“Der er brug for det skrevne ord mere end nogensinde”

Søren-Mikael Hansen (nr. 2 tv) med andre fremstrakte arme i dansk mixedzone. @Anders Kjærbye

De største dagblade i Sverige satser mere på videoindslag end på det traditionelle, skrevne ord. “Mere video, mindre blok og pen”. Politikens sportsredaktør, Søren-Mikael Hansen, slår fast, at efter hans mening er der brug for det skrevne ord “mere end nogensinde…”. Vi har bedt ham om at skrive en kommentar:

Af Søren-Mikael Hansen, sportsredaktør på Politiken

Indtil flere gange i den massive dækning af valgkampen tidligere i foråret er begrebet ‘sportsjournalistik’ blev brugt som en skældsord – og nej, ikke af kandidater på stemmesedlerne, men af kolleger i mediebranchen. En studerende udtrykte i et debatindlæg i Politiken håb om, at sportsjournalistiske metoder kunne blive holdt ude fra Christiansborg, mens en tv-journalist forsøgte at komme omkring sit eget tåbelige spørgsmål ved at tilføje ‘for nu at spørge som en sportsjournalist’.

Trods årtiers rutine med opgaven om at lade den slags fordomme prelle af på elefantskindet er det alligevel vanskeligt ikke at blive både stærkt forundret og oprørt af skuffelse over, at dele af branchen stadig har behov for at have den stenalderopfattelse på repertoiret.

Forklaring må være et udtalt behov for at holde mindreværdskomplekser på afstand.

Sportsredaktionen har på stort set ethvert medie i årtier haft rollen som narren ved publicismens ædle hof. Vi har underholdt med anekdoter, udviklet hurtige fingre i forhold til den skarpeste deadline og repræsenteret den folkelige underholdning – og stort set altid som det afsluttende svirp med halen oven på redaktionsmødets skarpe dagsorden.

Den position har – åbenbart – stigmatiseret journalisterne på sportsredaktionerne som de useriøse i forhold til enhver anden på den samlede redaktion med kan-man-ikke-blive-andet-kan-man-altid-blive-det-attitude til følge. Behovet for at have nogen at se ned på for på den måde at stille sig selv i et bedre lys er et ubehageligt og ikke desto mindre udbredt karaktertræk, så det er da til at mobilisere en overbærende forståelse for den fordomsfulde opfattelse.

Realiteterne er bare, at mange journalister på andre stofområder ville have overordentligt svært ved at leve op til sportsredaktionernes basale præstationskrav.

1) Helt overordnet kommer prioriteringen af sportsstoffet i trykte danske medier – med få undtagelser – til udtryk i bemandingen, så produktiviteten skal effektiv og høj.

2) Kilderne er ofte modvillige og ualmindelig svært tilgængelige i forhold til de vilkår, andre redaktioner bliver budt. Det er langt lettere at få bestyrelsesformanden i Mærsk end hendes sidestykke i FC Barcelona i tale.

3) Presset fra deadline er ekstremt. Hvilken teateranmelder ville være i stand til at aflevere sin anmeldelse i det øjeblik, tæppet går ned, sådan som pennen bag landskampdækningen er nødt til at gøre det?

De grundvilkår er i vid udstrækning underkendte, hvis ikke ligefrem ukendte i den danske mediebranche, hvor der til gengæld – og heldigvis – i de senere år er blevet stillet yderligere krav til sportsredaktionerne. Vi skal ikke længere kun formidle underholdningens resultater og folkelig fascination af de største begivenheder, men også være i stand til at analysere sportslige forløb for særdeles indsigtsfulde kunder og ikke mindst kaste kritiske blikke på beslutningstagere og økonomiske magthavere i sportsindustrien.

Det er en stor faglig udfordring at kunne favne alle opgaverne, men det har vist sig, at vi har været i stand til det på de danske sportsredaktioner. Tilgangen og toneklangen varierer selvsagt fra medie til medie, men journalistikken om sport har gennemgået et kvalitetsløft og tåler på de eksisterende præmisser sammenligning med enhver anden type journalistik.

Dertil er vi ad åre nået på Politiken, hvor sportsredaktionen nu er en ligeværdig bidragyder i den daglige prioritering af indholdet og vinder toppen af forsiden, når nyheden er skarp og væsentlig nok. Alene bevidstheden om det vilkår påvirker selvsagt journalistikken om sport i en positiv, ambitiøs retning og giver samtidig naturlig adgang til de samarbejds- og produktmuligheder, som resten af Politikens redaktion har. Sport er en del af den daglig podcast, overvejelser om kampagneforløb i samarbejde med de kommercielle afdelinger, overvejelserne om digitale særudgivelser og alle de andre nuancer på bladhusets palet.

 

Netop derfor er vanskeligt og i virkeligheden unødigt at adskille sportsredaktionens målsætninger fra det samlede medies.

Politikens ambitioner om egenproduktion af tv favner således også sporten. Den er skarpt og velvalgt prioriteret med fokus på særkende, således at der for eksempel bliver brugt betragtelige ressourcer på at lave tv-indslag med de 10 nominerede til Årets Fund, den traditionsrige kåring af idrættens største talent i den forgangne år, men ingen på at producere egne nyhedsindslag fra landsholdslejren.

Det perspektiv er med til karakterisere den aktuelle udvikling i danske mediers dækning af sport.

Generelt er niveauet for den journalistiske faglighed ret konstant stigende – og det er differentieringen blandt medierne også. For et par årtier siden var morgenavisernes dækning af sport eksempelvis ret ens. De var til stede ved de samme begivenheder, lavede samme type nyheder og prioriterede i store træk stofområdet på samme måde, hvilket mildt sagt ikke er tilfældet længere. Tilsvarende fjerner formiddagsavisernes udtryk sig fra hinanden, regional- og lokalaviserne er med fornyet styrke vendt tilbage til at være netop regionale og lokale, mens tv-stationerne – naturligvis – fokuserer på deres rettighedsindhold.

Altså er markedet for journalistik om sport stærkt differentieret. Ét fællestræk hersker dog: virkelig skarp prioritering. Ressourcer og produktionskrav har elimineret den naturlov, der for ganske få år siden sendte journalister fra alle mediehuse ud til ‘enhver’ sportbegivenhed. I dag er selv landskampe og DM-finaler oppe til overvejelse i forhold til, hvor mange ressourcer det giver mening at bruge på dem.

Og vurderingen af ‘meningen’ er i høj grad, hvad udbyttet for kunderne i butikken – i Politikens tilfælde altså læserne – vil være.

For tekstredaktioner giver det mindre og mindre mening at bruge kræfter på registreringer, som Ritzau eller en rettighedshaver leverer – også til Politikens målgrupper. Til gengæld skal de kunne levere selvstændig nyhedsjournalistik om magthavere, refleksion over de største og væsentligste begivenheder i form af eksempelvis tilstedeværende reportage, formidling af indsigtsfuld viden via interview og perspektiv i analyse- og kommentarform.

Derfor er der i høj grad brug for det skreven ord om sport – måske i virkeligheden mere end nogensinde.