Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

TV2 og Kipketer

Torsdag d. 16. september 1999

Politiken skriver:


Politiken torsdag: Wilson Kipketer får ingen undskyldning af TV 2s administrende direktør Jørgen Flindt Pedersen ovenpå TV 2-sportens satiriske indslag om en lille sort mand der løb fra dansk gæstfrihed og bistand for at søge skattely i Monaco.

Til gengæld går Wilson Kipketer og Dansk Atletikforbund nu i gang med at undersøge muligheden for at stævne TV 2 for injurier og racisme. Dansk Atletikforbunds formand Thomas Thomsen holdt møde med Wilson Kipketer i går om TV-indslaget, som han kalder løgnagtigt og racistisk.

»Wilson og jeg ønsker begge at få jurister til at vurdere chancen for at få TV 2 dømt ved domstolen«, siger Thomas Thomsen.

I går opfordrede Politiken i en leder Jørgen Flindt Pedersen til at give en undskyldning til både Wilson Kipketer og seerne. Men Jørgen Flindt Pedersen fortryder ikke indslaget i programmet Lige på og sport. Han roser tværtimod sine sportsmedarbejdere for deres mod og evne til at rejse en - ifølge Jørgen Flindt Pedersen - meget væsentlig debat.

Han mener ikke fokuseringen på 'den lille sorte mand', der modtog 'bistand' i flere år overskrider grænsen for, hvad man kan tillade sig i satirens navn, selvom både Dansk Atletikforbunds formand Thomas Thomsen og Ove Bjørn Kraft, der hentede Kipketer til Danmark i 1990 understreger, at Wilson Kipketer aldrig har modtaget bistandshjælp.

Til dét siger Jørgen Flindt Pedersen:

»Første gang ordet bistand bliver nævnt, må det klart være den bistand, der gives til ulande som Kenya, de hentyder til. I anden omgang kan man selvfølgelig godt diskutere, om bistand kan misforstås som bistandshjælp, eller om det bare er hjælp og bistand fra folk i det land man kommer til. Altså - at man får hjælp og opbakning og kommer ind i klubber, som jo også er halvoffentlige i den forstand at de drives mere eller mindre af det danske samfund.

TV 2 vil gerne rejse diskussionen om skatteflygtninge så provokatorisk som muligt. Og Jørgen Flindt Pedersen mener satiren - og den megen virak omkring den - har været målet der helliger midlet.

»Jeg synes faktisk det er forfriskende, at vores sportsfolk tør angribe tingene på en anden måde, og bruge satiren til at rejse en debat om folk der bor i skattely. Det er et samfundsproblem at folk, der tjener mange penge, vælger at betale skatten, hvor den er mindst. Når vi bor i et samfund som Danmark, hvor vi snakker meget om solidaritet med hinanden og med de svage, så er det da virkelig noget, der er værd at diskutere. Og det er klart ikke mindre interessant, når det drejer sig om folk, der bliver gjort til nationale helte«.


Forfriskende indslag
Jørgen Flindt Pedersen beklager altså på ingen måde det kontroversielle satireindslag. Han mener tværtimod, det er den slags humor TV 2 skal producere og eksperimentere med fremover.

»Jeg synes, det er meget forfriskende. Især på sportens område, hvor man i meget høj grad har helte- og resultatdyrkelse. Disse folk er også idoler for en masse unge mennesker. Så uanset om vi snakker doping, eller om hvor man lægger sin skat, har disse idoler et særligt ansvar overfor de unge, der ser op til dem.

Advokat og lektor ved Københavns Universitet Tyge Trier er ekspert i racisme- og injurielovgivningen. Han har vundet talrige sager på området både ved de danske domstole og ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Politiken har bedt ham give en foreløbig vurdering af Wilson Kipketers chance for at få TV 2 dømt på grundlag af udsagnene i Lige på og sport.

Tyge Trier siger:

»Jeg synes indslaget er ubehageligt og udtryk for dårlig smag. Men én ting er, hvordan man vurderer det personligt og etisk. Noget andet er den retslige vurdering af, om det kan indebære en overtrædelse af Straffeloven. Wilson Kipketer bør overveje det seriøst. Efter retspraksis skal der ganske meget til, men der er en ubehagelig undertone af racisme i tv-indslaget, og derfor kan man ikke udelukke at danske domstole vil skride ind.