Fem til en, der sprang over “på den anden side”

I serien “Fem til…” er det blevet svar-tur til Flemming Linnebjerg på spørgsmål fra Morten Bruun. Efter tyve år som sportsjournalist/sportsredaktør hos Vejle Amts Folkeblad/Jysk Fynske Medier, har Flemming siden sommeren 2018 været selvstændig med Linne & Co., hvor han arbejder med “journalistik, kommunikation og storytelling”.

Hos FC Midtjylland løser han opgaver inden for de tre felter på en konsulentaftale, og derudover tæller kundekredsen også agentvirksomheden Boutique Transfers and Management.

Flemming Linnebjerg har tidligere spillet for Ikast FS og AGF, er 51 år, gift med Henriette, sammen har de to voksne døtre (Frederikke og Olivia), de er bosiddende i Jelling, “hvor bomuldshunden Conrad også holder til”.

Fem fra Morten Bruun til Flemming Linnebjerg:

Hvordan har du oplevet at “tage springet” til at arbejde på en klubs indre linier i stedet for at kigge på fodbolden udefra? Hvad er den største forskel?

Det har været både spændende, sjovt og inspirerende at møde fodbolden på en anden måde. Den største forskel for mig har været, at der kommer langt flere nuancer på i forhold til arbejdet som sportsjournalist, hvor man naturligt ikke har den samme indsigt, og så har det for mig været en øjenåbner i forhold til, hvor mange mennesker der egentlig arbejder benhårdt for, at 22 mennesker kan spille to gange 45 minutter én eller to gange om ugen.

Er du enig i, at meget hjemmeside-stof og stof på de sociale medier er kedeligt? Fordi udgangspunktet er så ensidigt.

Generelt fokuserer danske klubber desværre ikke ret meget på at fortælle og udvikle egne historier, fordi de fleste ressourcer og penge meget naturligt bruges på at skærpe mulighederne for at vinde fodboldkampe. 

Men heldigvis sniger de gode historier sig langsomt ind sammen med humor og godmodige drillerier, og det bedste eksempel i dansk fodbold er efter min mening FC Nordsjællands medieteam, som på de sociale medier er i en liga for sig.

Det medieteam har klubben så valgt at fyre …

Oplever du, at spillerne i FC Midtjylland gerne vil tale med pressen? Eller at de helst er fri? Og må en FCM-spiller gerne bede sig fritaget for at stille op?

Der er spillere, som altid stiller op, og der er spillere, som helst undgår det, men generelt råder FC Midtjylland over en trup, trænerstab og ledelse, som hylder åbenheden. Pressen har naturligvis også sine favoritter i enhver klub, sådan vil det altid være, og i FC Midtjylland er det legalt, hvis spillere af forskellige årsager ønsker lidt ro i forhold til pressen – så forsøger vi at skabe den ro. Men det er vigtigt for os, at vi er til rådighed – også, eller måske især, når vi ikke får de resultater, vi håbede på.

Føler du dig som en del af det, vi kunne kalde FCM-familien? Eller føler du dig som en, der sælger en ydelse, som FCM har købt?

Jeg følte mig fra første dag som en del af FCM-familien, og jeg er endda ikke fuldtidsansat og dermed fuldgyldigt medlem af familien. Jeg er vel højest en ukendt grandfætter med min konsulentansættelse …, men sådan føles det slet ikke i en klub, hvor jeg føler mig godt tilpas og tryg.

Strukturen i klubben er fuldstændig flad, jargonen er afslappet og munter, og det styrker afgjort følelsen af at være en del af familien.

Føler du dig nogle gange som en lus mellem to negle i dit arbejde med samarbejdet mellem klub og presse?

Jeg er selvfølgelig 100 procent loyal over for FC Midtjylland og de opgaver, som lander på mit bord, men med min arbejdsmæssige fortid har jeg også forståelse for de frustrationer, som til tider hersker hos pressen.

De to parter vil jo dybest set gerne hinanden, og FC Midtjyllands samarbejde med såvel den lokale, regionale som den nationale presse er fint – et samarbejde som hviler på gensidig tillid og forståelse for hinandens prioriteringer og arbejdsvilkår.

Jeg ser det som en fordel, at jeg har en fornemmelse for, hvad der gør pressen glad og mindre glad, og hvordan de tænker og arbejder, men det vigtigste for mig er ordentlighed, hvilket naturligvis gælder begge veje. 

Flemming Linnebjerg giver spørgsmåls-depechen videre til Mette Cornelius, studievært hos Discovery – kommer her på dit site… FT