Claus Frederiksen nomineret blandt verdens bedste med film om Morten A.

Claus Frederiksen og Morten Andersen under forberedelser til filmen om M.A.

Claus Frederiksen fra Kerteminde er havnet på den øverste hylde i internationalt sammenhæng. Den knaldygtige og kreative fotograf er blandt de tre nominerede til årets AIPS pris i kategorien “Video Athelete Profile”.

Tusinder af videoer har ligget på AIPS-siden, der er så blevet skåret ned måned efter måned, så blev der skåret 10 fra om ugen og til sidst blev fem til tre – og heriblandt altså Frederiksens mesterværk (sammen med Jimmy Bøjgaard): “The gold Jacket – From Struer to Hall of Fame” om og med den danske NFL-legende, Morten Andersen.

“Det er vildt, og jeg er meget stolt” siger en forbløffet Claus Frederiksen, der skal til den særlige AIPS Sport Media Award i Budapest den 3. februar, hvor der er hyldest – og gavechecks på henholdsvis  8.000, 3.000 og 2.000 dollars til de tre bedste i hver kategori.

“Indrømmet, det kom lidt som lyn fra en klar himmel her 10 måneder efter filmen blev vist første gang. Så jeg er noget forbløffet”.

Claus Frederiksens flotte skud er oppe imod Matthew Allen fra USA, der på NBCs vegne har lavet dokumentaren om Toby Dawson, den tidligerefreestyle-skiløber, der blev født som sydkoreanske Kim Bong-seok, blev væk på et marked som tre-årig, adopteret af amerikanske “forældre” og døbt Toby Dawson. “Birthright: becoming Toby Dawson” – han vandt VM-guld i 2005 og OL-bronze i 2006. En anden bejler til guld-awarden er tyske Ben Unger og hans dokumentar: “Pelé fra Neubrandenburg (NDR)” om Souleymane Chérif, der som 18-årig kom fra Guinea til DDR i 1962 for at studere byggeri som led i en socialistisk aftale om udviklingsbistand.  Han endte som det helt store fodboldidol og hyldes den dag i dag som den store stjerne – både i Neubrandenburg og i Guinea.

“Det er nogle tunge drenge, jeg er oppe imod – NBC og NDR”, men nu må vi se, siger Claus Frederiksen, der havde TV 2 i ryggen – og som til sommer skal følge i hælene på det danske fodboldlandshold, så længe de er med i EM-slutrunden. Tidligere har han fulgt det franske landshold ved EM- og VM-slutrunder til en dokumentar, som IMG producerer. Og så skal han til de olympiske lege i Japan for Eurosport, hans 10. OL. (FT)