“Jeg er faktisk overrasket – over mig selv”.
Det kommer fra Søren Olsen, der efter 54 år med pen, blok og lettere trommende pegefingre på tangenterne stoppede sin sportsjournalistiske karriere tidligere i år. Men hvorfor overrasket?
“Fordi jeg ikke har savnet det (jobbet) et eneste sekund”.
73-årige Olsen med 21 år på Dagbladet i Ringsted og 33 år på Politiken forlod Rådhuspladsen for alvor i august – uden at smække med døren. Den slags gør Olsen ikke, og havde heller ingen grund til det.
“Jeg har da været priviligeret med så mange gode år med journalistik og fodbold og gode arbejdspladser. Og havde da tænkt over, hvordan det ville blive, den dag det stoppede. Men jeg har overhovedet ikke savnet det. Jeg læser stadig mange aviser, men ser ikke så meget Superliga og læser ikke alt om fodbold, som jeg gjorde tidligere” siger Søren Olsen.
“Måske er jeg blevet mæt”.
Søren Olsen har ikke fået nok af avislæsning generelt, og sværter fingrene til hver dag med Politiken (naturligt nok), Berlingske Tidende, Jyllandsposten og Ekstra Bladet – og selvfølgelig Dagbladet.
“Jeg følger meget med i politik, ikke mindst nu, hvor der virkelig sker noget. Og selvfølgelig læser jeg også sportssiderne, og tænker på hvor forandret det er blevet med tiden. En helt naturlig udvikling. Før i tiden var det aviserne, der var dominerende med fodbolddækningen – nu er det TV. Og det har jo givet aviserne en særlig udfordring – de skal finde på en anden måde at dække fodboldsporten på. Og jeg må sige, at der findes mange unge, ambitiøse sportsjournalister”.
Og så snakker vi “gamle dage”, da – med Olsens ord – “vi kunne få fat i spillerne. Jeg havde telefontid til landsholdsspillerne. I dag bliver de beskyttet – eller gemt – af klubberne. Dengang kunne man få et forhold til dem. Det kan man slet ikke på samme måde i dag, og det har været med til at ændre sportsjournalisternes vinkler i dag”.
Søren Olsen nævner i den sammenhæng sit særlige forhold til Peter Schmeichel.
“Jeg kom tæt på Peter, og fik via ham adgang til nogle af Manchester Uniteds stjerner, da Politiken lavede VM-tillæg før slutrunden i 98. Den danske målmand serverede David Beckham for mig, da jeg var i Manchester på klubbens træningsanlæg. Peter sagde til Beckham, at han skulle svare på spørgsmål i en halv time med den danske journalist. Efter et kvarter stak han hovedet ind i interview-rummet og spurgte hvordan det gik – Schmeichel var stor”.
Så stor at Søren Olsen fik lov på tæt hold at følge United i de magiske 10 dage i 1999, hvor klubben vandt the treble – mesterskab, pokal og Champions League.
Det startede den 16. maj på Old Trafford, hvor United slog Tottenham og blev engelske mestre. Olsen rapporterede under rubrikken: “Og det var så den første”, mens målmand Schmeichel løftede trofæet.
Olsen blev naturligvis i det midtengelske med tæt kontakt til Schmeichel i ugen op til FA Cup-finalen, som United vandt 2-0 over Newcastle under overskriften: “Og det var nr. to”.
Og minsandten om ikke de to tog til Barcelona, hvor United vandt Champions League med en 2-1 sejr over Bayern München. Og rubrikken…: “Pokal nummer tre”.
En uforglemmelig periode for Politikens udsendte, men han husker også tilbage på slutrunderne med fodboldlandsholdet under Sepp Piontek, Richard Møller Nielsen, Bo Johansson og Morten Olsen (der også blev Sørens ven).
“Og andre højdepunkter var interview med Franz Beckenbauer, som jeg jo spillede imod med Køge i 1976 – det kunne Beckenbauer nu ikke huske”.
“For mig er Franz Beckenbauer og Johan Cruyff de bedste spillere gennem tiderne. Fordi de havde hele pakken. De kunne spille alle pladser, de var tænkende spillere, de viste en retning for fodbolden, de havde lederegenskaber, de blev senere store trænere og de var store personligheder”.
Søren Olsen læner sig tilbage, læser en af dagens aviser og selvom han ikke direkte savner det at skrive, så følger han med i sin klub HB Køge, når de spiller hjemme og drømmer nok lidt om at “klumme den” i forbindelse med netop den klubs gøren og laden. Det var i Køge, Olsen blev dansk mester i 1975.
En af sportsjournalisternes stille, velskrivende kæmper er gået på pension for et par måneder siden. Efter en menneskealder i formidlingens kunst. Tænk, han savner det ikke. “Det er sgu da mærkeligt”.