterskaber og individuelle titler Og med de stolte danske
badmintontraditioner vil alt andet end dominans være en skuffelse.
EM i badminton sendes fra et historisk sted for dansk badminton. Det var her
i Baltiska hallen i Malmö, at dansk badminton fejrede store triumfer i 1977,
da historiens første officielle verdensmesterskab blev afviklet. Hele tre
mesterskaber blev det til dengang. Flemming Delfs blev verdensmester i
herresingle, da han slog landsmanden Svend Pri, damesinglen blev vundet af
Lene Køppen, mens hun også tog titlen i mixeddouble sammen med Steen
Skovgaard.

Danmark har i mange år været dominerende i Europa. Europamesterskaberne er
blevet afviklet hver andet år, og siden mesterskabernes start i 1968 har
danske spillere vundet hovedparten af titlerne. Blandt andet er holdtitlen
kommet i hus ni gange, siden starten i 1972.
Rekord til Camilla Martin?
Individuelt kan Camilla Martin sætte rekord ved at vinde sit fjerde
mesterskab i damsingle i træk, hvilket ingen har præsteret tidligere. Man
vil dog ikke opleve et titelforsvar i herresingle, da den forsvarende mester
Peter Gade ikke kan være med på grund af en skade. Det giver til gengæld
spillere som Kenneth Jonassen og Anders Boesen en chance for at vinde
titlen.

Til at guide seerne igennem EM i badminton sidder Frank With, der er en af
Danmarks mest vidende badmintonjournalister. Han har fulgt sporten de sidste
30 år. En af de største oplevelser ligger dog ikke længere end syv år
tilbage, da han på radioen sammen med Thomas Stuer-Lauridsen kommenterede,
da Poul Erik Høyer vandt OL-guld. Thomas Stuer-Lauridsen og Frank With får
nu come-back - dennegang på TV. Lad os håbe, at det kan motivere de danske
spillere til nye guldmedaljer.
DR1's sendetider fra EM i badminton:
Mandag 15/4, DR1, kl. 22.00-23.30, holdfinaler EM. Danmark plejer at vinde,
når der spilles holdfinale ved EM.
Fredag 19/4, DR1, kl. 23.15-00.45 Individueller semifinaler. I Malmö er de
bedste badmintonspillere nået til semifinalerne ved Europamesterskaberne.
Lørdag 20/4, DR1, kl. 14.00-16.00 EM, finaler, direkte. Den nybagte All
England mester Camilla Martin er storfavorit til at genvinde EM-guldet i
damesingle for fjerde gang i træk.

Yderligere oplysninger kan fås hos:
DR-Sporten, Frank With, tlf.: 3520 4907



US Masters - Legendernes kamp
DR2 11.04.02 / 23.10
US Masters - Legendernes kamp

Thomas Bjørn skal forsvare de danske farver ved US Masters, der bliver
betragtet som en af verdens ypperste golfturneringer. DR2 er med 11. til 14.
april.
DR2 er med når golfkøllerne igen skal svinges i den traditionsrige US
Masters. Centrum for US Masters er Augusta-banen, der er omgærdet med
mystik, traditioner, nostalgi, nerver og evner. Banen har nærmest et
religiøst skær og bliver da også både kaldt golfmekka, paradisets have,
golfårets juledage osv. En gigantisk mindepark, hvor alt er rent og pænt, og
hvor grønt er den dominerende farve sammen med en overdådig blomsterpragt.
Ingen generende reklameskilte, ingen skrigende sponsor-telte. Selv
TV-kablerne er gravet ned.
Thomas Bjørn forsvarer Danmark
Thomas Bjørn er med for fjerde gang. I 1999 mistede han cuttet, i år 2000
opnåede han en hæderfuld placering som nr. 28 - og sidste år sluttede han
før tid på grund af 1 slag over cuttet og manglende overblik.

Et alt for hårdt indspil til greenen resulterede i en vandgang, og da
golfbolden var i hul, efterlod det en dybt rystet Thomas Bjørn med en
triple-bogey. Nerverne holdt på det 17. hul i par, men på 18. og sidste hul
gik det igen galt. Et dårligt drive i en satsning sluttede med en
dobbeltbogey - og Bjørnen var ude til stor skuffelse for danske
golfentusiaster og ikke mindst ham selv. I år er han mere klog af skade,
målet naturligvis at slutte Masters Sunday med et topresultat.
Stor pengepræmie og jakke
Det bliver fænomenet Tiger Woods, der skal forsvare den ærefulde titel. Og
med ham boomer golf mere end nogensinde i USA. TV-selskaberne melder om
voksende seerskarer, præmiepengene er firedoblet i Tigerens tid - og mere
end 25 millioner amerikanere prøver nu selv kræfter med den genvordige
golfbold. Tiger Woods er på alles læber, og den uendelige diskussion er, om
han er USAs største sportsmand gennem tiderne. Han er i al fald en af dem,
der har tjent mest.
Der kæmpes både om en præmiesum til vinderen i omegnen af en million dollars
og den ærefulde grønne og "grimme" jakke. Siden 1937 har jakken været et
symbol på klubbens inderkreds. I starten med et stort klodset emblem, der
også signalerede, at jakkens bærer kunne anvise vej til diverse huller og
fortælle sjove klubhistorier. Siden er jakken blevet synonym med, at en
golfer har nået toppen og den højeste anerkendelse - med ret til at blive
klappet helt ind i klubhuset.

Yderligere oplysninger:
Thomas Vestergaard, DR-Sporten, tlf.: 3520 4929 eller
Christian Rask, TV-Pressecenter, tlf.: 3520 4051