Jens Kragh Iversen har været sportsredaktør på Der Nordschleswiger i snart 30 år, og selvom alting går hurtigere end tidligere, trives han med at levere sportsnyheder til det tysk-talende mindretal i Sønderjylland.
Af Martin Davidsen
I mange år var Sønderjylland en mørk plet på Superligaens Danmarkskort, for landsdelen havde ikke noget hold i landets bedste fodboldrække helt frem til årtusindeskiftet. Men siden er det gået stærkt, og i dag er SønderjyskE’s fodboldhold en fast del af landets bedste fodboldklubber med en pokaltriumf i 2020 som seneste eksempel.
Og SønderjyskE fylder også meget på sportsredaktionen på Der Nordschleswiger. Her har Jens Kragh Iversen været sportsredaktør siden 1991, og han lægger ikke skjul på, at SønderjyskE’s fodboldhold i dag er det stofområde, der fylder mest.
”SønderjyskE Fodbold fylder rigtigt meget. Det er det vigtigste stofområde, selvom ishockeyen i Vojens har stolte traditioner og også interesserer mange. Fodbolden er klart nummer et,” siger Jens Kragh Iversen, der godt kan mærke forskel i interessen for SønderjyskE Fodbold nu, hvor klubben ligger i toppen af Superligaen og har vundet pokalturneringen 2020.
”Interessen er i hvert fald ikke blevet mindre, men jeg vil sige, at det største ryk kom i 2016, da SønderjyskE vandt sølv og kom en tur ud i Europa. Publikumsinteressen var allerede støt stigende inden, og efter sølvet steg interessen, men også forventningerne yderligere. Pokaltriumfen kunne have rykket endnu mere med en ægte pokalfinale med det halve Sønderjylland på lægterne, men det satte corona en stopper for. Sønderjyder er ikke altid lige nemme at begejstre, men stemningen er god efter en meget fin start på Superligaen og endnu mere forventningsfuld med en amerikansk investor i ryggen,” siger han.
Jens Kragh Iversen har været en del af Der Nordschleswiger i årtier. Han var i erhvervspraktik på avisen på avisen i 1985 og fik derefter tilbudt først et eftermiddags- og weekend-job på sportsredaktionen. Siden 1991 har han været sportsredaktør på redaktionen, der tæller to mand inklusive ham selv.
”Vi satser meget på lokalsporten, og vi har i det seneste årti oftest haft fire liga-hold. SønderjyskE Fodbold, Ishockey og Herrehåndbold har været fast inventar i ligaen, hertil kommer SønderjyskE Damehåndbold og TM Tønder Herrehåndbold, som i perioder har stukket næsen frem. Vi er som udgangspunkt til alle hjemmekampe. Fodbold følger vi overalt, ishockey det samme efter jul og senest når slutspillet starter. SønderjyskE Herrehåndbold er vi også til mange udekampe. Det kan være svært at få til at hænge sammen for en lille sportsredaktion, hvor jeg i perioder har været alene på pinden, men hvor der som regel har været en lærling i 2 år. Henning Dau-Jensen er startet hos os sidste år og dækker primært håndbold, hvor mit primære fokus er på fodbold og ishockey, men jeg er også inde over håndbolden,” fortæller Jens Kragh-Iversen, der skriver alle artikler på tysk, idet publikummet er det tyske mindretal i Sønderjylland.
”Sproget er tysk, men publikummet er primært det tyske mindretal i Sønderjylland, så der skal ikke tegnes og forklares. Der er også en del ikke-tyske læsere, der klikker på artiklerne på nettet, men sproget er stadig en barriere. Sønderjyderne er ikke så gode til tysk længere som de var for år tilbage, hvor tysk tv spillede en større rolle i grænselandet. Jeg har bemærket, at vores historier først bliver delt på SønderjyskE-fanfora, når de er blevet samlet op af netmedier som bold.dk og tipsbladet dk,” fortæller Jens Kragh Iversen.
2020 har på mange måder været et specielt år med corona-restriktioner og manglende tilskuere på diverse sportsarenaer. Det har også påvirket arbejdet på Der Nordschleswiger.
”Arbejdsglæden har i hvert fald lidt under dem. Helhedsoplevelsen til kampene har været tam, og der har været mindre kontakt med spillere, trænere og ledere på stadion og i hallen. Det har foregået mere over telefonen fra hjemmekontoret. Samtidig har året været præget af mange artikler om corona-restriktioner og konsekvenserne heraf,” siger sportsredaktøren, der også mærker store forandringer på sin egen hjemmebane.
”Alting går hurtigere end det gjorde tidligere. Det lider kvaliteten nogle gange under, men også under arbejdsbetingelserne, der ikke bliver nemmere. Aviserne bløder, og der skal tænkes nyt. Det mærker vi også hos os. Fra 1. februar 2021 vil Der Nordschleswiger ikke længere være Danmarks mindste dagblad. Vi går fra web first til web only. Dagen efter avisens 75 års jubilæum nedlægges papiravisen, og der oprustes på nettet,” fortæller han.