Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Ole Henriksen svarer på TV2's hjemmeside

Onsdag d. 27. oktober 1999

Debatten mellem Frits Christensen og Ole Henriksen har verseret under vort debatforum.
Ole Henriksen har imidlertid valgt at fortsætte debatten på TV2's hjemmeside, hvor han giver Frits Christensen svar på tiltale.

Svar fra Ole Henriksen, TV 2, til Frits Christensen

Det er da tankevækkende, at Frits Christensen mener, at gengivelsen af en samtale med ham er et angreb på hans person i egenskab af sportsredaktør på JP.

Og det virker ejendommeligt, at han i sit svar ikke med et ord beskæftiger sig med det principielle, nemlig spørgsmålet om, hvem der skal holde øje med den statsstøttede dagspresse. TV 2 får 391 millioner licenskroner om året.

Dagbladene er fritaget for moms og "unddrager" herved statskassen for 870 millioner kroner og modtager yderligere cirka 290 millioner kroner i EU dækningsbidrag.

Skatteyderne betaler både til TV 2 og Jyllands-Posten, hvis sportsredaktør heller ikke kommenterer avisens text-TV-samarbejde med TV3.

Frits Christensen går meget op i at beskytte sine kilder. Det behøver han ikke i dette tilfælde. De har selv henvendt sig til os.

Kilden til oplysningen om, at Jyllands-Posten hyrede en ekspert til at vurdere TV 2-sportens kontrakt med Mitch Bridges er eksperten selv, og han var et fornuftigt valg, idet han gennem sit virke som kontraktchef i Danmarks Radio har mange års erfaring med TV-kontrakter.

For god ordens skyld skal lige nævnes, at eksperten ikke fandt noget usædvanligt ved kontrakten. Tværtimod undrede han sig over en del af Jyllands-Posten spørgsmål - bl.a. dette:
Er det ikke odiøst, at der ikke står noget om, at TV 2 er forpligtet til at sende boksekampene? Nej, lød ekspertens svar. "Det modsatte ville have været odiøst"!.

Men i øvrigt - som jeg skrev i mit første indlæg - bekræftede Michael Engaard i den telefonsamtale, jeg førte med ham, inden jeg ringede til Frits Christensen, at JP havde bedt en ekspert kigge kontrakten efter i sømmene.

Hvad angår opringningen til hotel Ascot, så henvendte den pågældende receptionist sig til os, fordi hun var forarget over at blive ringet op af en journalist fra Jyllands-Posten og tilbudt noget for at fortælle om Claus Elgaards færden på hotellet. Hun spurgte ikke om, hvad dette noget var og fik det heller ikke at vide. Receptionisten båndede ikke samtalen, så det bliver hendes ord mod JP-journalistens.

Men hvem kan man stole på?

Frits Christensen besværer sig over, at jeg optog samtalen på bånd. Det har folk af hans slags lært mig nødvendigheden af. Han skriver, at jeg "på intet tidspunkt antydede, at samtalen kunne være til offentlig brug", og at jeg "blot ønskede at stille nogle opklarende spørgsmål". Den opfattelse er der slet ingen grundlag for. Husk vi har jo båndoptagelsen, og lad os køre den helt fra begyndelsen:

Frits Christensen: "Det er Frits".
Ole Henriksen: "Ja, det er Ole Henriksen".
FC: "Jamen er det Ole - goddag"
OH: "Jeg har nogle spørgsmål til Michael Enggaard, han vil ikke
svare på dem..."

Fortsættelsen er beskrevet i mit første indlæg.

Frits Christensens beklagelse over, at han ikke vidste, at samtalen måske skulle bruges offentligt er nærmest komisk, men også et vidnesbyrd om, at dagbladenes folk ikke forventer, at der offentligt bliver stillet spørgsmålstegn ved deres journalistiske virke. Hvis andre bliver ringet op af en journalist, som man ikke er ven med privat, ved de godt, at der er risiko for at blive citeret offentligt. FC er ikke en af mine venner!

OLE HENRIKSEN, TV 2

PS: Vores meget korte samtale, da vi tilfældigt mødtes til en fodboldkamp i Århus, er helt fordrejet. Han spurgte, hvad vi skulle bruge samtalen til (hvilket jo også beviser, at tanken om offentliggørelse har strejfet ham). Jeg svarede: "Det ved jeg ikke". Jeg kunne ikke drømme om at tale med Frits Christensen om noget væsentligt uden at have en båndoptager på mig.