Sportschefen smadrede en rude i raseri

Det kan koge i John Jäger. For mange år siden smadrede den ansvarlige chef for TV 2s Tour de France-dækning i 20 år en stor rude på redaktionen i raseri over en forkert historie, der blev bragt i fjernsynet.

– Det var ikke hensigten at smadre den rude, men det skete, og derefter gik jeg rundt til alle mand og sagde undskyld og beklagede. Jeg er ekstremt passioneret og følelsesladet, og jeg har været en hystade – men det er jeg ikke mere …

48-årige John Jäger er typen, som altid er gået sine egne veje. Det fortæller chefredaktøren for cykel- og håndboldstoffet på TV 2 Sport om i et større interview med Anders Kamper i det kommende nummer af Den Gyldne Pen – Danske Sportsjournalisters medlemsblad.

Journalistkarrieren begyndte i 9. klasse som erhvervspraktikant på Ølstykke-Stenløse Nyt (Lokalavisen Egedal i dag.

Ugeaviser er en ting, og John Jäger ville gerne noget andet og mere, men havde svært ved at få foden ind på et ”rigtigt” dagblad. Det ændrede sig i 1993-94, da hjemegnens flagskib, Frederiksborg Amts Avis, søgte en medarbejder hos sportsredaktør Anders Bay.

Da Anders Bay stoppede og tog til TV 2, steg John Jäger til tops på redaktionen. Undervejs sad han også i byrådet i Ølstykke for Venstre (fik 110 personlige stemmer i 1993), ligesom han studerede på Roskilde Universitets Center på forældrekrav. Han blev aldrig færdig med studierne, men nåede dog at få en bachelor i forvaltning.

I slutningen af halvfemserne bankede TV 2 nemlig på. Først sagde John Jäger nej, for han ville ikke tage på arbejde i Odense, men da han fik et nyt jobtilbud med København som base, sagde han ja.

– Det at komme til TV 2 var noget helt andet og det største, man kunne. Jeg udlevede min drøm og kom til VM og OL, håndboldslutrunder og alt muligt, og det er jeg dybt taknemmelig over. Men det var et svært spring – helt vildt svært! Der var perioder, hvor jeg var ved at opgive. På avisen er der meget kort vej fra en kildesnak til spalterne. På tv er så sindssygt mange mennesker involveret, og alt skulle gå op i en højere enhed, og det første halve år – det var så besværligt, husker John Jäger, som i dag har over 20 års erfaring i rygsækken.

Dog var han på et tidspunkt tæt på at forlade TV 2, men det forhindrede Merete Eldrup (TV 2s afgående direktør, red.).

– Hun sagde, at hun havde brug for mig og ville beholde mig, og så sagde hun noget helt fantastisk klogt, og som min kone har taget til sig: Du kan kun beslutte dig for at stoppe en gang. Jeg sov på det nogle dage, mærkede efter, og så blev jeg. I dag er jeg sindssygt glad for, at Merete sagde, som hun gjorde.

Læs hele det store interview med John Jäger, som Anders Kamper har lavet, i det næste nummer af Den Gyldne Pen, der udkommer i første halvdel af oktober.