Vinderen af Årets Sportsbog 2019 er kåret

Rune Skyum-Nielsen er vinder af Årets Sportsbog 2019. Foto: Sebastian Stanbury

Af Jeppe Laursen Brock

I disse besynderlige tider er mange ting anderledes, end de plejer. Det gælder også uddelingen af Danske Sportsjournalisters priser. Normalt sker det under storslået festivitas i forbindelse med en gallaaften i marts – men i år sker det altså i december som en slags julegave til vinderne, og det sker personligt, da det med at forsamle sig i større flokke vist ikke er den bedste idé.

Og den første vinder modtog sin hæder fredag aften, da Sebastian Stanbury var på udflugt med blomster og plakette. Han var en del af den komité, der kårede Årets Sportsbog, og det var netop prisen, han overrakte.

En glad vinder af Årets Sportsbog 2019. Foto: Sebastian Stanbury

Den gik til… Rune Skyum-Nielsen for den ganske enkelt glimrende biografi ’Begge Sider’ om og med Nicklas Bendtner fra Politikens Forlag. Allerede ved indstillingerne var det et stærkt felt, og det blev bare endnu stærkere i sit udtryk, da komitéen destillerede det til de tre nominerede, som ud over vinderen talte ’Matchday’ af Morten Bruun samt ’Magiske Øjeblikke’ af Per Kjærbye og Hans Krabbe.

Netop gruppen af dygtige kandidater var også med til at sætte hæderen i relief for Rune Skyum-Nielsen, da han fredag aften blev overrasket med prisen:

”Jeg var meget glad, da jeg fik nomineringen, og jeg tænkte, det var et skarpt felt – også dem, der var frasorterede til at være nomineret. At slå de to andre synes jeg virkelig er fedt, og jeg tænker også, det er en anerkendelse af, at vi har lavet en bog med Nicklas, der har gjort en forskel og sat debat højere end lovprisninger”, sagde Rune Skyum-Nielsen.

I komitéen er det netop nogle af de ting, der er blevet fremhævet: At bogen udover at være et scoop med en af de mest interessante hovedpersoner også hævder sig som en yderst velfortalt biografi, der rummer stof til eftertanke og et unikt indblik i den professionelle fodboldverden, som så mange følger, men så få kender ordentligt fra indersiden. Mange flere kender lidt mere til den efter at have læst ’Begge sider’.

”Det skal lige synke ind, men det betyder, at jeg får en blåstempling af nogen, der arbejder med det her stof altid, går op i det med liv og sjæl og på mange måder er meget dygtigere til det her end mig”, sagde Rune Skyum-Nielsen og tilføjede:

Sebastian Stanbury fra priskomiteen sammen med Rune Skyum-Nielsen. Foto: Nicolai Thiemann

”Jeg er meget, meget glad for det her. Det betyder noget for mig fagligt – simpelthen”.

Tillykke til Rune Skyum-Nielsen og til de andre nominerede, som også vil blive anerkendt, næste gang det er muligt at mødes, forhåbentlig til gallaaften i 2021.

Vindere af Årets Sportsbog: 
2014: Niels Finderup og Martin Davidsen  (Mirakelmageren)
2015: Jesper Gaarskjær og Martin Hansen (Inside Liverpool)
2016: Lars Fink (John Eriksen – angriberen der glemte sig selv)
2017: Dan Philipsen (Videre – Tom Kristensen)
2018: Peter Pilegaard (Grus – Michael Mortensen)
2019: Rune Skyum Nielsen (Begge sider – Nicklas Bendtner)