Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Live-formidling fra superligaen

Onsdag d. 10. juli 2002

DR-sportens hjemmeside skriver:

Dansk Boldspil-Union og Divisionsforeningen vil i den kommende superligasæson iværksætte en boykot af en række danske sportsjournalister.

Planerne kommer som direkte reaktion mod de medier, der via mobiltjenester videreformidler live-resultater fra Superligaen.

- Vi vil ganske enkelt markere vores utilfredshed over for de pågældende medier. Vi kan nok ikke forbyde journalisterne at komme ind på et fodboldstadion, men vi kan sammen med klubberne forhindre dem i at sidde i presselogen og arbejde, siger Lars Juul Jensen fra Divisionsforeningen.

I første omgang kan en sådan boykot gå ud over sportsjournalisterne på B.T., der tilbyder løbende resultatservice fra Superligaen via mobiltelefon.

Sportsredaktør på B.T., Lars Steen Pedersen, er forundret:

- De sportsjournalister, der for B.T. dækker kampene, har intet at gøre med vores resultatservice, så det virker lidt ulogisk at chikanere dem, siger han til Ritzau.


Også formanden for Danske Sportsjournalister, Flemming Thor Madsen, undrer sig over nyheden:

- Det er en alarmerende udvikling, den sag har taget. Jeg vil opfordre til, at alle parter først snakker sammen. Og det er ikke fordi, vi vil rasle med sablerne, men en boykot af fx B.T.'s sportsjournalister kan hurtigt få følgevirkninger, siger formanden.

Flere klubber vil reagere
Flere klubber er ifølge Divisionsforeningen indstillet på at reagere med en boykot.


Divisionsforeningens planer kommer efter, at DBU og Divisionsforeningen i sidste måned tabte en retssag mod internetsiden bold.dk og Tele Danmark.

Østre Landsret fastslog, at websidernes omdiskuterede resultatservice ikke havde betydet nedgang i klubbernes indtægter eller tilskuerantal - og derfor fint kunne fortsætte.

- Vi har fået rettens ord for, at det er tilladt, så jeg har svært ved at se logikken i en boykot, siger B.T.'s sportsredaktør, Lars Steen Pedersen.

Sagen kommer blot et par uger efter, at sportsjournalister på Ekstra Bladet blev udsat for en boykot af det danske VM-landshold i Japan og Sydkorea.

Journalisterne kunne ikke få adgang til interview med spillerne, efter avisen havde bragt en kontroversiel historie om landsholdsspilleren Stig Tøfting.