Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Farvel til en ven

Torsdag d. 23. september 1999

Danske Sportsjournalister har flere gange mødt stor gæstfrihed på Væddeløbsbanen i Odense, hvor direktør Poul Mørk har været vores vært.
Derfor var det et chok at finde følgende artikel fra Fyens Stiftstidende på Internet:

Fyens Væddeløbsbane fyrer sin direktør


LEDELSESKRISE: Også bestyrelsen stiller sit mandat til rådighed efter store tab på restaurationen.

Af Klaus A. Jensen

HESTESPORT: Bestyrelsen bag Fyens Væddeløbsbane A/S har fyret sin direktør Poul Mørk og har samtidig besluttet at stille sit mandat til rådighed, når der om et halvt år holdes generalforsamling.

– Beslutningen er truffet i en erkendelse, at at vi heller ikke har været vores opgave voksen og med baggrund i banens alvorlige økonomiske situation. Alle har mere eller mindre et ansvar, siger bestyrelsesformand Kai U. Hansen.

Han refererer i den forbindelse til de store og endnu uopgjorte tab, Fyens Væddeløbsbane gennem det sidste år har haft på den nu afskedigede restauratør Poul Thomsen.

Beslutningen om at sige farvel til direktør Poul Mørk blev truffet på et bestyrelsesmøde, som først sluttede ud på natten onsdag. Han har seks måneders opsigelse og fratræder med udgangen af marts måned næste år, oplyser Kai Hansen.

"Beslutningen er taget for at generalforsamlingen på det tidspunkt kan være frit stillet, både med hensyn til en ny bestyrelse og til genforhandling af en eventuel ny aftale med direktør Poul Mørk", hedder det i en kortfattet pressemeddelelse, som onsdag formiddag blev sendt fra væddeløbsbanens kontor.

Beslutning udskudt

Vil bestyrelsen nu gå ud og søge en ny direktør?

– Nej, det har vi slet ikke taget stilling til. Der er foreløbig tid nok, og Poul Mørk fortsætter jo perioden ud. Men det er da klart, at vi på et senere tidspunkt skal drøfte spørgsmålet. I den forbindelse skal vi have afklaret, om det skal være den nuværende eller en kommende ny bestyrelse, som skal ansætte den nye direktør. Personligt mener jeg nok, at det vil være rigtigst at lade en ny bestyrelse træffe beslutningen, men det tager vi først stilling til senere, siger Kai U. Hansen.

Har det været overvejet at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling i væddeløbsselskabet?

– Nej, det mener vi ikke, der er behov for lige nu. Vi tror, vi kan vente til den ordinære generalforsamling i marts.

Bestemmende forening

Heller ikke i Fyens Væddeløbsforening, som via en klar aktiemajoritet ejer Fyens Væddeløbsbane A/S, er der tilsyneladende planer om en ekstraordinær generalforsamling. Det er væddeløbsforeningen, som udpeger bestyrelsen i aktieselskabet. Foreningen har et mindre antal personlige medlemmer og tegnes ellers af henholdsvis Trav- og Galopklubbens medlemmer – ca. 170 i alt.

Gert Larsen er formand for Væddeløbsforeningen og sidder også i aktieselskabets bestyrelse.

Han oplyser, at der endnu ikke er taget stilling til, hvordan foreningens mange medlemmer skal orienteres om den nye situation i kølvandet på de store restaurationstab.

– Medlemmerne vil naturligvis på et tidspunkt få en orientering, men jeg tror ikke, det kommer på tale at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, siger han.

Gert Larsen ønsker i øvrigt ikke at udtale sig yderligere men henviser til den udsendte pressemeddelelse.