Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Knud Lundberg er død

Onsdag d. 14. august 2002

Af Tommy Poulsen, DS

En af vore dejlige kolleger gennem en meget lang årrække, Knud Lundberg, er død. Han blev 82 år.

I forbindelse med Knud Lundbergs 80 års dag den 14. maj for to år siden tegnede Flemming Nielsen et varmt portræt af "Lund" i vort medlemsblad "Den Gyldne Pen", og uden sammenligning er den mest gribende nekrolog om Knud Lundberg skrevet i Berlingske Tidende af Jens-Carl Kristensen, der også på tv-skærmen gav udtryk for sin store respekt for Knud Lundberg - som sportsmand, som kollega og som menneske.

For os andre var Knud Lundberg et stort forbillede. Han var en hyggelig kollega, uanset om vi sad ved siden af hinanden på pressepladserne til landskampe i Parken eller i udlandet, eller om vi var sammen til en spisning med mange kolleger efter en hård arbejdsdag. Hyggestunder, som Lundberg satte stor pris på, selv om kollegerne var langt yngre - og nærmest havde så stor respekt for Lundberg, at de mere var på nippet til at bede om hans autograf.

Jeg husker især en aften efter en landskamp mod Canada i Aalborg, hvor vi under den efterfølgende fællesspisning kom til at tale om et emne, han også vidste meget om - slankekure og vægttab.
Hans klare holdning, kontante besked og hans lunefulde måde at forklare et indviklet problem på glemmer jeg aldrig.
Lundberg havde selv en glubende appetit, men vægten var et af få punkter, hvor han adskilte sig fra en del kolleger.

Når jeg tænker tilbage på Knud Lundberg, ser jeg ham i flere billeder.

Det første billede var sportsmanden, der spillede 39 landskampe i fodbold, 21 landskampe i håndbold og 16 landskampe i basketball.
Alene det at spille på tre forskellige landshold vidner om, at Lundberg har været aktiv i en tid, der adskiller sig milevidt fra nutiden.
Det ville være utænkeligt at se nogen være aktive topidrætsfolk i mere end én sportsgren i dag.
Selv om jeg mest har set Lundberg som aktiv på journalistlandsholdet og på bronzeholdet til opvisningskampe rundt omkring, virker det, som om man har kendt ham og set ham spille - fordi man har læst så meget om ham.
Enhver bogreol med respekt for sig selv indeholder adskillige af hans udgivelser.

Det andet billede af Lundberg er sportsredaktøren, kollegaen - den store mand, der ikke gjorde noget for at være hævet over alle os andre. Det var udelukkende hans personlighed og karisma, der gjorde, at Lundberg alligevel var toppen af hierarkiet. Han ønskede det ikke, men vores respekt for ham var kolossal stor.

Den 14. maj 1995 stoppede Knud Lundberg på Dagbladet Aktuelt på sin 75 års fødselsdag.
Det viser, at han var aktiv i en høj alder - ikke bare som fodboldspiller, men også som fodboldskribent.
Alligevel kan man ikke tænke på Knud Lundberg uden at føle medfølelse med ham og hans familie over, at han skulle blive ramt af Alzheimer-sygdommen.
Der er ingen grund til at dvæle mere ved den sidste triste tid af Knud Lundbergs tid.

Jeg vil huske ham som den gode kollega og den store personlighed, han var i vores kreds, når vi var ude til opgaver sammen med ham.

Knud Lundberg er en personlighed, hvis navn vil blive stående i dansk idræt i mange, mange år fremover, og han var en forfatter, hvis bøger vil fylde mange bogreoler hos både unge og ældre sportsglade danskere.

Knud Lundberg gjorde en forskel.
Æret være hans minde.