Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Ny formand

Torsdag d. 6. marts 2003

Med Flemming Thor Madsens farvel og tak som formand for Danske Sportsjournalister er den 55-årige Steen Ankerdal rykket ind i formandsstolen for anden gang i foreningens 81-årige historie.

En anden historisk kendsgerning er, at Steen Ankerdal netop i år kan fejre 25 års jubilæum som full-time-fuldblods-journalist. Han stoppede som lærer i Hvidovre i 1978.
Samtidig kan Steen Ankerdal fejre 25 års jubilæum som medlem af Danske Sportsjournalister.

Steen Ankerdal blev medlem af DS i 1978 og blev valgt som Årets Sportsjournalist den 10. marts 1980.
I 1981 blev han udpeget til at være en af foreningens delegerede til Nordisk Kongres i Danmark.

I 1988 dukker han for første gang op i forbindelse med valgene i DS.
Den 28. marts 1988 - i Rødovre - blev unge Ankerdal valgt som revisorsuppleant.
Dengang var der iøvrigt kampvalg til DS' bestyrelse.

Det var også tilfældet året efter - den 20. marts 1989.
Her blev bestyrelsen udvidet fra fem til syv medlemmer, og det gav lige netop plads til Steen Ankerdal i et kampvalg med Flemming Nielsen.
Jørgen Schiøttz fik 68 stemmer, Erik Berth 65, Steen Ankerdal 39 og Flemming Nielsen 33 stemmer.

Steen Ankerdal blev genvalgt i 1991 og 1993, og i 1995 blev han udnævnt til næstformand.
Det skulle vise sig at få konsekvenser.
Torsdag den 13. juni 1996 trak formanden Frits Christensen sig tilbage fra formandsposten efter en episode under EM-slutrunden i England, og det betød, at Steen Ankerdal overtog formandsstolen.
Han betingede sig, at det kun var til generalforsamlingen i 1997, men her blev han opfordret til at fortsætte og tog to år mere på posten.
Samtidig udarbejdede Steen Ankerdal en langsigtet plan for bestyrelsesposterne. Ifølge denne plan skulle Flemming Thor Madsen overtage formandsposten i 1999, og det var netop, hvad der skete.
Steen Ankerdal fortsatte dog i bestyrelsen som næstformand - en post, han beklædte i fire år.

Den 4. marts 2003 overtog Steen Ankerdal formandsposten -konstitueret af en enig bestyrelse.

Steen Ankerdals CV - uden Danske Sportsjournalister - ser således ud:

Født 3. januar 1948
Aktiv fodbold- og håndboldspiller og træner i KFUM, København.

Læreruddannelse Blaagaard Seminarium 1970.
Årskursus på Danmarks Højskole for Legemsøvelser 1970-71.
DBU-instruktør og træner for KBU's udvalgte hold 1971-74.
Lærer i Hvidovre 1971-78.

Arbejdspladser som journalist:
Kristeligt Dagblad fra 1. oktober 1969 til 1978.
Ritzaus Bureau fra 1. januar 1978-79.
Berlingske Tidende fra 1. maj 1979-86.
Billed Bladet fra 1. november 1986-1987.
Det fri Aktuelt fra 1. marts 1987-88.
TV2-sporten fra 1. april 1988-1994.
Sportschef på Ekstra Bladet fra 1. marts 1994 til 1. januar 1998.
Sportsredaktør på Berlingske Tidende fra 1. januar 1998 indtil 1. november 2000.
Derefter:
Free lance med faste opgaver for bl.a. Morgen-TV, B.T. og TvDanmark.