Interview med Carsten Werge: “Det er en stor opgave, jeg har sagt ja til”

COPENHAGEN, DENMARK - FEBRUARY 15: Last match for reporter /tv commentary Carsten Werge of TV3 Sport / Viasat on the stands prior to the Danish 3F Superliga match between FC Copenhagen and Sonderjyske at Parken Stadium on February 15, 2021 in Copenhagen, Denmark. (Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

Tekst: Flemming Toft
Foto: Lars Rønbøg

“Det har været så nemt, at jeg dagen efter min sidste dag på Viasat sagde “vi” om TV 2…”.

Carsten Werge lavede lidt af et chok-skifte, da han mutede mikrofonen efter 23 år hos det, der retteligt hedder “Nent” – du ved, dem med de mange sportsrettigheder og -kanaler.

Han er normalt fræk som en slagterhund, men lige den dag, lige i de minutter, lige i det øjeblik – søndag den 14. februar – da Per Frimann, hans makker sagde “tak for kampen”, var der bud efter dråben, der lagde an. Det mundtlige klaviatur savnede den sædvanlige tone.

Et langt, martkant kommentator-liv fik sit punktum i Parken, og hvis man siger “hvor ellers”, så er det ikke så selvfølgeligt, for han har haft hele Europa som sin hjemmebane. Nu er det Fyn, der er fin.

“Selvfølgelig var det svært at sige farvel til en så god arbejdsplads med så gode kollegaer – men alligevel faldt det naturligt med et jobskifte. For jeg har taget den chance, jeg blev tilbudt. Og skulle jeg nå noget nyt, skulle det være nu” siger Carsten Werge – forhenværende i det meste af det mulige indenfor medieverdenen, og fra april noget nyt: fodboldredaktør.

Vi har streamet hans stemme og hans evne til at være førehund, mens vi sad med klaphat og klubtrøjen og følte os rigtig kloge. Men han tog os i hånden, guidede det der skete på skærmen og hævede stemmen de rigtige steder. En slags brusetablet, småboblende fra det øjeblik den kom i glasset og på sit højeste altid til tiden – en mester i målspeak.

Der er altid mange meninger om et så udadvendt job. TV-kommentatoren er en del af begivenheden, og lige så legalt det er, at udbasunere sin holdning som seer til fodbold i al almindelighed, lige så legitimt er det at mene noget om ham med stemmen. Den offentlige lydstyrke er skruet ned – men ikke ordløs.

“Jeg glæder mig helt vildt, for fodbolden er tilbage på TV 2 – og det skal der i den grad gøres opmærksom på. TV 2 er mere og andet end håndbold,” kommer det uden et eneste ondt ord om netop håndbold. Tværtimod, for fodboldredaktøren storroser dækningen af den idrætsgren.

“Men der skal der handles på, at fodbolden i den grad er tilbage. Lige nu La Liga og Serie A, til sommer kommer Europa League og Conference League og næste år landsholdet. Og fodbold har jo en fantastisk historik på TV 2”.

Og netop det, at TV 2 sikrede sig rettighederne til herrernes fodboldlandshold frem til 2028 samt EM og VM-slutrunderne i samme periode, er den store udfordring for Carsten Werge.

“Vi skal i den grad lykkes med landsholdet, og den udfordring glæder jeg mig til. Det er succeskriteriet, at vi skal skabe en høj standard og skabe de rigtige konstellationer på kommentatorfronten og en god stab rundt om fodbolden. Jeg går efter tre faste kommentatorpar, når vi dækker VM-slutrunden 2022 i Qatar – og det kunne være sjovt, hvis det var i TV 2-regie, for potentialet er stort”, siger redaktør Werge, der fortæller at den eksterne interesse er stor, og at han ikke kan udelukke lidt hentet udefra, men ellers vil satse meget på TV 2-staben.

Vi kender ham på stemmen, på hans virke som skrivende på Berlingske, som talende i radio og TV – men ikke som redaktør. Hvad kommer han med?

“Jeg er lidt anarkistisk, jeg er direkte, jeg hader autoriteter, jeg vil have ret, men er ikke urimelig, jeg er dynamisk, flittig og holdningsbetonet og har mine ideer. Jeg vil være mentor for de unge og går efter en nyskabelse i en eller anden grad. Det er en stor opgave, men jeg har sagt ja, fordi jeg tror, jeg kan løse opgaven”.

Ingen havde set dette skifte komme. Men typisk Werge, så popper han op, når man mindst venter det. Og selv med mundbind vil de høre ham – ikke som kommentator, den tid er forbi. Og heller ikke kun på Kvægtorvet. Men i fodboldmiljøet i det hele taget. Her kommer en mand, der understreger: “hos mig er der ikke langt fra tanke til handling”.

Mange af de tanker blev delt ud, mens vi snakkede til det her skriv – nu skal der handles. Med fane og virkelyst:

“Det her, kan sgu blive sjovt”.