Nu kan man indstille til årets specialpriser: Hvem var bedst i 2020?

Vinderen af Årets Ankerdal 2018 var Kenneth Thygesen fra JP ©Anders Kjærbye

Det er atter tid til at indstille kandidater til de fem specialpriser, som hvert år uddeles af Danske Sportsjournalister for at hylde det bedste sportsjournalistik i landet i en række kategorier.

Som altid kårer vi Årets Fortæller, Årets Ankerdal (unge under 30), Årets Digitale Hit, Årets Sportsbog og Årets Sportsfoto, så vi favner fagets forskelligheder på tværs af sportsgrene og platforme.

For at indstille kandidater til priserne skal man sende en mail med begrundelsen til dspriser@gmail.com, og det skal ske inden onsdag den 1.april. Derefter vil en uvildig komité finde vinderne i de fem kategorier.

Vinderne kåres i forbindelse med årets galla og generalforsamling, som der snart meldes en dato på. Listen over tidligere vindere af priserne kan ses via dette link.

De fem kategorier og vilkårene for indstillinger og kåring er som følger:

ÅRETS FORTÆLLER

Indstiller: Medlemmer af foreningen

Modtagere: Medlemmer af foreningen

Prisen: Gives til et medlem, der i det forløbne år har formidlet sportsstoffet på en inspirerende, levende og overskudsagtig måde – enten som kommentator, ekspert, vært eller journalist. Det vil sige prisen kan vindes af formidlere både i de såkaldte elektroniske medier eller medlemmer, der formidler på skrift. Der skal medsendes begrundelse for indstillingen.

Der vælges tre kandidater til prisen af en uafhængig komite – ligesom komiteen vælger den endelige modtager af prisen.

ÅRETS SPORTSFOTO/SPORTSFOTOGRAF

Indstiller: Medlemmer af foreningen (man må gerne indstille sig selv)

Modtagere: Medlemmer af foreningen

Prisen: Gives til en fotograf enten still eller tv, der har leveret enten årets still-foto eller årets bedste fotografering af nyhedsindslag eller reportage. Der skal indsendes et fotografi eller et indslag, der indfanger sportens sjæl og udtryk. Der kan godt indstilles flere fotografier/indslag af samme fotograf.

Der vælges tre kandidater til prisen af en uafhængig komite – ligesom komiteen vælger den endelige vinder af prisen.

ÅRETS STEEN ANKERDAL-PRIS

Indstiller: Medlemmer af foreningen
Modtagere: Medlemmer af foreningen

Prisen: Gives til en journalist/fotograf/kommentator/ekspert/vært under 30 år, der i det forløbne år har vist sig som et stort talent indenfor sit område. Prisen skal være med til at sætte fokus på de unge talenter i sportsjournalistikken og animere dem og ikke mindst anerkende dem tidligt i deres karriere. Der skal medsendes begrundelse for indstillingen.

Der vælges tre kandidater til prisen af en uafhængig komite – ligesom komiteen vælger den endelige modtager af prisen.

ÅRETS DIGITALE HIT

Indstiller: Medlemmer af foreningen
Modtagere: En given redaktion eller idemand (behøver ikke være medlem af foreningen)

Prisen: Gives til nye tiltag på den digitale sportsdækning, der løfter og nytænker måden at dække sporten på. Det kan både være tiltag på internettet – men også på de sociale medier. Ved indstillingen skal der medsendes links og begrundelse for at tiltaget skal komme i betragtning til prisen.

Der vælges tre kandidater til prisen af en uafhængig komite – ligesom komiteen vælger den endelige modtager af prisen.

ÅRETS SPORTSBOG


Indstiller: Forlag eller forfattere, der vil have deres bøger til at komme i betragtning, samt medlemmer af foreningen
Modtagere: Bogens forfatter (kan vindes af ikke-medlemmer)

Prisen: Gives til den bog med sport som emne – hvad enten det er biografi, fagbog eller skønlitteratur – der har vist sig som den største læseoplevelse. Uanset om det er på grund af underholdningsværdi, afdækning, faglighed eller perspektivering. Bogen skal være udgivet mellem den 1.1. og 31.12. året før prisen uddeles. Med indstillingen skal der også indsendes fem bøger, så alle i komiteen kan læse sig igennem indstillingerne. Bogen kan eventuelt sendes på pdf-fil. Bogens forfatter skal være dansker.

Der vælges tre kandidater til prisen af en uafhængig komite – ligesom komiteen vælger den endelige modtager af prisen.