Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Pressemøde med Venus Williams

Fredag d. 29. november 2002


P R E S S E M E D D E L E L S E



Royal Copenhagen Cup:

- INVITATION TIL PRESSEMØDE -

Mød Venus Williams på mandag 2.december kl.16.00

- Verdensstjernen stiller op til pressemøde sammen med Kenneth Carlsen og Magnus Norman forud for den historiske tennisgalla i Parken på tirsdag


Nu er der kun få dage til at den største tennisevent på dansk grund nogensinde løber af stablen på tirsdag 3.december fra kl.19.00. Royal Copenhagen Cup er navnet på den storstilede galla, der finder sted i Danmarks nationalstadion, Parken. For første gang nogensinde bliver Parken omdannet til en tennisarena med plads til 10.000 tilskuere og med et fantastisk kampprogram, der byder på Venus Williams vs. Daniela Hantuchova, Kenneth Carlsen vs. Magnus Norman - samt et møde mellem to danske talenter, kun 12-årige Caroline Wozniacki og 16-årige Sisse Folmø.

Forud for Royal Copenhagen Cup inviterer vi nu til pressemøde, hvor der bliver mulighed for at møde Venus Williams, Kenneth Carlsen og Magnus Norman - Daniela Hantuchova ankommer først tirsdag. Derudover vil alle relevante personer fra ledelsen bag Royal Copenhagen Cup naturligvis også være til stede. Pressemødet bliver afholdt i stormagasinet Magasin du Nord, så vel mødt:

Mandag 2.december kl.16.00
Magasin Du Nord
Kongens Nytorv 13, 1095 København K.
Indgangen ved Kongens Nytorv
Stueetagen ved afd. KgN (skilte viser vej fra indgangen)


Programmet for Royal Copenhagen Cup:

Carlsen vs. Norman
Kl.19.00 starter kampprogrammet med en revanchematch mellem Danmarks nr.1, 29-årige Kenneth Carlsen og den svenske stjerne og tidligere verdensetter, 26-årige Magnus Norman. Både Carlsen og Norman er netop nu kraftigt på vej tilbage til toppen efter langvarige skader, og de to mødtes som bekendt i finalen 6.oktober i den store $800.000 ATP-turnering AIG Japan Open Tennis Championships i Tokyo, hvor Carlsen sikrede sig karrierens anden ATP-titel i to tætte sæt. Nu mødes de to formstærke spillere igen - og denne gang i Parken - hvor det altså er svenskeren der har revanche til gode.

Wozniacki vs. Folmø
Når Carlsen og Norman har spillet deres kamp - bedst á tre sæt - færdig, kommer to unge danske stjernefrø på banen. Det drejer sig om det kun 12 år gamle supertalent, Caroline Wozniacki, der er Danmarksmester og lige nu helt suveræn i sin årgang - både herhjemme og i udlandet. Wozniacki møder et andet stort talent, den 16-årige Sisse Folmø, der ligesom Wozniacki er Danmarksmester og i en klasse for sig i sin årgang. De to talentfulde piger vil spille et enkelt sæt og give publikum prøver på deres store talent.

Williams vs. Hantuchova
Og så er det tid. Tid til den helt store begivenhed. Tid til at den 22-årige amerikanske verdensstjerne - og verdensranglistens nr.2 - Venus Williams indtager Parken til mødet med verdens nr.8, den 19-årige Daniela Hantuchova fra Slovakiet. De to forventes på banen cirka kl.21.20. Willams har til dato vundet 28 titler i single og 9 i double - heriblandt 2 olympiske guldmedaljer, 4 Grand Slams i single, 5 Grand Slams i double, samt 2 Grand Slams i mixeddouble. Hantuchova har - trods sin unge alder - allerede vundet sin første WTA-titel i single, 4 i damedouble, to Grand Slam-titler i mixeddouble - og så var hun i forrige uge på afgørende vis med til at sikre Slovakiet Fed Cup-trofæet (kvindernes svar på Davis Cup) efter finalesejr over Spanien.

Kl.19.00:
Kenneth Carlsen, Danmark vs. Magnus Norman, Sverige (bedst á tre tiebreak sæt)
Efterfulgt af:
Caroline Wozniacki, Danmark vs. Sisse Folmø, Danmark (1 sæt)
Kl.21.20:
Venus Williams, USA - Daniela Hantuchova, Slovakiet (bedst á tre tiebreak sæt)


Billetsalget i fuld gang

Der er stadig billetter at få til Royal Copenhagen Cup, og man kan sikre sig billetter på følgende måder:

BilletNET - ring på billettelefon: 70 15 65 65 eller bestil direkte på alle landets posthuse.
E-Billetter - ring på billettelefon: 70 26 32 67 eller bestil direkte på www.e-billetter.dk

Ønskes yderligere oplysninger eller kommentarer, kontakt da venligst Flemming Østergaard på (+45) 23 90 80 80, Ole M.Frederiksen/F.reklame A/S på: (+45) 33 12 72 44, eller som vanligt undertegnede på nedenstående nummer.

Med venlig hilsen


Jakob Boye-Møller

Pressechef

(+45) 40 33 44 50