Medierne får bedre forhold under EURO 2020

Forholdene for medierne bliver opdateret og forbedret under Euro 2020 – EM-slutrunden i fodbold i København. Det blev slået fast, da Danske Sportsjournalister og EURO2020s danske del holdt et timelangt info-møde i Parken.

Det ligger fast, at de skrivende og talende fra ind- og udland bliver placeret som hidtil på øverste afsnit på A-tribunen i den nederste sektion. Og at der ikke kommer såkaldt almindelige tilskuere i dette afsnit.

“Der kommer bedre arbejdsforhold, bl.a. nye borde – og så har vi sammen med UEFA set på sikkerheden omkring mediesektionen. Herunder også, at der åbenbart forekommer ølkastende tilskuere lige bag. Det bliver der set på – og handlet efter” sagde EURO2020s Communication Manager, Mia Kjærgaard.

Mia fortalte også, at det internationale mediecenter kommer til at ligge i den såkaldte Sparta Hal som er nabo til Parken, og at der bliver åbnet for UEFA-akkrediteringen den 5. december med deadline den 31. januar 2020.

“Det er UEFAs platform, FAME, der står for akkrediteringerne – og det skal foregå via dem. De sender så alle danske akkrediterings-ansøgninger til os, vi verificerer dem, sender retur og så er det hele op til UEFA”.

Som bekendt får Danmark, København, Parken fire EM-kampe – de tre med dansk deltagelse den 13., 18. og 22. juni – spilletidspunkterne og kamprækkefølgen bliver bestemt ved lodtrækning på lørdag.

“Det bliver en stor dansk og københavnsk begivenhed udover selve kampene” fastslog Ulrich Ammundsen, som er Host City Manager. “Vi markerer det særligt omkring Ofelia Plads i det indre København – tæt på Skuespilhuset og med udsigt til Operaen. En perfekt beliggenhed til en så varieret begivenhed. For det hele går under overskriften: Mangfoldighed og involverende og med en understregning af, at København er en grøn, bæredygtig by”.

Der bliver selvsagt storskærm(e) med visning af samtlige 51 kampe og et stort udbud af kulturtiltag med og uden fodboldsigte. Med andre ord vil man ramme den brede befolkning. “Det er klart, at det bliver mere klassisk, når Danmark spiller, men ellers vil vi give det et lokalt udtryk: “Hvad står København for, hvad står dansk fodbold for”?

Lene Kryger Pedersen, managing director for EURO 2020, oplyste, at der bliver fire basecamps i forbindelse med eventen – Hotel Marienlyst i Helsingør, Kurhotel Skodsborg, Cromwell Holte og Scandic Hotel i Lyngby. Desuden vil der været transferhoteller, Copenhagen Mariott og Skt. Petri. Træningsbaner bliver stillet til rådighed i Helsingør, Lyngby Stadion, Hørsholm, Valby Stadion og Tingbjerg.

“Vi har selvfølgelig valgt Hotel Marienlyst i Helsingør som den danske basecamp – dér føler spillerne og trænerstaben sig hjemme. EM-lejren begynder den 24. maj med formentlig to forberedelseskampe inden det går løs. Hvor der bliver spillet er endnu ikke fastlagt, men det bliver ikke i Parken. Der har UEFA hånds- og halsret op til slutrunden”, fortalte Jakob Høyer, DBUs kommunikationschef. (FT)

Et foto pluk rundt om bordet fra info-mødet. Foto: Per Kjærbye
Fire på stribe:, Lene Kryger, Managing Director, Mia Kjærgaard, Communcations Manager, Ulrich Ammundsen, Host City Manager  og Kommunikationschef Jakob Høyer, DBU Foto: Per Kjærbye