Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Play The Game

Torsdag d. 24. oktober 2002



Et øjenvidne til korruptionsskandalerne i FIFA. En journalist der gennemgik DDR-sportens dopingbehandlinger på egen krop som 10-12 årig svømmepige. En kvinde der har afdækket voldtægtskulturen i Canadas nationalsport. En afrikaner der forsøger at få børnesoldater til at skyde med bolde i stedet for kugler. Den højest placerede kvinde i international idrætspolitik. Og en italiensk antidoping-fighter der i tyve år har kæmpet ene mand mod en hel sportsverden.

Det er nogle af de vidt forskellige idrætspersonligheder du om få uger kan møde som deltager ved den internationale mediekonference ”Play the game”, i DGI-byen fra 10.-14. november.

Flere end 60 idræts- og medieeksperter og omkring 150 journalister fra over 50 lande mødes for tredje gang i Danmark for at debattere nogle af de varmeste emner i verdensidrætten:



Den politiske tumult i toppen af FIFA
Sport og menneskerettigheder i blandt andet Kina
Det voksende dopingforbrug blandt motionister og den stigende internationale dopingkriminalitet
Udkastet til et internationalt anti-doping regelsæt fra World Anti-Doping Agency
Seksuelle overgreb i ishockey og anden idræt
De store idrætsorganisationer mellem forening og forretning - mellem showbiz og demokrati
Nye strømninger og tendenser i europæisk sportsjournalistik


Du kan få skærpet dine journalistiske værktøjer i daglige workshops med titlerne ”Doping facts” (v/ Anti Doping Danmark”), ”Get the story” (v/ den britiske reporter Andrew Jennings og DICAR) og ”Renew your sports journalism”.

Undervejs vil ugebrevet Mandag Morgen og DGI offentliggøre resultaterne af en analyse af skandinavisk sportspresse.

”Play the game” arrangeres af Det Internationale Journalistforbund (IFJ), International Sport and Culture Association (ISCA) og netværket Sports Intelligence Unit (SIU). Formålet er blandt andet at fremme demokrati, åbenhed og kulturel mangfoldighed i en globaliseret idræts- og medieverden.

Takket være støtte fra Kulturministeriet (500.000 kroner), Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (1.656.000), Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene (150.000), Udenrigsministeriet/Danida (100.000), og Danske Sportsjournalister (25.000) er det muligt at blive en del af et unikt internationalt debatforum til en pris der svarer til et almindeligt efteruddannelseskursus for danske journalister.

Du kan finde et opdateret program, fyldige oplysninger om temaer og talere, tilmeldingsskema og priser på

http://www.play-the-game.org

Her kan du også få et indtryk af hvad der skete og hvad der blev sagt på konferencerne i 1997 og 2000.

Din arbejdsplads kan få tilknyttet en gratis udenlandsk gæsteskribent i et rimeligt omfang i konferencedagene. Mere herom ved henvendelse til undertegnede.

Af hensyn til det praktiske arrangement vil vi bede dig om en hurtig tilmelding.

Vi håber at byde dig velkommen om få uger i DGI-byen i København.

Venlig hilsen

Jens Sejer Andersen
Koordinator, Play the game

------------------------------------------------------

Jens Sejer Andersen
Ansvarshavende redaktør
Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger
Postboks 569, 7100 Vejle
Direkte telefon 79 40 40 60
Privat telefon 75 83 80 82
Fax 79 40 40 84
jsa@dgi.dk