Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

VM i atletik sendes på DR2

Onsdag d. 19. februar 2003

VM atletik indendørs - direkte på DR2

Den 9. udgave af indendørs-verdensmesterskaberne i atletik afvikles 14.-16. marts i Birminghams National Indoor Arena med plads til 13.000 tilskuere. DR2 sender 12 timer direkte fra stævnet.



Seerne kan glæde sig til masser af discipliner og spænding, når DR2 sender fra VM i indendørs atletik 14. - 16. marts. Og selv om kun tre danskere forventes til start, er der grund til at skrue op for medaljeforventningerne.

Wilson Kipketer er afgjort en af guldfavoritterne på mændenes 800 meter. Den tredobbelte udendørsverdensmester har én gang tidligere vundet VM-guld indendørs. I Paris i 1997 kom han ikke bare først over stregen, men satte ved den lejlighed også indendørs-verdensrekord på distancen. Efter en skadesplaget 2001-sæson kom Wilson Kipketer stærkt tilbage sidste år, hvor det blev til udendørs-guld ved EM i München.

Den forsvarende indendørs-verdensmester på distancen, russeren Jurij Borzakovskij, har bebudet, at han ikke stiller til start, men Wilson Kipketer får nok at gøre med folk som udendørsverdensmesteren André Bucher fra Schweiz, indendørseuropamesteren Pawel Cziapiewski fra Polen og VM-bronzevinderen udendørs, kenyaneren Wilfred Bungei, der foreløbig har vist storform i den igangværende indendørs-sæson.

Kuglestøderen Joachim B. Olsen fik sit store gennembrud i sidste sæson med sølvmedaljer ved både indendørs- og udendørs-EM og kan han fortsætte fremgangen er en medalje absolut inden for rækkevidde ved VM. Men han skal tage sig i agt for især amerikanerne, hvor bl.a. Kevin Toth med 21,70 meter indendørs i denne sæson og den forsvarende indendørsverdensmester John Godina (20,48 meter i år) har vist god form. Joachim stødte 21,48 meter indendørs sidste år og 21,57 meter udendørs, så lever han op til sit bedste, ser det lovende ud.

Endelig forventes stangspringeren Piotr Buciarski at stille til start og han må betragtes som en outsider i medaljekampen. På sine bedste dage kan han absolut følge de allerskrappeste et langt stykke ad vejen. Han blev nummer 7 ved indendørs-europamesterskaberne sidste år og har potentialet til en fremskudt placering ved VM.

Masser af verdensstjerner
Selv om enkelte af atletikkens stjerner sparer krudtet til udendørs-VM i Paris i august -som DR2 i øvrigt også sender, så byder de tre dage i Birmingham på et væld af store navne. Ud over de nævnte danskere, kan seerne regne med at komme til at se adskillige af følgende verdensklasseatleter, når de tuner ind på DR2 midt i marts: Maurice Greene (60 meter), Colin Jackson (60 meter hæk), Hicham El Guerrouj (1500 meter), Haile Gebrselassie (3000 meter) Stefan Holm og Staffan Strand (højdespring) samt Jonathan Edwards og Christian Olsson (trespring) hos mændene og Gail Devers (60 meter hæk), Maria Mutola (800 meter), Gabriela Szabo (3000 meter), Kajsa Bergqvist (højdespring) samt Svetlana Feofanova og Stacey Dragila (stangspring) hos kvinderne.

Indendørs-VM afvikles hvert andet år og til forskel fra udendørs-VM, der strækker sig over 8-10 dage, så er VM indendørs en intens affære, hvor medaljerne fordeles i løbet af blot tre dage. Det skyldes naturligvis, at discipliner som spydkast, hammerkast og diskoskast ikke er på plakaten. Indendørs-banen er 200 meter lang i modsætning de 400 meter udendørs og de allerlængste distancer 5.000 meter og 10.000 meter løbes heller ikke ved et indendørs-VM. Der løbes til gengæld den korte 60 meter distance – i stedet for 100 meter - og de længste løb strækker sig over 3000 meter.

DR2 sender VM atletik:
Fredag 14. marts, kl. 17.10 - 21.00
Lørdag 15. marts, kl. 15.55 - 20.00
Søndag 16. marts, kl. 14.30 - 18.30


Yderligere oplysninger kan fås hos:
Christian Rask
tlf. 3520 4051 / 2169 0703
mail: chra@dr.dk
TV Presse

eller redaktør Jan Rosendal, tlf.: 3520 4940